Hostrup

FAKTA: (2019)

Esbjerg city 14 km

Areal: 27.277 km2

538 Indbyggere

191 Husstande

Historisk baggrund

Hostrup sogn har været befolket helt tilbage til oldtiden og der findes stadig spor heraf mange steder i området.

Landsbyerne Hostrup og Kokspang er placeret på henholdsvis øst- og vestsiden af dalstrøget ved Hostrup Bæk og har i nyere tid været hvad man kan betagne som tvillingelandsbyer, hvor Hostrup har kirken og forsamlingshuset og Kokspang havde skolen og Brugsen.

Placering i landskabet

En stor del af Hostrup sogn udgøres af Varde Ådals marsklandskab. Landsbyerne Hostrup og Kokspang er trukket tilbage fra marsklandskabet placeret i geestlandskabet og ligger i et flot åbent landskab ud mod Varde Å og tæt på de store naturområder Marbæk Plantage og Ho Bugt i Nationalpark Vadehavet.

Hostrup Bæk skærer sig gennem geesten. Arealerne omkring bækken fremstår som eng og mose, og de er så tilgroede, at der ikke er kig til bækken. Kokspang er placeret på højderyggen på sydsiden af Hostrup bæk og Hostrup er placeret på nordsiden.

Umiddelbart nord for Hostrup og Kokspang skifter arealerne langs bækken karakter til mose, og flere steder er der tæt bevoksning. Ved Hostrup og Kokspang er det markant, at landskabet fra geestranden falder med bløde skråninger ned til Hostrup Bæk.

I Hostrup Sogn er landskabet desuden præget af store plantager – mod vest ligger Marbæk Plantage, lige nord for ligger Hostrup Plantage, mod øst ligger Hofmanns Plantage og mod syd Hjerting Plantage. Det højeste punkt i området, Skankelbanke, ligger i Hjerting Plantage.

På den vestlige del af kysten adskilles Marbæk plantage og havet af en stejl kystklint på 10-15 m, den er under stadig nedbrydning.

Struktur og identitet

Hostrup Sogn består af de to landsbyer Hostrup og Kokspang, som fungere som èn landsby med masser af landsbyidyl og naturoplevelser. Mens naturområdet Marbæk er et landområde med mindre landsbyer og spredt bebyggelse. Det drejer sig om følgende fire områder som beskrives hver for sig:


010 Hostrup
020 Kokspang
030 Marbæk
040 Hostrup Landområde (ikke beskrevet)


Området er landområde med relativt få servicefaciliteter, til gengæld er her landidyl og åbne vider. I den omkringliggende natur, er der masser af rum til udfoldelse. Udover den uorganiserede brug af området er der aktivitetsmuligheder indenfor golf og ridning, jagt eller flugtskydning, desuden findes der en campingplads og flere spejderhytter i området.

Grøn struktur

Området består af åbne landskaber af forskellig karakter. Det grønne og naturen er dominerende i området mens landsbyer og bebyggelse i høj grad indordner sig i landskabet.

Trafik og infrastruktur

I Hostrup sogn er befolkningen i høj grad afhængig af bilen som transportmiddel. Regionale busser kører gennem området jævnt i løbet af dagen og stopper hovedsageligt i og nær landsbyerne.

Uddannelse

Hostrup sogn er koblet op på Esbjergs uddannelsesnetværk og nærmeste folkeskole er i Hjerting.

Borger- og beboerforeninger

Der er et lokalråd i området - Hostrup Sogns Fællesråd.