Kvaglund

Kvaglund er afgrænset mod nord af Nordskrænten, mod vest af Storebæltvej, mod øst af motorvejen og mod syd af et bredt grønt bælte af beplantning. Området udgør i 2018 et areal på ca. 209 HA og med omkring 3.967 indbyggere og ca. 2.065 husstande.

Historisk baggrund

Navnet Kvaglund peger på, at området i en fjern fortid havde en smule skov, som ikke rigtig kunne komme til at vokse sig livskraftig. Årsagerne var hård vestenvind og meget næringsfattig jord. Området var igennem århundreder dækket af hede, og sidst i 1800-tallet var der blot en enkelt gård i Kvaglund. Omkring 1900 blev de sidste hedearealer opdyrket, så de blev livsgrundlag for cirka 10 landbofamilier.

Kvaglund var oprindelig en mindre del af Jerne Kommune, som i 1945 blev en del af Esbjerg Kommune. Da Esbjerg fik behov for nye arealer til forstæder, blev hele Kvaglund bebygget i løbet af 1970’erne. Landbruget forsvandt, og kun særdeles få bygninger overlevede.

I 1977 blev Kvaglund Kirkesogn oprettet ved udskillelse af et område fra Jerne Kirkesogn, og en ny kirke blev indviet i 1985. Indenfor disse rammer udvikler indbyggerne en ny lokal identitet. Sognets afgrænsning er større end det kommunale planområde Kvaglund, da sognet mod syd også omfatter erhvervsområdet ned til Spangsbjerg Møllevej

Stedets ånd

Kvaglund fungerer som forstad til Esbjerg med mange forskellige boligtyper fra etageboliger og tæt-lav til parcelhuse.

Arealanvendelse

Størstedelen af Kvaglund er udlagt til boligområde. Derudover er flere arealer udlagt til offentligt område, der blandt andet huser Skolen og Kirken. Flere større arealer er udlagt til rekreative grønne områder og indgår i Esbjergs grønne struktur. Centralt placeret er desuden et centerområde med butikker.

Bystruktur

Man kan opdele Kvaglund i fire dele. Mod nord ligger et større klassisk parcelhuskvarter bygget i 1970’erne. Størstedelen af parcelhuskvarteret er bygget op omkring små fælles grønninger der samler klynger af 12 huse i et mindre fællesskab. Hver grønning har sit eget særkende enten i udformning, beplantning eller indretning, og danner små pejlemærker i den ellers meget homogene bebyggelse.

Mod syd ligger et område med alment boligbyggeri også fra 1970’erne. Området består af flere forskellige bebyggelser der bindes sammen af et grønt landskab med flere forskellige aktiviteter og opholdsmuligheder. Ud mod Esbjergmotorvejen i øst ligger et typisk kolonihaveområde. Centralt i Kvaglund mellem de øvrige områder ligger et fælles serviceområde med bl.a. kirke, skole, institutioner, sportshal og indkøbsmuligheder.

 

Arkitektur og facader

I parcelhuskvarteret er arkitekturen varierende, men typisk for perioden med en til halvanden etages boliger med have.

I det almene byggeri er arkitekturen homogen indenfor hver sin enklave. Her er tæt-lave rækkehuse i tegl med privat have, etagebyggeri bygget i karréstruktur omkring fælles gårdmiljøer, etagebyggeri i stokke beliggende i et større grønt parkområde samt en enkeltstående bygning i syv etager, kaldet Svagførehuset.

I serviceområdet er arkitekturen præget af den enkelte funktion, og der er derfor stor diversitet i både udtryk og kvalitet.

Pejlemærker

Kirken skiller sig ud fra omgivelserne med sin særegne arkitektur og danner dermed et pejlemærke i området. De enkelte etagebebyggelser danner desuden pejlemærker med deres ensartede arkitektur og store omfang.

Rekreative og grønne områder

Kvaglund er en meget grøn bydel med rig mulighed for rekreative aktiviteter. Langs den sydlige kant af området løber en af Esbjergs store grønne kiler, der forbinder til resten af byens rekreative grønne rum. Samtidig ligger Kvaglundparken som en grøn oase mellem parcelhuskvarteret i nord og det almene boligbyggeri i syd. Ydereligere har alle bebyggelser i området enten store fælles rekreative arealer eller private haver.

Trafik og infrastruktur

Trafikstrukturen er enkel i området med Degnevej, Nordskrænten og Kvaglundparken som de store fordelingsveje. Sideløbende er der et vidt udbredt stisystem til cyklister og gående, så det er muligt at undgå de mest trafiktunge veje i området.

Området er godt forbundet til det kollektive transportsystem med flere busruter kørende igennem området.