Ribe

FAKTA: (2019)

Esbjerg city ca. 32 km

Areal: 44.651 km2

9.918 Indbyggere

6.031 Husstande

Historisk baggrund

Ribe er Nordens ældste by og Danmarks ældste købstad og rummer enestående bymæssige kvaliteter og bebyggelser. Den historiske bykerne er den mest velbevarede og smukkeste i Danmark. Navnet Ribe betyder flodbred og siger meget om, hvordan byen i år 705 blev grundlagt af kongen som en handelsplads i krydset mellem flere åer. Stedet var et trafikalt knudepunkt og placeringen var derfor oplagt som handelsplads. Ribe udviklede sig sidenhen til en international handelsby og et af Danmarks største gejstlige centre.

Placering i landskabet

Ribe er en sammensat by og alt efter hvordan du nærmer dig byen fortæller den forskellige historier. Kommer man fra nord mødes man af nyere tids industri-, handels- og boligområder og overgangen mellem by og land er en smule diffus. Kommer man fra syd ligger Ribe middelalderby smukt og markeret i landskabet. De lavtliggende arealer i Marsken og engene omkring byen betyder, at byen kan ses på lang afstand og de tydelige tårnene fra domkirken, klosterkirken samt de forskellige gejstlige huse, signalerer tydeligt byens historie som gejstligt magtcenter.

Åløbene gennem byen og det omkringliggende lave marsklandskab gør desuden området til noget helt specielt. Byens muligheder for at udvikle sig har historisk været begrænset af byens beliggenhed midt i den flade ådal med udbredte eng- og moseområder, og bykernen er derfor tæt bebygget. Principper om at bygge mindre afgrænsede enklaver er sidenhen ført videre i byens forskellige kvarterer, der hver i sær er klart afgrænset af landskabet.

Byens struktur og identitet

Ribe er opbygget med en bykerne og en række satellitbyer tilknyttet og består af følgende 7 områder:

010 Ribe bykerne

020 Ribe Øst 

030 Ribe syd

040 Ribe Nørremark

050 Øster Vedsted (ikke beskrevet)

060 Lustrup (ikke beskrevet)

070 Ribe Landområde (ikke beskrevet)

Ribe har en autentisk atmosfære og er et ægte kulturmekka. Ribe er udflugtsmål for mange besøgende, der kommer fra nær og fjern for at nyde midtbyens gamle kvarterer og det hel specielle bymiljø.

Ribe er funktionsmæssigt godt fungerende med relativ kort afstand til moderne indkøbsmuligheder, servicefunktioner, rekreative anlæg samt offentlig transport fra alle byområder.

I Bykernen er det middelalderlige gadeforløb næsten intakt, kun med et enkelt gadegennembrud til stationen. Den varierede og sammenbyggede bebyggelsesstruktur og det tætte bymiljø med gårdhaver, afvekslende byrum og bebyggelsesformer udgør en helt særlig og attraktiv bymidte.

Idet Ribe bykerne er et tæt byområde, og derfor beslaglægger mindre arealer, er det også en planlægningsmæssig bæredygtig by. Gadeforløbene er tætte og samtidig opfylder byens intime bagarealer behovet for private og grønne arealer i byen

I de nyere bydele nærmest den historiske bykerne, Slotsbanken, Kurveholmskvarteret og den indre bebyggelse i Tangekvarteret videreføres mange af de arkitektoniske kvaliteter fra den gamle bykerne med høj detaljerings grad og godt håndværk, men bebyggelsesstrukturen er mere åben med enkeltstående villaer og dobbelthuse med både for og baghaver.

Satellitbyområderne Øster Vedsted, Lustrup, Klostermarken og Ribe Nørremark består primært af lave og tæt-lave boliger med forskellige kvaliteter i hvert enkelt område, fra det klassiske parcelhusområde til landsbysamfundet.

Det nyere centerområde ved Moltkes Allé og erhvervsområdet på Nørremarken bryder med byens ellers lave skala. Området giver byen mulighed for placering af større enheder, som understøtter handelslivet i byen og skaber en række arbejdspladser.

Byens grønne struktur

Ribes bebyggelse er placeret på bakkeøer i landskabet og hvert byområde er klart defineret i landskabet som følge deraf. De naturlige lavninger i landskabet danner samtidig grønne/blå kiler gennem byen og sikrer, at der er let adgang til naturen i alle byområder. 

Det, at Ribe er bygget på naturlige sandbanker i ådalen ud til marsken og vadehavslandskabet, gør at både byen og særligt landskabet er meget følsomt overfor fremtidige vandstigninger. Ribediget, som blev bygget i 1912 med løbende forbedringer igennem årene, beskytter i dag byen mod stormflod. Men beskyttelse mod stormflod er ikke det eneste problem Ribe skal løse i fremtiden. Når Kammerslusen ved udmundingen af Ribe Å lukkes ved springflod og stormflod for at forhindre, at det stigende havvand trænger ind i landskabet, opstemmes åvandet bag slusen og landskabet oversvømmes. Hvis vandstanden generelt stiger i fremtiden, kan lavtliggende områder af Ribe være i fare for oversvømmelse i sådanne tilfælde. 

Trafik og infrastruktur

Ribes historiske bykerne er et væsentligt trafikmål, og trafik og parkerede biler udgør ved forskellige lejligheder en belastning i bykernens smalle gader.

Den kollektive trafik i byen består af enkelt busrute der binder bykernen sammen med de øvrige dele af Ribe by. Desuden er byen bundet op på jernbanenettet og flere regionale buslinier.

Uddannelse

Der findes to folkeskoler i Ribe, en privatskole samt en Fritids- og Ungdomsklub. Der er mange ungdomsuddannelser repræsenteret med diverse erhvervsuddannelser, handelsskole og gymnasium. Her er ingen videregående uddannelser, disse er samlet i Esbjerg.

Kultur

Der er et bredt udvalg af kulturoplevelser i Ribe, og de mange festivaler præger byens liv. Der er store begivenheder som Tulipanfest, Vinfestival, Internationalt vikingemarked, Rued Langgaards Festival og Ribe Jazz Festival. Derudover kan man også opleve mere traditionelle kulturtiltag som Ribe By Night og Kulturnatten.

Hverdagen i Ribe byder på mange kulturelle oplevelser, bl.a. indenfor teater og museer og der er mange muligheder for at høre musik på byens caféer og spillesteder.

Ribe har et forholdsvist stort udvalg af kulturinstitutioner og mange er direkte bundet op på byens historiske tiltrækningskraft, her nævnes et udvalg:

Ribe domkirke, Klosterkirken, Ribe Kunstmuseum, Ribe Vikingecenter, Vadehavscentret, Sydvestjyske museer, Barkentins Teater, Teatret Drakomir, Ribe seminarium/Ribe kulturhus (huser i fremtiden følgende kulturelle institutioner: Ungdomsskole, Musikskole, Bibliotek, Byhistorisk Arkiv, Fritids- og Ungdomsklub samt diverse kreative foreninger)

Fællesskaber er i højsædet i Ribe, og der er mange muligheder for at få et netværk enten gennem frivilligt arbejde eller i det blomstrende foreningsliv.

Borger- og beboerforeninger

Der er tre lokalråd i Ribe. Lokalrådet for Ribe midt, lokalrådet for Ribe nord og lokalrådet for Ribe syd.