Borgerne er længst muligt aktive i eget liv
Politiske mål
De politiske målsætninger er blevet opdateret, så de er i samklang med de målsætninger i Esbjerg Kommunes Seniorpolitik og Sundhedspolitik, der omhandler fysiske forhold.
Ny retningslinje
(forsl.) OM 4: Friplejehjem. Retningslinjen udformes som en udvidet anvendelse.
Retningslinjer
OM. 3 Medborgerskab og OM. 4 Aldersvenlighed. Retningslinjerne udgår som følge af et generelt ønske om at forenkle og forkorte kommuneplanen.
OM. 5 (forsl.) OM 3: Plejehjem, OM. 6 (forsl.) OM 5: Ældrebolig, OM. 8 (forsl.) OM 7: Sundhedscenter og sygeplejeklinik og OM. 10 (forsl.) OM 9: Sygehus. Redegørelsestekster justeres med henblik på at forkorte og fokusere kommuneplanen. Lister med navne på konkrete tilbud udgår af samme årsag.
OM. 7 Seniorboliger (forsl.) OM 6:Frie 2’er bolig. Retningslinje og redegørelse rettes til sprogligt.
Der er generelt sket sproglige justeringer i både retningslinjer og redegørelser. Med henblik på at skabe en mere tilgængelig og fokuseret kommuneplan er redegørelsestekster forkortet, hvor det har været muligt.
Rammedelen
Seniorboliger/Frie 2’er boliger fremgår ikke længere som en kortmarkering. Dette som en følge af et generelt ønske om at forenkle kommuneplanen.
Tekniske forandringer som følge af Plandata
For at anvende Plandatas begreb ændres begrebet ’Offentligt område’ til ’Offentlige formål’. Dette er konsekvensrettet gennem kommuneplanen.
Lighed og nærhed i sundhedstilbud og -indsatser er kerneprioriteter.
Boligudbuddet imødekommer borgernes ønske om at blive boende i lokalområdet gennem alle livets faser og livssituationer.
Borgerne tilbydes boligformer, der forlænger mulighederne for at blive boende i eget hjem.
Planlægningen understøtter borgernes trivsel, livskvalitet og sociale relationer.


Generelle forhold
OM 1: Placeringen af større sundheds- og omsorgstilbud
Større sundheds- og omsorgstilbud og sygehuse skal placeres i områder, der er udlagt til offentlige formål.
Offentlige og almennyttige tilbud skal placeres i områder til offentlige formål. Disse områder er forbeholdt offentlige og almennyttige tilbud og kan eksempelvis ikke anvendes til boliger eller butikker bortset fra serviceerhverv og liberale erhverv, der betjener disse. Fordelingen af pladsen til offentlige og almennyttige tilbud sker i samarbejde med sektorerne.
Sektorplanlægningen er et væsentligt redskab til at sikre, at der til stadighed er tilstrækkeligt areal til offentlige formål til at dække det aktuelle og det fremtidige behov. Ved nyetablering søges der sikret et så stort område til offentlige formål, at fremtidige udbygningsbehov til en vis grad er dækket. Omkring eksisterende offentlige og almennyttige tilbud søges områder til offentlige formål af samme grund fastholdt.
OM 2: Placering og byroller
Placering af sundheds- og omsorgstilbud og -funktioner sker med afsæt i byrollerne.
Esbjerg Kommunes kommuneplan opererer med følgende byroller:
- Hovedby: Esbjerg
- Kommuneby: Ribe og Bramming
- Lokalby (byzone) som fx Gredstedbro eller Egebæk-Hviding
- Landsby (landzone) som fx Vester Vedsted eller Hostrup – Kokspang
- Sammenhængende bebyggelse i det åbne land
Byrollerne har betydning for, hvor Esbjerg Kommune placerer tilbud, sygeplejeklinikker og boliger for plejekrævende seniorer. Tilbud, sygeplejeklinikker og plejeboliger ønskes placeret bynært og så vidt muligt midt i områder med et befolkningsunderlag, der sikrer, at der er tale om et lokalt tilbud. Tilbud og sygeplejeklinikker skal, af hensyn til de personalemæssige ressourcer og kommunens økonomi, have en vis størrelse. Esbjerg Kommune har flest af disse tilbud i Esbjerg, lidt færre i kommunebyerne og få i lokalbyer og ingen i landsbyer. Pleje- og ældreboliger etableres primært i Esbjerg og kommunebyerne, da det har vist sig vanskeligt at få fyldt de ældreboliger op, der er placeret i mindre lokalsamfund. Sektorplanlægningen har valgt at fastholde denne fordeling af tilbud i den fremtidige udvikling af sektoren.
Esbjerg Kommune kan etablere lokale tilbud med træning, når der i et område findes en egnet hal og der kan påvises et lokalt behov. Det vil sige, at Esbjerg Kommune har træningstilbud i haller i Esbjerg, Ribe, Bramming og i flere lokalbyer, men ikke i landsbyer.
Hjemmepleje og sygepleje tilbydes i private hjem i hele kommunen. Det tilstræbes dog, at størstedelen af den visiterede sygepleje finder sted i Esbjerg Kommunes sygeplejeklinikker.
Etableringen af friplejehjem sker uden sammenhæng med byrollehierarkiet.
Sundheds- og omsorgstilbud
OM 3: Plejehjem
Der skal sikres areal til og udfoldelsesmuligheder for plejehjem med tilhørende boliger i alle hovedområder, der har et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag.
Boliger i plejehjem vil primært være plejeboliger. Der findes herudover midlertidige boliger.
Plejehjem fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
Plejehjem består af kommunale plejeboliger. De er karakteriseret ved:
- at boligerne ligger i områder til offentligt formål,
- at plejehjemmet er kommunalt ejet,
- at der i tilknytning til boligerne er et fællesareal, og
- at personalet er til stede i umiddelbar nærhed hele døgnet.
Målgruppen for visitation til en plejebolig er borgere med mere udtalte fysiske og/eller psykiske behov, ligesom nogle borgere kan have behov for midlertidigt ophold i en bolig.
Sektorplanlægningen opdeler kommunens plejehjem, indeholdende plejeboliger og i visse tilfælde også midlertidige boliger, i følgende geografiske distrikter:
- Esbjerg Midtby
- Esbjerg Nord
- Esbjerg Vest
- Esbjerg Øst
- Bramming – Gørding – Tjæreborg
- Ribe-området
Et plejehjem rummer tre typer arealer:
- Boligarealer er de arealer, den enkelte borger selv har rådighed over.
- Fælles boligarealer og fælles opholdsarealer for beboere. Det kan typisk være en fælles dagligstue eller fælles spisestue.
- Servicearealer er kommunens arealer til aktiviteter som visiterede dagtilbud, træningsfaciliteter, brugerstyrede aktiviteter, personalefaciliteter, vaskeri, køkkenfaciliteter, depoter, sygeplejeklinikker, teknik og lignende.
Principtegning med de tre typer arealer i et plejehjem
Plejehjem etableres i områder til offentlige formål.
OM 4: Friplejehjem
I udpegede områder kan der etableres friplejehjem.
Friplejehjem fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
Friplejehjem består af private friplejeboliger. De er karakteriseret ved:
- at boligerne ligger i områder til offentligt formål,
- at friplejehjemmet er privatejet,
- at der i tilknytning til boligerne er et fællesareal, og
- at personalet er til stede i umiddelbar nærhed hele døgnet.
Målgruppen for visitation til en friplejebolig er borgere med mere udtalte fysiske og/eller psykiske behov.
Et friplejehjem rummer tre typer arealer:
- Boligarealer er de arealer, den enkelte borger selv har rådighed over.
- Fælles boligarealer og fælles opholdsarealer for beboere. Det kan typisk være en fælles dagligstue eller fælles spisestue.
- Servicearealer er arealer til aktiviteter som træningsfaciliteter, personalefaciliteter, køkkenfaciliteter, depoter, teknik og lignende.
Etablerede friplejehjem indgår som en del af det samlede udbud af velfærdsydelser, hvilket sektorplanlægningen redegør for. Etableringen af friplejehjem kan medføre, at de kommunale tilbud må justeres.
Friplejehjem kan etableres i områder til offentlige formål, i centerområder og efter særlig vurdering i boligområder.
OM 5: Ældrebolig
I udpegede områder kan der etableres ældreboliger.
Sektorplanlægningen skal sikre et varieret, velplaceret og tilstrækkeligt udbud af ældreboliger i Esbjerg Kommune.
Ældreboliger fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
Ældreboliger er karakteriseret ved:
- at være handicapegnede, og med plads til, at beboerne kan få hjælp fra sundhedsfagligt personale,
- at der ikke er et fællesareal i tilknytning til boligerne, og
- at borgerne skal visiteres til en ældrebolig.
Ældreboliger kan ligge på samme matrikel som et plejehjem, i umiddelbar nærhed til dette eller de kan ligge helt uafhængigt af kommunens plejehjem.
Sektorplanlægningen skal sikre tilvejebringelsen af det fornødne antal ældreboliger samt den bedst mulige placering af disse.
Ældreboliger kan etableres i områder til offentlige formål, i boligområder og i centerområder.
OM 6: Frie 2’er bolig
Attraktive frie 2’er boliger skal bidrage til sunde flyttekæder lokalt.
Frie 2’er boliger skal indrettes og placeres på en måde, hvor de forlænger borgernes muligheder for at blive boende i eget hjem.
En bolig til frie 2’ere er en bolig, der henvender sig til 50-70årige eller ældre. Frie 2’ere har mange ressourcer tidsmæssigt, menneskeligt og økonomisk og efterspørger i stigende grad fællesskaber også boligmæssigt. Begrebet ’frie 2’ere’ stammer fra Esbjerg Kommunes Boligpolitik 2024-2034. I boligpolitikken arbejdes med livsfaserne:
- Barndom
- Teenager
- De Frie 1
- Forældre
- De Frie 2
- Alderdom
De forskellige livsfaser har forskellige boligbehov. En socialt bæredygtig byudvikling med sunde flyttekæder forudsætter, at lokalområdets boligudbud er differentieret og varieret med tilbud til alle livsfaser og alle livssituationer. De frie 2’ere udgør her den mest diverse livsfase. Målsætningen er at møde denne livsfase med boligtilbud, der forlænger mulighederne for, at borgeren kan blive boende i eget hjem.
Borgeren vil ofte opleve, at det er billigere og lettere at blive boende i familieboligen. For at styrke boligområdernes flyttekæder skal frie 2’er boliger derfor være så attraktive og kunne imødekomme så mange af borgernes ønsker og behov, at flytningen er mulig og rent faktisk sker. Økonomi, placering og indretning er her helt centrale faktorer. Borgerne skal kunne betale huslejen for den bolig de ønsker, boligerne skal ligge i eller nær ved det kendte lokalområde, og boligerne skal være indrettet handicapvenligt herunder være lettilgængelige for dårligt gående og have ingen eller en ganske overskuelig have. Frie 2’ere boliger kan ligge helt centralt i en bymidte eller en bydel eller de kan være placeret i mindre måske mere landlige lokalsamfund. Velplacerede boliger til frie 2’ere ligger i rolige områder, men nær ved indkøbsmuligheder, mobilitetsknudepunkter, fritidsfaciliteter og i nærheden af en de kommunale sygeplejeklinikker.
Frie 2’er boliger kan fremtræde som lejeboliger, ejerboliger, andelsboliger eller som bofællesskaber. Bofællesskaber kan have mange udformninger, men er karakteriseret ved, at en række boligenheder kan dele fællesfaciliteter eller kan være opbygget som en samlet enhed med fælles opholdsarealer.
Frie 2’ere boliger etableres af boligselskaber eller private boligudviklere, og er således et tilbud, der ikke styres af kommunens sektorplanlægning, men Esbjerg Kommune er en aktiv medspiller i udviklingen af velplacerede boligprojekter til frie 2’ere i kommunen.
Frie 2’er boliger placeres i højere grad som en del af et boligområde end som et boligtilbud i sammenhæng med et plejehjem. Den nære placering ved et plejehjem er prioriteret til ældreboliger. Frie 2’er boliger findes i boligområder, centerområder og landsbyer.
OM 7: Sundhedscenter og sygeplejeklinik
I udpegede områder kan der etableres sundhedscenter og sygeplejeklinik.
Placering af sundhedscenter og sygeplejeklinik sker gennem sektorplanlægningen.
Sundhedscenter og sygeplejeklinik fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
I Esbjerg Kommune findes der fem sundhedscentre. Et sundhedscenter indeholder træningsfaciliteter, der kan understøtte Esbjerg Kommunes arbejde med sundhedstilbud og -kurser fx i forhold til demens, vægt, genoptræning eller lignende. Sundhedscentre er placeret i tilknytning til plejehjem eller andre eksisterende tilbud indenfor sundhed og træning.
Sygeplejeklinikker har til formål at give borgerne en bedre service og en højere kvalitet i sygeplejen. Sygeplejeklinikker henvender sig til borgere, der er visiteret til kommunal sygepleje og som efter aftale kan komme og få behandling og oplæring i, hvordan de selv kan forebygge og behandle fx sår. Sygeplejeklinikker kan tilbyde et niveau svarende til det borgeren kan forvente på et ambulatorium på et sygehus. Ved at flytte sig hjemmefra får borgeren dermed en højere kvalitet i behandlingen end de ville kunne få ved hjemmebesøg.
Sundhedscentre og sygeplejeklinikker placeres i områder til offentlige formål og centerområder, hvor der i forvejen foregår fritids-, sundheds- og omsorgsaktiviteter.
OM 8: Sundhedserhverv
I udpegede områder kan der etableres sundhedserhverv.
Sundhedserhverv fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
Sundhedserhverv er serviceerhverv indenfor sundhedsområdet. De sundhedserhverv, der vises på kommuneplanens kort, er praktiserende læger i alle praksisformer, herunder tandlæger.
En udbredt praksisform er lægehuse. Lægehuse defineres som bygninger indeholdende konsultations- og undersøgelsesrum for flere alment praktiserende læger. Et lægehus kan have tilknyttet øvrigt og understøttende sundhedspersonale som sygeplejerske, laborant eller lignende.
Sundhedserhverv i øvrigt, herunder sundhedshuse, er ikke kortmarkerede. Sundhedshuse indeholder typisk sundhedsrelaterede private tilbud som fx diætist, fysioterapi og fodterapeut. Sundhedshuse kan også, som en del af det samlede tilbud, rumme alment praktiserende læger, speciallæger eller tandlæger. I sådanne tilfælde viser kortmarkeringen sundhedserhvervet, ikke sundhedshuset.
Lægehuse og sundhedshuse er mere attraktive som arbejdsplads for blandt andet yngre praktiserende læger, der, fremfor egen praksis, generelt foretrækker et arbejdsliv med kollegaer og tværfaglige sammenhænge. Lægehuse og sundhedshuse udgør dermed også et middel til at allokere yngre praktiserende læger i Esbjerg Kommune. Herudover kan lægehuse og sundhedshuse styrke samarbejdet mellem det kommunale sundhedsvæsen og de regionale tilbud herunder praksis.
Sundhedserhverv kan placeres i de fleste typer af arealanvendelser dog her undtaget grønne områder, områder til tekniske anlæg og områder til tungt erhverv.
Sygehuse
OM 9: Sygehus
Der skal sikres areal til og udfoldelsesmuligheder for sygehuse i Esbjerg Kommune.
Sygehus fremgår af kommuneplankortet som en bestemmelse.
I Esbjerg Kommune ligger to sygehuse: Sydvestjysk Sygehus Esbjerg og Psykiatricenter Vest Esbjerg.
Esbjerg Sygehus
Esbjerg Sygehus er et af fire akutsygehuse i Region Syddanmark. De øvrige akutsygehuse ligger i Kolding, Odense og Aabenraa. Esbjerg Sygehus dækker et befolkningsområde på cirka 225.000 indbyggere.
Et akutsygehus har et team af speciallæger og andet sundhedspersonale, der døgnet rundt kan diagnosticere patienter og sætte en behandling i gang.
På baggrund af de beslutninger om sygehusstruktur, der er blevet vedtaget i Region Syddanmarks Regionsråd, er der udarbejdet ’Sydvestjysk Sygehus Esbjerg Generalplan 2010’. Generalplanen har ført til etableringen af en fælles akutmodtagelse, en ny sengebygning, en heliport, en etage ombygget til forskning og uddannelse, herunder til kandidatuddannelse i medicin, og til renovering af en tidligere sengebygning. Der planlægges herudover for nye faciliteter til lager- og logistik.
Generalplanen sigter samlet set mod at opnå en arealdisponering, som sikrer, at nye og eksisterende funktioner kommer til at hænge optimalt sammen. Der er i 2024 igangsat et arbejde med en ny helhedsplan for fremtidens Esbjerg Sygehus, hvor en udbygning forventes fra 2025 og frem mod 2038.
Psykiatricenter Vest
Visionen for fremtidens psykiatri er at sikre højest mulig kvalitet, sammenhæng og tilgængelighed i behandlingen af mennesker med sindslidelser. Det skal overordnet set ske ved dels at satse på en udbygget lokalpsykiatri tæt på borgerne med en større vifte af specialiserede ambulante tilbud, og dels ved at samle døgnbehandlingen på færre steder for at sikre høj kvalitet, mulighed for specialisering og bedre udnyttelse at psykiatriens højt specialiserede medarbejdere.
Der er opstillet en række principper for god psykiatrisk bygningsstandard:
- Integreret sygehusbehandling
- Gerne en tæt tilknytning til et somatisk sygehus
- Fleksibilitet i indretningen
- Giver mulighed for at patienter er i samme afsnit igennem et helt forløb
- Privatliv
- Målsætning om enestue med eget toilet og bad
- Besøgsrum på afsnittene for at besøgende ikke skal være på stuen
- Adgang til naturen
- Sengeafsnit placeres i stueplan for at give uhindret adgang til udearealer
- Udearealer kan indrettes som skærmede udearealer
- Tryghed og overskuelighed
- Mulighed for at kunne blive i de samme fysiske rammer/afsnit under et helt forløb.
- Afsnit skal indeholde flere opholdsarealer af varierende størrelser
- Undersøgelses- og behandlingslokaler placeres i afsnittene
- Personalerum bør være synlige i afsnittene
- Terapeutiske og rekreative aktiviteter
- Adgang til fysisk træning i tilknytning til sengeafsnit
- Træning af sociale færdigheder kræver adgang til fælles lokaler som køkken og dagligstue
- Adgang til IT og net på stuer og i fællesarealer
- Aggressionsforebyggelse og dæmpning
- Store rummelige lokaler og gangarealer
- Overskuelighed, tydelig skiltning og plads
- Indretningen af fælles- og gangarealer skal placeres i respekt for de private stuer
Disse principper for bygningsmæssige forhold inden psykiatrien har stor betydning for behandlingskvaliteten, tilrettelæggelse af effektive patientforløb, patientoplevet kvalitet og sikkerhedsaspektet.
Psykiatrien i Region Syddanmark vurderer, at der på baggrund af ovenstående principper løbende vil være behov for at opdatere og udbygge psykiatriens bygningsmasse, men også at der er plads nok til det psykiatriske tilbud på de nuværende arealer i Esbjerg Kommune i planperioden.
Sygehus etableres i områder til offentlige formål.