Landskab (LA)

Det åbne land i Esbjerg Kommune er inddelt i 25 landskabskarakterområder. Et karakterområde er et afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler bestemte natur- og kulturgeografiske træk, og som adskiller sig fra de omkringliggende områder.

Inddelingen i karakterområder er sket med udgangspunkt i landskabskaraktermetoden.

Karakterområdernes afgrænsning er søgt afpasset med nabokommunernes afgrænsning.

Det naturgeografiske udgangspunkt

Landskabet i Esbjerg Kommune er geologisk set karakteriseret ved afrundede bakkeøer og flade hedesletter, der er opdelt af vidtforgrenede åsystemer. Enkelte steder opleves egentlige ådale, men mange steder opleves åerne som nedskårne vandløb i hedesletterne. Mod vest danner vadehavsøer, marsk og klitter et ganske særligt landskab; barrierekysten.

Den kulturgeografiske påvirkning

Den kulturgeografiske påvirkning er et udtryk for, hvordan mennesket gennem årtusinder har udnyttet og modelleret landskabet. De kulturgeografiske forhold omfatter blandt andet arealanvendelsen (landbrug, skovbrug, natur m.m.), men også bebyggelses- og matrikelstrukturer. De fleste steder er der en meget tydelig sammenhæng mellem det geologiske udgangspunkt, og den måde landskabet er blevet udnyttet. Et eksempel på dette er områder med næringsfattig jordbund, der er blevet tilplantet med skov, fordi landbrugsmæssig dyrkning ikke kunne svare sig. Et andet eksempel er bebyggelsens karakteristiske placering på geestranden, der gav sikkerhed for tidevandet, og samtidig gav let adgang til de frodige marskenge.

Karakterkortlægningen

Landskabskarakterområderne er beskrevet i rapporten ’Landskabskarakterkortlægning’, der findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside. I rapporten redegøres der for de enkelte områders særlige karakter og det beskrives, hvordan karakteren skal understøttes og udvikles gennem planlægning og administration. Karakterkortlægningen beskriver desuden eventuelle sårbarheder, som der skal tages højde for i sagsbehandlingen.

Byggeri og anlæg skal som udgangspunkt placeres og tilpasses, så det understøtter og udvikler de enkelte landskabers karakter, og beskytter de mest sårbare landskaber. Formålet med karakterkortlægningen er således ikke nødvendigvis at fastholde status quo, men at arbejde for en differentieret udvikling. Der vil derfor også kunne stilles forskelligartede vilkår i forskellige karakterområder.

Ved tilpasning af byggeri og projekter skal der arbejdes med en tretrinsraket:

1. Placering og orientering
2. Udformning, arkitektur og farvevalg
3. Afbødende foranstaltninger så som beplantning

Den rette placering er forudsætningen for en vellykket projekttilpasning. Ved at vælge den rette placering, vil behovet for tilpasning af byggeriets udformning og eventuel brug af afbødende foranstaltninger mindskes betydeligt. Den rette placering skal ses i forhold til projektets karakter og formål, men også i forhold til den indvirkning, projektet har på omgivelserne. Ved indpasning af byggeri i det åbne land, kan den rette orientering af byggeriet få det til at underordne sig eksisterende byggeri eller understøtte en given struktur i området, hvilket minimerer den visuelle påvirkning af omgivelserne.

Når den rette placering er fundet, kan der være et behov for at tilpasse byggeriet til omgivelserne. Her er det byggeriets udformning, arkitektur, materiale- og farvevalg, der skal bringes i spil. Jo bedre placering og orientering, jo mindre er behovet for at tilpasse byggeriet.

Endelig kan der være behov for at se på afbødende foranstaltninger som afskærmende beplantning, jordvolde med videre. Det bør altid tilstræbes at bygge på en måde, så byggeriet tåler at stå uden at skulle afskærmes. Hvis værktøjet med afbødende foranstaltninger tages i brug, bør det ske med udgangspunkt i karakterkortlægningens beskrivelser af den for området karakteristiske beplantning.

Der kan være behov for at placere samfundsmæssigt nødvendige anlæg, som vil ændre karakteren af et område markant. Det kan være vådområdeprojekter til CO₂-binding eller tilbageholdelse af regnvand, ny infrastruktur eller anlæg til produktion af vedvarende energi. Samfundsmæssigt nødvendigt byggeri og anlæg kan placeres indenfor karakterområderne selvom, det ikke understøtter den ønskede udvikling i området. Byggeri og anlæg skal dog i videst muligt omfang søges tilpasset området.

Hele det åbne land i Esbjerg Kommune er inddelt i landskabskarakterområder. Områderne støder derfor op til hinanden. Områderne er inddelt på baggrund af natur- og kulturgeografiske træk, hvorfor grænsen mellem to karakterområder ofte er flydende. Grænsen på kortet er i de fleste tilfælde trukket i et synligt skel – eksempelvis et læhegn, en vej eller et dyrkningsskel mellem to marker. Ved planlægning og forvaltning skal det sikres, at byggeri og anlæg, der placeres nær grænsen til et andet karakterområde, ikke påvirker negativt ind i det tilgrænsende område. Problemstillingen er særligt aktuel nær ådalene, marsken og Vadehavet.

Tydelige overgange mellem to karakterområder, i form af eksempelvis terrænspring eller ændret arealanvendelse, skal søges bevaret og forstærket, hvor det er muligt.

De bevaringsværdige landskaber udgør de mest sårbare og unikke landskaber i kommunen og er landskaber, der i særlig grad skal beskyttes og bevares. De umiddelbart smukkeste landskaber er ofte knyttet til ådalene, kysterne og andre vidtstrakte landskaber. Der findes imidlertid også andre områder med landskabelig værdi. Det kan være områder, der tydeligt afspejler de geologiske processer, der har givet landskabet form, eller landskaber, som vidner om områdets kulturhistorie. 

Udpegningen af de bevaringsværdige landskaber er revideret i forbindelse med udarbejdelsen af analysen ’Landskabskarakterkortlægning’, der findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Det er en national interesse, og en del af planlovens formål, at de bevaringsværdige landskaber bevares og friholdes for byggeri og tekniske anlæg samt, at udpegningerne ikke reduceres i størrelse.

De bevaringsværdige landskaber skal som hovedregel friholdes for alt byggeri og anlæg. Undtagelsen er byggeri og anlæg, der er nødvendigt for driften af en eksisterende landbrugs- eller skovbrugsejendom. Barmarksprojekter kan ikke ske inden for de bevaringsværdige landskaber. 

Tilsvarende kan der tillades byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse inden for de bevaringsværdige landskaber, hvis det er vurderet, at anlægget ikke kan placeres uden for de beskyttede landskaber. Ved byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse forstås eksempelvis større infrastrukturprojekter og anlæg til sikring af forsyningssikkerheden, beredskabet eller statens sikkerhed.

Endelig kan der gives tilladelse til mindre byggerier i tilknytning til eksisterende bebyggelse, hvis det vurderes at være af underordnet betydning for oplevelsen af landskabet. 

Nødvendigt byggeri og anlæg skal tilpasses landskabet ved placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tekniske anlæg skal indpasses bedst muligt i terrænet og vigtige ind- og udsigtskiler skal friholdes. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen.

Større sammenhængende landskaber er landskaber, der, grundet geologiske dannelser, arealanvendelsesmæssige forhold og/eller oplevelsesmæssige forhold, indgår i værdifulde sammenhænge. Større sammenhængende landskaber udpeges på baggrund af karaktergivende elementer og strukturer bestående af terræn, beplantning, byggeri, veje med videre, der tilsammen skaber en sammenhængende helhed i en større skala.

Byggeri og anlæg herunder store husdyrbrug, der ikke kan placeres uden for de større sammenhængende landskaber, skal søges placeret og tilpasset, så de ikke ødelægger muligheden for at opleve de store sammenhængende landskaber. Særligt omkring ådalene skal der være fokus på, at byggeri kan skabe barrierer, der spærrer for visuelle sammenhænge. Ved tilpasning forstås placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen. 

De større sammenhængende landskaber strækker sig på tværs af kommunens grænser. For at sikre en gensidig forståelse og respekt for afgrænsningerne af landskabstypen, fordrer bevaringen af de større sammenhængende landskaber derfor et tværkommunalt samarbejde.

Ved at sikre de større sammenhængende landskaber er det muligt at opleve, hvorledes landskaberne i Sydvestjylland blev dannet.

Landskabsformerne i Esbjerg Kommune er karakteriseret ved morænelandskaber fra næstsidste istid i form af bakkeøer og hedesletter dannet af smeltevandssand i den seneste istid. Marsken og Vadehavet er et dynamisk og geologisk set meget ungt landskab.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har i 'Geologisk Set – Det sydlige Jylland' udpeget fire rammeområder med tre mindre hovedudpegninger:

• Vadehavet
  • Skallingen (ligger udenfor Esbjerg Kommune)
  • Varde Å
  • Juvre Dyb og Tøndermarsken (Tøndermarsken ligger udenfor Esbjerg Kommune)
• Mandø
• Kongeådalen
• Marbæk Klint

Områderne er udpeget som geologisk værdifulde områder sammen med mindre områder med forekomster af polygonjord ved henholdsvis Guldager og Grimstrup.

Vadehavet

Vadehavet er et eksempel på et tidevandslandskab med en række barriereøer (Skallingen, Fanø, Mandø og Rømø) foran vaden og marsken. Landskabet er unikt på grund af sin højdynamiske karakter, hvor formændringerne har været meget hurtige set i geologisk tidsskala. Indenfor barrieren findes Vadehavet med vader, dyb, højsander og forlandsmarsk.

Længst mod nord i vadehavsudpegningen ligger Varde Ås udmunding. Varde Å starter i en smeltevandsdal og ender med at løbe gennem marsken og ud i Ho bugt. Den nedre del af åen er tidevandspåvirket. De tilstødende marskområder er friholdt for inddæmning, og mundingen er ikke reguleret. Varde Å er den eneste å, der løber ureguleret ud i Vadehavet.

Den sydligste udpegning i Esbjerg Kommune er Juvre Dyb, der ligger mellem Mandø og Rømø. Juvre Dyb er en op mod 17 m dyb tidevandsrende, der ligger mellem Koresand og Rømø. Området, der tømmes og fyldes gennem Juvre Dyb, er på cirka 131 km² hvilket betyder, at der strømmer op til 155 millioner m³ vand igennem dybet to gange i døgnet. Området omkring Juvre Dyb indeholder alle Vadehavets elementer, og har på den måde en helt særlig betydning, også undervisningsmæssigt.

Ved Råhede er der gennem de seneste 50 år dannet den helt særlige landskabstype; klintmarsk. Klintmarsk opstår, når langsomt opbygget marskjord nedbrydes af havet, så der opstår en lav, men markant erosionsklint ud mod vaden.

Koresand er et højsande, det vil sige, en vegetationsløs sandflade og begyndende barriereø, beliggende SV for Mandø. Den ældste del af Koresand er cirka 120 cm over middelvandstanden, mens den yngre del er cirka 100 cm over middelvandstanden.

Mandø

Mandø er den mindste af de danske vadehavsøer, og befinder sig øst for den barrierekystlinje, som udgøres af Skallingen, Fanø og Rømø.

Kongeådalen

Den vestligste del af Kongeådalen er beliggende i Esbjerg Kommune. Kongeådalen er en smeltevandsdal fra den seneste istid og adskiller Holsted og Rødding Bakkeøer. Smeltevandsdalen viser flere markante landskabselementer herunder erosionsskrænter og forskellige israndsstadier.

Marbæk Klint

I Marbæk Klint ses to kystprofiler, hvor der kan studeres fedt ler afsat i kystnært, marint miljø forud for istiderne, og glaciale materialer afsat under istiderne. Aflejringerne er senere foldet og forkastet af de efterfølgende istider. Klinten har et stort potentiale for forskning og undervisning.

Polygonjord

Polygonjord er arealer, hvor jordoverfladen har et geometrisk mønster. Polygonjorde dannes ved, at der sker en opsprækning af de øverste jordlag i forbindelse med udtørring, afkøling eller uensartet ophvælving af jordoverfladen. Polygonjorderne, der er at finde flere steder i Vestjylland, er dannet i det arktiske klima, der var fremherskende under sidste istid.

Flere steder i Esbjerg Kommune findes der eksempler på polygonjord. De der formentlig er tydeligst findes omkring Guldager og Guldager Stationsby samt nordvest for Grimstrup. Polygonjorde fremstår tydeligere i nogle perioder end andre afhængigt af jordbundens vandindhold. Endvidere skal jordoverfladen være blotlagt for, at polygonerne fremgår tydeligt. De udpegede polygonjorde ses særligt tydeligt på ortofotos fra foråret 2011.

Det åbne land er en knap ressource, der skal tages vare på.

For at sikre det åbne land, ønsker Esbjerg Kommune, at nye boliger placeres indenfor de afgrænsede lokalsamfund. Samtidig arbejder Esbjerg Kommune for, at landbrugsbyggeri og anlæg af samfundsmæssig interesse, som antennemaster, infrastrukturanlæg med mere, bliver indpasset på bedst mulig måde i landskabet.

Der lægges vægt på, at det åbne land skal have en veldefineret grænse ind mod bybebyggelse, for på den måde at bevare det eksisterende landskab. Alt afhængig af placeringen kan grænsen mellem by og land fx være en grøn randzone, eller et tydeligt ophør af bebyggelse.

Veldefineret byrand

I og mellem byer kan der findes landskabskiler med åbent land. Disse landskabskiler nyder samme beskyttelsesgrad som det åbne land i forhold til friholdelse for byggeri og anlæg.

Landskabskiler sikrer:

• at der kan skabes attraktive rammer for rekreation,
• at der fortsat opleves en forskel mellem by og land,
• at byens placering i landskabet fortsat opleves, og
• oplevelsen af en ubrudt kile på langs.

Der er sikret landskabskiler ved en række af det åbne lands lokalsamfund i Esbjerg Kommune. Landskabskilerne optræder typisk som et grønt bånd omkring et åforløb. Det gælder eksempelvis i Endrup og ved Gredstedbro, men også i tvillingelandsbyer som Vilslev–Jedsted og Hunderup-Sejstrup.

Ved etablering af landskabskiler skal der tages hensyn til eksisterende bygninger og disses funktion.

Kig og sigtelinjer ind mod kirker, her især Ribe Domkirke, og andre særligt bevaringsværdige enkeltbygninger og helheder friholdes for forstyrrende elementer såsom byggeri, master, antenner, vindmøller, gylletanke og andre tekniske installationer.

I landskabet sker den primære visuelle oplevelse af særligt bevaringsværdige helheder og enkeltelementer i landskabet fra hovedfærdselsårerne. Det er på den baggrund prioriteret at bevare indsigten til kirkerne fra hovedfærdselsårerne samt at friholde vigtige sigtelinjer på langs af hovedfærdselsårerne.

Landskabets friholdelse for enkeltstående, uhensigtsmæssigt placerede og overflødige bygninger gælder ikke blot i de bevaringsværdige landskaber, men i hele kommunen. Dette sker for at kunne fastholde oplevelsen af åbent land.

Ved uhensigtsmæssigt placeret bebyggelse forstås bygninger, som med deres størrelse eller udtryk ikke passer ind i den eksisterende bebyggelsesstruktur eller som skæmmer det omkringliggende landskab.

For at sikre tilpasning af byggeri og anlæg til landskabet, kan der stilles krav vedrørende arkitektur, materiale/farvevalg, skærmende/slørende beplantning, belysning med videre ved opførelse af nye bygninger og anlæg. Ved tilpasning af byggeri og projekter skal der arbejdes med en tretrinsraket:

1. Placering og orientering
2. Udformning, arkitektur og farvevalg
3. Afbødende foranstaltninger så som beplantning

Den rette placering er forudsætningen for en vellykket projekttilpasning. Ved at vælge den rette placering, vil behovet for tilpasning af byggeriets udformning og eventuel brug af afbødende foranstaltninger mindskes betydeligt. Den rette placering skal ses i forhold til projektets karakter og formål, men også i forhold til den indvirkning, projektet har på omgivelserne. Ved indpasning af byggeri i det åbne land, kan den rette orientering af byggeriet få det til at underordne sig eksisterende byggeri eller understøtte en given struktur i området, hvilket minimerer den visuelle påvirkning af omgivelserne.

Når den rette placering er fundet, kan der være et behov for at tilpasse byggeriet til omgivelserne. Her er det byggeriets udformning, arkitektur, materiale- og farvevalg, der skal bringes i spil. Jo bedre placering og orientering, jo mindre er behovet for at tilpasse byggeriet. Visse anlæg er svære at justere på i forhold til størrelse, farve og øvrig udformning. Det gælder fx gylletanke, antennemaster og vindmøller. Her er det særligt vigtig, at anlægget placeres rigtigt i landskabet for at undgå langtrækkende negative konsekvenser.

Endelig kan der være behov for at se på afbødende foranstaltninger som afskærmende beplantning, jordvolde med videre. Det bør altid tilstræbes at bygge på en måde, så byggeriet tåler at stå uden at skulle afskærmes. Hvis værktøjet med afbødende foranstaltninger tages i brug, bør det ske med udgangspunkt i karakteranalysens beskrivelser af den for området karakteristiske beplantning.

Ved nybyggeri på landbrugsejendomme henstilles der til, at der udarbejdes en udviklingsstrategi for den enkelte ejendom, for derved at sikre udviklingsmulighederne også på sigt. Dette sker bedst i et samarbejde mellem kommunen, landmanden og hans konsulent.

En vellykket tilpasning til landskabet vil ofte indebære mørke tage på bygninger, og en forholdsvis samlet bygningsmasse. Endvidere bør der ved nybyggeri tages højde for ejendommens og landskabets struktur. Dette vil gøre, at byggeriet og anlægget ikke virker dominerende i landskabet.

Som udgangspunkt følges byggelovens bestemmelser for boligbyggeri i det åbne land, men boligbyggeri i det åbne land skal udformes på en måde, der sikrer en sammenhæng til de øvrige huse i området, ligesom boligbyggeri i det åbne land skal respektere landskabelige og kulturhistoriske hensyn.

Det kan betyde, at der ved tilbygning eller renovering af et stuehus for eksempel kan blive stillet krav om ikkereflekterende tagmateriale for dermed at sikre en tilpasning til landskab eller kulturmiljø. Det vil typisk betyde, at der i landzone kun kan bygges i 1½ etage. Omvendt kan byggelovens maksimale bygningshøjder udnyttes ved byggeri af beboelseshuse ved meget store landbrugsbyggerier, for dermed at sikre en proportionalitet mellem beboelseshusene og de store driftsbygninger.