Kultur, fritid og det lokale samarbejde

En af Brammings store kvaliteter er den store fælled i midten af byen, hvor grundskolerne, gymnastik- og idrætsefterskolen, kultur- og fritidscentret og plejecentret ligger samlet omkring et stort grønt område med boldbaner og skøjtesøer. Det er resultatet af god planlægning, der blev lavet for mange år siden. Udfordringen i dag er, at behov, ønsker og måden at tænke faciliteter på har udviklet sig. Det er fortsat en stor fordel at faciliteterne ligger samlet, da det giver gode mulighed for at tænke i samarbejde, fælles løsninger og deling af faciliteter.

Den store fælled i byens midte er en stor kvalitet i Bramming. Foto: COWI

Behov for en samlet masterplan

Arbejdet med udviklingsplanen har vist, at der er behov for at gentænke hele området, at gå i dybden med udfordringer og muligheder og at få lavet en samlet masterplan for området i samarbejde med institutionerne og brugerne. Under processen har borgerne fremsat en række ønsker og foreslået udviklingsmuligheder, som kan indgå i en kommende planlægning. Der er en enestående mulighed i Bramming for at skabe synergi og prøve nye løsninger af, da de enkelte institutioner ligger tæt samlet.

Ønsker om ny skole i topklasse

Skolerne var ikke en del af opgaven med den strategiske udviklingsplan, men der har på de to workshops med borgerne været et markant ønske om at komme med forslag til forbedringer af skolerne i Bramming. Udviklingen i Bramming hænger tæt sammen med, at det lykkes at få børnefamilier til at flytte til byen, og i den sammenhæng er det vigtigt at Bramming kan profilere sig med skoler i topklasse.

Synspunkterne er, at skolerne og især Bakkevejens Skole er utidssvarende. Det mest vidtgående forslag er at rive begge skoler ned, og opføre en ny skole i høj standard, og som er effektiv i drift. Andre har foreslået at begrænse nedrivningerne til Bakkevejens Skole, og at Nordre Skole moderniseres og udvides med nyt på gartneriets areal syd for Nordre Skole. Bakkevejens Skole ligger godt og kan være en del af løsningen på behovet for flere centralt beliggende lejligheder i Bramming. Hvad der er den rigtige løsning, kræver en analyse af behov, muligheder og økonomi og kan eventuelt afklares som del af en samlet masterplan for området.

Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole ligger også i området og deler allerede nogle af sine faciliteter med andre brugere. Det kunne måske udvikles endnu mere.

Der er ønsker om af forbedre skolerne. Foto: COWI

Behov for modernisering af idrætshallerne

Bramming Kultur- og Fritidscenter trænger til modernisering, så det svarer til de behov og krav, som nutidens brugere har. Der er begyndende ledige tider i de store haller. Til gengæld er der eksempelvis lang venteliste til svømning, der er for lidt plads til fitness, og jiu-jitsu og dans har succes. Udviklingen er generelt gået fra de store holdidrætsgrene mod et stigende behov for individuelle og fleksible aktiviteter, der giver brugerne mulighed for at vælge til og fra efter behov og ønsker. Der er derfor behov for, at fritidscentret indrettes til at kunne imødekomme de nye idræts- og motionsvaner. Børn og unge er fortsat en vigtig brugergruppe, men voksne og ældre er blevet langt mere aktive og sundhedsbevidste end tidligere, og de dyrker typisk mere individuelle aktiviteter, som kan udøves, når der er tid. Deres brug af idrætscentret kan f.eks. supplere udendørs aktiviteter som løb og cykling, og tilbuddene skal være fleksible, så der kan vælges til og fra efter behov.

Ønskerne om modernisering af kultur- og fritidscentret handler også om det ydre. Der er behov for forskønnelse af parkeringspladsen, og at ankomsten til centret i det hele taget bliver mere indbydende. Indgangspartiet kunne åbnes mere op, og måske kunne der være aktivitetsmuligheder ved indgangen, så centret allerede, når man ankommer, signalerer aktivitet og glæde.

Indvendigt er der ønsker om, at lokalerne bliver mere lyse og indbydende, og at centret som helhed får et mere åbent udtryk. De spændende aktiviteter, der i dag foregår bag lukkede døre, kunne gøres synlige og vise, at kultur- og fritidscentret er et sted, der summer af liv. Der er også ønsker om at modernisere cafeteriet, så det giver flere lyst til at bruge det og opholde sig i længere tid. Helt aktuelt har fitness pladsmangel.

Indgangspartiet til Bramming Kultur- og Fritidscenter kunne blive mere aktivt og indbydende. Foto: COWI

Cafeteriet trænger til mere liv. Foto: COWI

Parkeringsarealet kunne udnyttes bedre. Foto: COWI

Samling af aktiviteterne

Foreningerne har i dag lokaler flere steder. BIF holder bl.a. til i barakkerne og boldklubben har deres eget klubhus. Det var en god løsning, dengang interessen for at dyrke holdidræt toppede, og der var pladsmangel i kultur- og fritidscentret. I dag kunne det overvejes om, det vil være en fordel at samle aktiviteterne i kultur- og fritidscentret. Det vil skabe mere liv, mulighederne for at samarbejde foreningerne imellem og mellem foreninger og skole vil blive lettere, og udendørssporten kunne supplere med aktiviteter indendørs. Samling af aktiviteterne kunne indgå i en masterplan for området, hvor brugerne inddrages i en tæt dialog om mulighederne. Måske kunne der undervejs gennemføres forsøg med at organisere aktiviteterne på en ny måde.

Forbedring af boldbanerne

Der er stor tilfredshed med skøjtesøerne efter, at de er blevet renoveret. I tråd med det har der været et forslag om at gøre boldbanerne grønnere og mere tilgængelige. Måske kunne stierne fra Østbyen til skole- og fritidsområdet føres ind mellem boldbanerne, men det er blot ideer, som kan overvejes i en kommende masterplan.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at planerne om et større og mere sammenhængende rekreativt stinet og flere grønne områder med aktivitetsmuligheder også er en del af målene om at skabe gode muligheder for at dyrke motion og sundhed, som understøtter det stigende behov for fleksible og individuelle aktiviteter i det fri. Via stierne, der udgår fra skole- og institutionsområdet, er der forbindelse til byens grønne områder og f.eks. til den planlagte rekreative sti langs Ilsted Å. Ved at udnytte stierne og de grønne områder i hele byen kunne der laves stier med forskellige længder og med forskellige aktivitetsmuligheder.

Det kunne overvejes at samle aktiviteterne fra eksempelvis barakkerne til kultur- og idrætscentret. Foto: COWI