Vadehavskystens værdier er enestående
Der er sket mindre redaktionelle ændringer af teksten.
Kystlandskabet bevares og udvikles med særligt fokus på natur og landskabsværdier.
Lokalsamfundenes muligheder for udvikling tilgodeses under hensyntagen til kystens unikke værdier.
Naturoplevelser i vadehavsområdet er tilgængelige og bæredygtige.


Generelle forhold
KY 1: Kystnærhedszone
Indenfor kystnærhedszonen må der kun inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, når der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.
Kystnærhedszone fremgår af kommuneplankortet som en binding.
Kystnærhedszonen har en generel udbredelse på tre km fra kysten ind i land. Men kan, ved udpegning, være større. Således har zonen syd for Esbjerg en varierende bredde med op til 6,5 km i det område, hvor den strækker sig helt ind til Ribe.
Hensigten med kystnærhedszonen er at beskytte natur- og landskabsværdier af national interesse.
Byggeri ved kysten
KY 2: Planlægning og bebyggelse i kystnærhedszonen
Områder indenfor kystnærhedszonen og den kystnære del af byen skal friholdes for byggeri, anlægsarbejder eller større beplantninger, der forringer kystens landskabelige, kulturhistoriske og naturmæssige værdi medmindre området er udpeget som et udviklingsområde.
Der kan etableres kystbeskyttelse og klimasikring.
Det fremgår af planloven, at anlæg i kystlandskaberne skal begrænses til det nødvendige. Byggeri, anlæg og beplantning skal søges placeret udenfor de kystnære arealer.
Udviklingsområder er områder udpeget gennem et landsplandirektiv, hvori der kan ske byudvikling, der normalt ikke kan ske indenfor kystnærhedszonen. Idet udviklingsområderne er kystnære, bør der ved byudvikling tages videst muligt hensyn til kystens landskabelige, kulturhistoriske og naturmæssige værdier.
Den kystnære del af byen er de dele af den bymæssige bebyggelse indenfor kystnærhedszonen, der påvirker eller påvirkes af kysten. I forbindelse med lokalplanlægning skal der tages stilling til planens påvirkning af kysten.
KY 3: Typer af byggeri og anlæg med kystnær placering
Planmæssigt og funktionelt begrundet byggeri og anlæg skal så vidt muligt etableres i tilknytning til byerne og til eksisterende byggeri.
Ferie- og fritidsfaciliteter skal lokaliseres som følge af sammenhængende turistpolitiske overvejelser.
Byggeri og anlæg med behov for kystnær placering eller erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri skal tilpasses landskabet og eventuelt afskærmes med slørende beplantning, så det påvirker kystlandskabet mindst muligt.
Byggeri og anlæg med særlig planmæssig eller funktionel begrundelse kan være:
- Udvidelse af byområder
- Etablering af havnearealer
- Etablering af kystbeskyttelse og klimasikring
- Planlægning for vindmøller
Etablering skal så vidt muligt ske i tilknytning til byerne og til eksisterende byggeri for at sikre en kobling til byernes infrastruktur og servicefunktioner samt for at sikre så lange åbne kyststrækninger som muligt.
Det er et statsligt krav, at lokalisering af nye ferie- og fritidsfaciliteter eller større udvidelser af eksisterende ferie- og fritidsfaciliteter i kystnærhedszonen forudsætter, at lokaliseringen sker som følge af sammenhængende turistpolitiske overvejelser. De sammenhængende turistpolitiske overvejelser forholder sig strategisk til etablering eller udvikling af ferie- og fritidsfaciliteter i kystlandskabet. Sammenhængende turistpolitiske overvejelser vedlægges kommuneplanen som et bilag.
Esbjerg Kommune har et fladt kystlandskab med kun få læbælter og skove. Det flade landskab betyder, at al bebyggelse er meget synligt i kystlandskabet. Den flade og åbne karakter gør landskabet særligt sårbart overfor spredt og dominerende bebyggelse. Tilpasning af nyt byggeri og anlæg kan ske gennem hensigtsmæssig placering, valg af bygningens/anlæggets omfang, arkitektur og hensigtsmæssig brug af materiale og farvevalg.
KY 4: Landskabsformer
Geestranden og kystskrænterne friholdes for byggeri, anlæg og terrænreguleringer, der kan udviske oplevelsen af kystlandskabet.
I Esbjerg Kommune er særligt geestranden og kystskrænterne vigtige elementer i kystlandskabet. Elementerne og deres sårbarhed er beskrevet i ’Landskabskarakterkortlægning’, der findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Byggeri, anlæg og terrænregulering, der bryder oplevelsen af geestranden og kystskrænterne, vil virke dominerende og fjerne opfattelsen af det flade uforstyrrede marsklandskab med dets få, men væsentlige terrænspring.
KY 5: Adgang til kysten
Ved placering og udformning af byggeri og anlæg, skal adgangen til kysten sikres og udbygges.
Adgang til kysten er væsentlig i forhold til de rekreative interesser og turismen. Der sker en formidling af kysten og kystlandskabet gennem Vadehavscenteret, Nationalpark Vadehavet, Fiskeri- og Søfartsmuseet og Myrthuegårds aktiviteter ligesom der også herfra arbejdes helt konkret med wayfinding, stianlæg og lignende for at give gæsterne en god oplevelse af kysten og kystlandskabet på en, for kysten, bæredygtig måde.
Esbjerg Kommune ønsker, at adgangen til kysten indgår som en del af planlægningen og etableringen af enkeltanlæg. Særligt kan kystbeskyttelse og klimasikring hindre adgangen til kysten og spærre for udsynet. Det samme gør sig gældende for sammenhængende bebyggelsesfronter, der af samme grund bør indeholde brud, der giver offentligheden mulighed for udsyn og adgang til kysten.