Bevaring (BE)

Esbjerg Kommunes samarbejder om bevaring og kulturarv er i høj grad defineret af en fælles kulturhistorie omkring Vadehavet. Det vil sige, fortællingen om menneskets stræben for at etablere et liv i dette dynamiske landskab. Storbyregion Esbjerg har arbejdet med de fem Vadehavsbyer Nordby, Varde, Esbjerg, Ribe og Tønder. De er alle tæt knyttet til adgangen til vandet og rummer byhistorie og bygninger fra 1600-tallet og frem til moderne tider. De fire byer på fastlandet er fornemme eksempler på flere århundreders byhistorie startende med Ribes middelalderbykerne, over Tønders 1700-tal og 1800-tallet i Varde sluttende med 1900-tallets byplan og historicistiske og modernistiske bygninger i Esbjerg. Et forstærket bevaringssamarbejde i Vadehavsregionen vil kunne arbejde med disse fire byhistorier enkeltvis og samlet.  

Esbjerg Kommune afholder to gange årligt et koordinationsmøde med Museum Vest med henblik på gensidig orientering om verserende sager og større projekter. Møderne skal herudover sikre, at dialogen om arkæologi, byggesager, lokalplanlægning og kommuneplanlægning forløber til alles tilfredshed.

Esbjerg Kommune er primus motor i et tværkommunalt samarbejde om kulturhistorie og planlægning (KoP) med deltagelse af planfolk fra de fire vadehavskommuner, nyere tids museumsinspektører fra vadehavsområdets tre statsanerkendte museer, nationalparksekretariatet samt relevante ministerier. KoP er et tværfagligt og tværkommunalt forum for erfaringsudveksling og læring, hvor planlægningen for Vadehavets landskaber og kulturmiljøer er i fokus. Slots- og Kulturstyrelsen peger på KoP som et sjældent, vigtigt og interessant forvaltningsforum. KoP bliver kort præsenteret her: https://vadehavssekretariat.dk/det-danske-vadehav   

Det danske vadehavsområde indgår som en del af et trilateralt samarbejde, som også omfatter det tyske og det hollandske Vadehav. Et af fokusområderne for det trilaterale samarbejde er vadehavsregionens kulturlandskaber sådan som de fx beskrives i ’Vadehavet – grænseløs natur- og kulturarv’ af John Frederiksen (2022). I trilateral sammenhæng fremhæves KoP som et godt eksempel på tværkommunalt samarbejde. KoP har inspireret til et yderligere fokus på bevaring i det trilaterale vadehavssamarbejde fx i interregprojektet NAKUWA om natur- og kulturturisme ved Vadehavet, der i 2020 blandt andet resulterede i en ’Kulturguide’. I 2012 publicerede the Dutch Wadden Sea Academy og the Common Wadden Sea Secretariat ’Vadehavsregionen Et kulturlandskab i verdensklasse’ (udgivet på engelsk, hollandsk, tysk og dansk).

I ’Comparative Analysis of the Landscape and Cultural Heritage of the Wadden Sea Region’ (Essex County Council Historik Environment Branch 2010) udnævnes vadehavsregionens landskab til amfibiesamfund afspejlende menneskets kamp for overlevelse med både landbrugsmæssige og maritime særpræg. Vadehavsregionen strækker sig som et cirka 500 km langt bånd fra Blåvandshuk i Danmark til Den Helder i Holland og udgør tilsammen – på trods af regionale og lokale variationer – én sammenhængende landskabsmæssig og kulturhistorisk helhed som ét af verdens mest velbevarede og dynamiske kystkulturlandskaber. Den store værdi, der ligger i størrelsen og sammenhængen af området understøttes af udpegningen af Vadehavet som verdensarv samt af Vadehavets nationalparker, herunder den danske Nationalpark Vadehavet.

Bekendtgørelsen for Nationalpark Vadehavet indeholder 12 målsætninger som i ’Plan for Nationalpark Vadehavet 2025-2030’ er opdelt i seks indsatsområder:

• Natur og landskab
• Kultur og kulturhistorie
• Folkesundhed og friluftsliv
• Undervisning, forskning, natur- og kulturformidling
• Lokalsamfund, erhverv og turisme
• Trilateralt vadehavssamarbejde og verdensarv

Indsatsområdet Kultur og Kulturhistorie bygger på bekendtgørelsens målsætning nummer 4:

Kulturmiljøer og kulturhistoriske helheder og enkeltelementer, der fortæller om Vadehavet, skal bevares, synliggøres og gøres tilgængelige, herunder kystsikringsanlæg, afvandings- og bevandingssystemer, landbrug og bebyggelse på værft, marsk og geest, jagt, fiskeri og søfart, grænselandets historie og rekreation.

Esbjerg Kommunes arbejde med bevaring imødekommer denne målsætning. Ved den almindelige byudvikling af lokalsamfund samt udvikling, der i øvrigt berører bevaringsværdier i landskabet og marsken langs Vadehavet syd og nord for Esbjerg, medvirker tilstedeværelsen af Nationalpark Vadehavet til at fremme og styrke bevaringsindsatsen.

Det er et af planlovens formål, at bygningskulturen skal bevares. Bygningsbevaring udgør dermed en væsentlig del af kommunernes opgave i forvaltningen af planloven. Som en del af Esbjerg Kommunes bevaringsarbejde indgår udpegningen af bevaringsværdige bygninger. Slots- og Kulturstyrelsen og kommunen kan begge udpege bevaringsværdige bygninger, men det er kommunen, der har ansvaret for bygningerne. Udpegningen af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen og i lokalplanlægningen er nødvendig for, at bygningerne bliver bevaringsværdige i lovens forstand.

Fredede og bevaringsværdige bygninger registreres og kategoriseres efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). SAVE-metoden er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen, og er grundlaget for FBB, som er Slots- og Kulturstyrelsens database med oplysninger om Fredede og Bevaringsværdige Bygninger. SAVE relaterer sig alene til bygningens ydre. Som hovedregel vil den arkitektoniske, den kulturhistoriske og den miljømæssige værdi veje tungest, mens bygningens tilstand som udgangspunkt ikke har betydning for bevaringsværdien.

På kommuneplanens kort vises bygninger i SAVE 1-5. Det er i Esbjerg Kommune politisk besluttet ikke at arbejde med SAVE 6-9.

Bygninger med en bevaringsværdi på 1-3 er meget velbevarede i forhold til arkitektur, kulturhistorie, miljømæssig værdi, originaliset og tilstand. Bygninger i SAVE 1-3 skal altid bevares i den oprindelige form og arkitektur.

Indenfor kulturmiljøer skal bygninger med SAVE 4-5 som udgangspunkt bevares. I særlige situationer kan delvis bevaring eller nyopførelse godkendes. Kravene hertil skal tage udgangspunkt i de bærende bevaringsværdier, der omfatter den arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi.

Udenfor kulturmiljøer skal bygninger med SAVE 4-5 som udgangspunkt bevares med udgangspunkt i de bærende bevaringsværdier, der omfatter den arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi. Nedrivning kan godkendes i særlige tilfælde.

Esbjerg Kommunes generelle bevaringsarbejde er beskrevet i ’Bevaringsstrategi for bevaringsværdige bygninger’.  

Bevaringsindsats

Bevaringsindsatsen i forhold til bevaringsværdige og fredede bygninger sikres ved at bygningerne indgår i kommuneplanens rammedel og ved lokalplanlægning. Bevaringsindsatsen understøttes herudover af Esbjerg Kommunes Byfond, der virker for bevarelse af arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger og miljøer indenfor Esbjerg Kommunes område. 

Esbjerg Kommunes Byfond har til formål at rådgive om arkitektur og bevaring samt at benytte fondsmidlerne til at give økonomisk støtte til udvendige renoveringer på bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune. Byfonden udfører formidlingsopgaver for udbredelse af kendskab til arkitektur og til egnens kulturhistorisk værdifulde bygninger og miljøer. Hvert år præmierer Byfonden gode eksempler på nybyggeri, kulturmiljøer eller renoveringer af bevaringsværdigt byggeri.

Ved udpegning af de bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen sikres det, at der iværksættes en høring i tilfælde, hvor der ansøges om tilladelse til nedrivning af en konkret ejendom.

Bygninger, der er optaget som bevaringsværdige i kommuneplanen (og som ikke i en lokalplan, en byplanvedtægt eller i bevaringsdeklarationen i Ribe er omfattet af et forbud mod nedrivning), må ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort, og byrådet har meddelt ejeren, at det ikke efter planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.

Nedlæggelse af § 14-forbud mod nedrivningen, indebærer at der udarbejdes et forslag til lokalplan med bestemmelser om bevaring af den pågældende bebyggelse. § 14-forbuddet har en midlertidig retsvirkning på højst et år, hvor den eller de bygninger, der er omfattet af forbuddet, ikke må rives ned eller bygges om. Ved den offentlige høring af lokalplanforslaget erstattes forbuddets midlertidige retsvirkninger af lokalplanforslagets retsvirkninger.

Data fra Kommuneatlas for Esbjerg og Ribe samt registreringer fra Bevaringsfonden for Bramming Kommune har været udgangspunktet for den nuværende udpegning af bevaringsværdige og fredede bygninger på kommuneplanens hovedstrukturkort. I Kommuneatlasserne er der kun foretaget SAVE-registreringer af huse fra tiden før 1940. Registreringerne i Bramming er af huse fra både før og efter 1940. Størstedelen af de registrerede bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune er fra før 1940, men i de løbende   genvurderinger og SAVE-registreringer i forbindelse med lokalplanlægning medtages bygninger, der er bygget så sent som 1970 for på denne måde også at sikre nyere bygningsværker.

Der foretages løbende genregistrering af bevaringsværdige bygninger i forbindelse med lokalplanlægning og ved enkeltsagsbehandling, der har et væsentligt omfang. Enkeltsagsbehandling vil typisk være ansøgninger om nedrivning eller ændring af en bygning. Ved lokalplanlægning registreres alle bygninger. I fald det giver anledning til ændringer i bevaringsværdien, vil det afføde en kommuneplanændring med deraf følgende offentlig høring. Ved enkeltsagsbehandling vil ejeren blive orienteret direkte om kommunens nyvurdering af bygningen. Ændringer i bygningens bevaringsværdi justeres efterfølgende i kommuneplanen.

Bevaringsværdige bygninger er undtaget fra bygningsreglementets krav om at energioptimere, hvis byggearbejdet forringer bevaringsværdierne, men der er et stort energimæssigt potentiale i at energioptimere.

Esbjerg Kommune kan bidrage med stor viden om bevaringsværdier og mulighederne for at tage vare på disse. Esbjerg Kommune ønsker at styrke den generelle vidensformidling om bevaringsværdier til bygherrer, ejendomsbesiddere og håndværkere. I forbindelse med de mange valg og fravalg, der skal tages i forbindelse med helt konkrete byggeprojekter, hvor bevaringsværdige bygninger energioptimeres, ønskes der ligeledes en god og konstruktiv dialog mellem kommunen og alle byggeprojektets parter.

Energioptimering af bevaringsværdige bygninger kan bidrage til Esbjerg Kommunes mål om at blive en CO₂-neutral og bæredygtig kommune, men skal ske på en måde der understøtter kommunens kulturhistorie. Slots- og Kulturstyrelsens faglige retningslinjer for energioptimering af fredede bygninger benyttes som rettesnor for indsatsen. Slots- og Kulturstyrelsens grundlæggende praksis på området er at:

• energioptimering udføres under hensyntagen til bygningens fredningsværdier.
• materialer til efterisolering understøtter bygningens eksisterende materialeholdning og de fredningsværdier, der knytter sig til denne, herunder fx de traditionelle materialers fugttekniske egenskaber.
• der gives afslag til udvendig efterisolering, da dette som regel vil ændre væsentligt på bygningens udtryk.

Når den allerede eksisterende bygningsmasse beholdes og renoveres og når bevaringsindsatsen prioriteres i de bevaringsværdige bygninger, udgør dette samlet set også et bidrag til Esbjerg Kommunes målsætning om CO₂-neutralitet.

I Ribes middelalderlige bykerne gælder en bevaringsdeklaration af 16. april 1963 (med titlen: Bygningsvedtægt) som er blevet udvidet med lokalplan nr. 01.07 fra 1989. Bevaringsdeklarationen fastlægger, at ejendommenes ydre fremtræden ikke må ændres uden forudgående tilladelse fra byrådet. Den første del af Bygningsvedtægtens § 22 lyder som følger:

• Stk. 1: Byrådet kan gøre en byggetilladelse afhængig af, at bebyggelsen i sine væsentlige træk får en sådan ydre udformning og fremtræden, at der i forbindelse med den øvrige bebyggelse på stedet kan opnås en god helhedsvirkning.
• Stk. 2: Byrådet kan i byggetilladelsen stille de krav, der er nødvendige for, at bebyggelsen såvel som hegning, skiltning med videre kan fremtræde på en i forhold til dens omgivelser og til den øvrige bebyggelse på stedet rimelig og forsvarlig måde.
• Stk. 3: Når de i stk. 1 og 2 nævnte hensyn eller arkitektoniske hensyn i øvrigt kræver det, kan byrådet forlange, at en bebyggelses ydre fremtræden bevares i samme skikkelse, i hvilken den forefindes, således at ændringer af disse forhold kun må udføres med byrådets forudgående godkendelse.

Bevaringsdeklarationen gælder hele matrikler og dermed alle former for bygningsværker på matriklerne, hvilket vil sige, at de udover hovedhuset også gælder udhuse, mure og lignende. Der må som følge af dette ikke nedrives eller foretages ændringer i Ribes middelalderlige bykerne uden kommunens godkendelse. Bevaringsdeklarationen er en arealudpegning som bl.a. omfatter punktudpegningen af de bevaringsværdige og fredede bygninger i Ribe. Bevaringsdeklarationen findes som en binding i hovedstrukturen og optræder følgelig som rammedelstekst i alle de berørte enkeltområder.

Da Danmark efter krigen i 1864 mistede havneadgang til Nordsøen, underskrev kong Christian den Niende den 24. april 1868 lovforslaget om anlæggelsen af Esbjerg Havn. Østre Dokkaj blev anlagt først og indgik efterfølgende som det ene af tre kajanlæg i det trekantede havnebassin med sluseporte som blev Dokhavnen. Anlæggelsen af Dokhavnen i årene 1868-1873 blev til grundlaget for udbygningen af Esbjerg; en by som ingen havde set komme.

Dokhavnen er udpeget som kulturmiljø sammen med baneanlæg, Esbjerg Banegård og remiseanlæg. Dokhavnen er vurderet til at have national-høj værdi.

Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget Dokhavnen og det tilhørende fyrsystem, som et af Danmarks 25 nationale industriminder, fordi Dokhavnen er et vigtigt monument til forståelse af dansk industrikultur.

Dokhavnens sejlbare vandareal samt Vestre Dokkaj, Nordre Dokkaj, Østre Dokkaj og Newcastekaj definerer den oprindelige Dokhavn.

På kortet er angivet de bygninger og anlæg, der henhører til Dokhavnen og som tilsammen udgør det nationale industriminde.

Mens Dokhavnens sejlbare vandareal skal fastholdes, gives der, på Dokhavnens relaterede kajarealer, mulighed for begrænsede havneværker som kajanlæg, ramper, losningsgrej og lignende, der ikke indregnes i de bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Inden for kulturmiljøer skal bebyggelse og anlæg placeres og udformes, så det indpasses bedst muligt i kulturmiljøet og på en måde så det bidrager til at fastholde, forbedre og genskabe det værdifulde kulturmiljø.

Et kulturmiljø er et særligt værdifuldt område, og defineres som et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Et kulturmiljø rummer en bærende kulturhistorisk fortælling, som udgøres af en bebygget struktur. Et kulturmiljø kan ligge i by, forstad, stationsby, landsby eller være bygningsmæssige sammenhænge med tilknytning til kulturhistoriske spor i det åbne land. Kulturmiljøer indgår, sammen med registreringen af de bevaringsværdige bygninger, som en del af kommunens bevaringsindsats og anvendes i vurderingen af særlige bevaringsværdier i forbindelse med planlægning og landzoneadministration. Esbjerg Kommune har i samarbejde med Museum Vest og Slots- og Kulturstyrelsen udarbejdet en metode med det specifikke formål at kunne foretage en fagligt velfunderet afgrænsning af kulturmiljøer til kommuneplanen. De mange data, som er indsamlet i den forbindelse, præsenteres i: ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’. 

’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt kulturmiljø. I registreringsskemaerne gøres der rede for kulturmiljøets bærende bevaringsværdier og sårbarheder, ligesom der er fastlagt en vurdering og prioritering af kulturmiljøets værdi sammenlignet med andre lignende kulturmiljøer. I visse tilfælde indeholder registreringsskemaerne herudover anbefalinger til, hvordan kulturmiljøet kan bevares og udvikles bedst muligt. I registreringerne benyttes begreberne ’kulturmiljø (KM)’ og ’kulturmiljøkernen (KK)’. Kulturmiljøkernen er den bebyggede struktur eller fortælling, der indeholder kulturmiljøets DNA. Det er kernen, der definerer omgivelserne og afgrænsningen af kulturmiljøet.

’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ vil løbende blive udviklet med opdaterede data som følge af anden sagsbehandling eller nye registreringer og vurderinger i de udpegede områder. Opdatering af registreringerne i ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ kan ske løbende.

Der skal indarbejdes en procedure ved lokalplanlægning og byggesagsbehandling, der sikrer at registreringsskemaerne i ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ løbende opdateres med nye data.

I forbindelse med hver kommuneplanrevision foretages der en gennemgang og opdatering af kulturmiljøernes afgrænsning i samarbejde med Museum Vest.

Esbjerg Kommune har sammen med Museum Vest udarbejdet: ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’, der indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt kulturmiljø. I registreringsskemaerne redegøres der for kulturmiljøet både i form af de bærende bevaringsværdier, sårbarheder, ligesom der er fastlagt en vurdering og prioritering af kulturmiljøets værdi sammenlignet med andre lignende kulturmiljøer. I visse tilfælde indeholder registreringsskemaerne herudover anbefalinger til, hvordan kulturmiljøets bærende bevaringsværdier og helheder kan bevares og udvikles bedst muligt. Samlet set indeholder ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ således oplysninger, der redegør for potentialet i et kulturmiljøs bærende fortælling.

Ved udlæg af nye arealer til byudvikling, ferie- og fritidsformål, skovrejsning, vindmøller, andre større tekniske anlæg med videre samt ved nyetablering af fritliggende byggeri og anlæg i kulturmiljøer bør registreringerne derfor konsulteres. Potentialet for udvikling af et kulturmiljøs bærende fortælling sikres ved, at der gøres rede for hvorledes det påtænkte byggeri eller anlæg vil påvirke fortællingen. Kun hvis det kan godtgøres, at kulturmiljøets bærende fortælling ikke tilsidesættes i væsentligt omfang, eller der ikke er andre placeringsmuligheder, vil det påtænkte byggeri eller anlæg kunne realiseres.

Ved etablering af fritliggende enkeltbygninger eller anlæg skal byggeriet tilpasses de lokale forhold, og der kan stilles krav vedrørende placering, volumen, lokal skala, udformning, omfang, materialevalg, farvevalg og skærmende, slørende beplantning med videre.

Der skal tages særlige hensyn i Vadehavets kystkulturlandskab, der på grund af landskabets åbenhed og ensartethed er sårbart overfor byggeri og anlæg. Landskabets karakteristika med det store udsyn over den flade marsk med grøfter og kanaler til bakkeøer, digelinjer og geest ønskes bevaret. Landsbyernes placering på geesten, som perler på snor, afvekslende med store gårde og med havnebyer af i dag og i går, udgør en sårbar helhed med stor bevaringsværdi. Denne helhed vidner om landbrugets, handelens og søfartens historiske betydning i en bosætningshistorie, der kan spores mere end 3000 år tilbage i tiden; Ribe blev, som Danmarks ældste by, grundlagt omkring år 710.

Folkekirkens kirkebygninger og kirkeomgivelser er beskyttet af lovgivningen om Folkekirken.

Folkekirkerne er selvejende. Da kirkebygninger er undtaget fra bygningsfredningslovens bestemmelser, er de ikke fredede. Kirker bliver ikke fredet, så længe de anvendes som kirke, hvilket gælder uanset den enkelte bygnings alder.

Lovgivningen om folkekirken sikrer, at ændringer og istandsættelser af kirker, kirkeinventar, kapeller med videre skal godkendes af enten stiftsøvrigheden eller provstiudvalget, der til brug for sagsbehandlingen indhenter sagkyndige erklæringer fra blandt andet Nationalmuseet.

Menighedsrådene har blandt andet til opgave at administrere folkekirkens faste ejendom og skal i den forbindelse søge at forhindre, at kirkens og kirkegårdens nærmeste omgivelser bebygges eller bruges på skæmmende måde.

De 10 stifter i Danmark fungerer som decentrale statslige myndigheder, som efter aftale med Kirkeministeriet påser, at der i den offentlige planlægning tages tilstrækkeligt hensyn til kirkerne og deres omgivelser.

I Esbjerg Kommune har folkekirken 39 kirker, der alle fungerer som sognekirker.

De fleste kirker blev opført i den store kirkerejsningsperiode cirka 1100-1250. 12 kirker blev opført efter reformationen, og af disse er syv kirker i Esbjerg opført i perioden fra 1961 til 1992 med Hjerting Kirke som den nyeste.

I byen er kirker uden kirkegårde placeret i områder til offentlige formål eller i centerområder, mens kirker med kirkegården omkring sig vil være placeret i rekreativt område. På landet er kirker enten placeret indenfor en landsbyafgrænsning, i grønt danmarkskort eller i et jordbrugsområde.

De ældste kirker er typisk opført på et højt beliggende sted i forhold til det omgivende landskab, og kirkerne har derfor fra gammel tid været synlige fra lang afstand. Særligt kirkerne på landet, der ikke er blevet skjult af nyere, bymæssig bebyggelse, er fortsat synlige i landskabet og indgår som en del af landskabsoplevelsen. De nu nedlagte amter foretog en registrering af de områder, hvor kirken i særlig grad er synlig fra landskabet, de såkaldte kirkelandskaber eller kirkeområder. Mulighederne for byggeri med videre er i disse områder begrænset af hensyn til kirkerne.

Retningslinjen om kirkeomgivelser har afsæt i både kulturhistoriske og landskabelige hensyn. Begge dele er af betydning i forhold til at sikre, at kirkernes nærmeste omgivelser og oplevelsen af kirkerne fra det åbne land ikke forringes af nyt byggeri eller store anlæg. På landet er kirkernes nærmeste omgivelser sikret med Exner-fredninger. Exner-fredninger er frivilligt tinglyste fredninger, hvis hovedindhold er bestemmelser om, at der ikke må foretages ændringer i den bestående tilstand, som kan virke skæmmende eller hindrende for udsigten til eller fra kirken.

Retningslinjen om kirkeomgivelser optræder som en binding i kommuneplanens kort og skal sikre en mere udstrakt beskyttelse af kirkernes omgivelser, så deres betydning som markante kulturmonumenter i landsbyer og det åbne land bevares.

Udpegningen af kirkeomgivelser blev foretaget af Ribe Amt i 2005.