Planlægning et resumé

I kommuneplanen ønskes beskrivelsen af det samlede fysiske behov for det sociale område samlet ét sted. Dette ønske har fordret indspil fra og samarbejde med to forvaltninger; nemlig Borger & Arbejdsmarked (Social & Tilbud) og Børn & Kultur (Familie & Forebyggelse). Social & Tilbud omfatter tilbud til voksne borgere i Esbjerg Kommune med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt tilbud til misbrugere og socialt udsatte voksne. Familie & Forebyggelse omfatter sociale tilbud til handicappede samt udsatte børn og unge. 

I Borger & Arbejdsmarked bygger indsatsen i Social & Tilbud på et menneskesyn, der indebærer, at borgerne skal have et tilbud med mindst mulig indgriben. Der arbejdes med fem strategiske sigtelinjer, der i deres implementering kan få betydning for den bygningsmasse og de reservationer som sektoren har og ønsker at få. De fleste sociale tilbud befinder sig i Esbjerg efterfulgt af Ribe og dernæst Bramming.

I Familie & Forebyggelse er der fokus på hjemmebaserede indsatser og løsninger. Familie & Forebyggelse ser et stort behov for at opstille kriterier for de enkelte tilbud og på baggrund af denne kriterieopstilling at udarbejde en sektorplan.

I kommuneplanen kan kapitlet om sociale tilbud groft deles i tre dele; første del omhandler dialog og overordnet tilgang til lokalisering for de enkelte tilbud, herefter følger retningslinjer for boligudbuddet. I kapitlets sidste del findes retningslinjerne for døgntilbud.