Transport og mobilitet (TR)

Bebyggede områder skal sikres en hensigtsmæssig og veltilrettelagt trafikbetjening, herunder adgang til kollektiv trafikbetjening, når det er muligt.

Byudviklingen i hovedby, kommuneby og lokalby understøttes med knudepunkter for den kollektive trafikbetjening. Det kollektiv trafiktilbud i Esbjerg Kommune består af tog, bybusser og regionalruter med bus. Byer og lokalsamfund med stationer på jernbanenettet betjenes typisk af både tog og bus, mens lokalsamfund uden jernbanestationer kan blive betjent med lokale busruter. I områder uden eller med lidt buskørsel tilbydes flextursordninger.

Busdriften fokuseres der, hvor passagerne er, for dermed at sikre den bedst mulige busbetjening inden for den økonomiske ramme. Busnettet i Esbjerg Kommune opererer ud fra en række principper, der danner grundlaget for fremtidig planlægning og evaluering af busbetjeningen af Esbjerg Kommunes borgere.

Bebyggede områder skal forsynes med stisystemer, som sikrer god forbindelse til det øvrige stinet. Dette skal sikre tilgængelighed og sammenhæng i infrastrukturen for alle trafikanter.

Trafikskabende anlæg er alle større anlæg, der har et potentielt stort trafikalt opland. Det gælder større offentlige tilbud som fx sygehuse og museer, men også erhvervsvirksomheder, detailhandel, store idræts- og sportsanlæg, forlystelsesanlæg med tilhørende faciliteter, kræmmermarkeder og lignende. 

Trafikskabende anlæg skal placeres med henblik på udnyttelse af eksisterende infrastruktur og med plads til tilstrækkelige parkeringsanlæg. Der ønskes en placering i tilknytning til de overordnede veje for at sikre den bedst mulige trafikafvikling omkring de trafikskabende anlæg.

Fleksibilitet i vejanlæg medfører, at byggeri, vedligehold og renovering af kommunens vejanlæg skal ske med henblik på, at de eksisterende faciliteter kan anvendes mest muligt af så mange forskellige trafikantgrupper som muligt. Fleksibiliteten skal herudover på sigt minimere behovet for etablering af nye vejanlæg, når anvendelsen ændres.

Ved etablering, udvidelse eller renovering af vejanlæg er der fokus på at minimere gener for de omkringliggende områder, herunder beboere, miljø, natur og dyreliv.

Eksisterende anlæg som veje, stier og parkeringsanlæg anvendes og genanvendes i videst muligt omfang til nye formål for at spare ressourcer og fremme bæredygtighed.

I den overordnede planlægning af kommunens fysiske udvikling spiller den overordnede infrastruktur en væsentlig rolle både når det handler om tilgængelighed, trafikbelastning og støj. Derfor skelnes der i kommuneplanen mellem primærveje og sekundærveje, hvor primærvejene vises på hovedstrukturens kort, mens sekundære veje ikke vises. Motorveje er også primærveje, men vises med en særskilt signatur, da motorveje er af stor betydning for den samlede infrastruktur til hele Vadehavsregionen.

Statens og kommunens veje er inddelt i forskellige vejklasser til brug for planlægning af vejenes udvikling og driften af vejene. Vejene klassificeres i følgende vejklasser:

• Gennemfartsveje er motor- og motortrafikveje samt de primære vejruter mellem landsdelene. Gennemfartsveje er kendetegnet ved at være veje med god fremkommelighed og god sikkerhed for trafikanterne. Det vil sige, veje med få kryds og tilslutninger og få langsomme køretøjer.
• Fordelingsveje er veje, der forbinder gennemfartsvejene med det kommunale vejnet og er typisk de sekundære ruter, der krydser kommunegrænser. Fordelingsveje er karakteriseret ved god fremkommelighed, god tilgængelighed og god sikkerhed. Det vil sige, veje med en del kryds og tilslutninger og også en del langsomkørende trafik.
• Trafikvej i by betjener den gennemkørende biltrafik, trafikken mellem kommunen og omverdenen, mellem de enkelte lokalsamfund og mellem de enkelte kvarterer i den større by.
• Lokalvej, land, der betjener lokaltrafikken og tilgodeser god tilgængelighed og sikkerhed for alle – især de lette trafikanter. Det vil sige, veje med mange kryds og tilslutninger og lave hastigheder af hensyn til sikkerheden.
• Lokalvej, by, der omfatter mindre byveje i kommunen. Lokalvej, by, betjener de lokale områder og de enkelte boliger, arbejdspladser, institutioner og butikker.

Gennemfartsveje er således de største veje (motorveje, motortrafikveje), mens lokalveje er de mindste. Gennemfartsvej, fordelingsvej og trafikvej betragtes i kommuneplanen som primærveje, mens lokalvej betragtes som sekundærveje.

Gennemfartsveje er væsentlige for den helt overordnede tilgængelighed og fremkommelighed i kommunen. Strækningen fra den dansk-tyske grænse til Esbjerg dækkes af primærrute 11 og primærrute 24.

Vejtracéer er underlagt samme beskyttelsesgrad mod byggeri som gældende veje. Ved at friholde tracéer for andet byggeri sikres muligheden for en fremtidig vejudbygning. Foruden selve tracéet er alle statsveje og flere kommuneveje omfattet af en vejbyggelinje der sikrer muligheden for udbygning af vejene fremadrettet. 

Indenfor afgrænsede områder eller matrikler kan der være interne veje, fx ved boligforeninger, skoler og virksomheder. På havnen er der interne veje, som fordeler trafikken indenfor havnens område. Interne veje administreres af lodsejer, for havnens vedkommende administreres havnens interne veje af Esbjerg Havn. Interne veje betragtes som sekundære veje og vises ikke i kommuneplanen.

Parkering omfatter placering og opbevaring af køretøjer på afgrænsede arealer. Arealer til parkering må ikke etableres i opholdsarealer, da disse områder skal friholdes for køretøjer. I rekreative områder er parkering til områdets brug tilladt.

Køretøjer er befordringsmidler på hjul. Det vil sige:

• mindre køretøjer som cykler, motorcykler og biler
• mellemstore køretøjer som varevogne og autocampere
• store køretøjer som busser og lastbiler

Der findes forskellige former for parkering, der varierer afhængigt af køretøjet, placering, varighed og formål.

På de forskellige former for parkeringsanlæg kan der for alle køretøjers vedkommende være tale om tidsbegrænset, reserveret parkering eller langtidsparkering. Mens den første typisk benyttes i befærdede områder for at sikre en høj udskiftning af køretøjer, så er reserverede parkeringspladser typisk forbeholdt bestemte personer eller grupper som fx beboere, virksomheder eller personer med handicap. Langtidsparkering er designet til, og bruges på, steder, hvor der er behov for at efterlade køretøjet i længere perioder.

Et fremtidigt tiltag er deleparkering, hvor parkeringspladser deles mellem forskellige brugere på forskellige tidspunkter. Det kan fx være en kontorbygning, der deler parkeringspladser med et boligområde, hvor behovet for parkering skifter i løbet af dagen.

En velplanlagt parkeringsstruktur bidrager til at frigøre byrum for parkering, til at sikre en bedre balance mellem bilende trafik, fodgængere og cyklister, og understøtter brugen af mere bæredygtige transportformer. I Esbjergs bykerne etableres og opdateres p-søgeringen for også derigennem at prioritere fremkommelighed og trafiksikkerhed. På sigt planlægges nye parkeringsanlæg langs p-søgeringen.

En prioritering af cykelparkering understøtter kommunens mål om at fremme sundhed og bæredygtig mobilitet, og skaber en mere sammenhængende og klimavenlig byudvikling. Reduktion i CO2-udledningen, mindsket trængsel, forbedret luftkvalitet i byen og mere plads til grønne byrum og opholdsarealer kan styrkes ved, at borgerne oplever at have let adgang til sikre og velplacerede parkeringsanlæg til cykler.

I forbindelse med nybyggeri integreres parkering af mindre køretøjer i projektet for at få den bedst tænkelige løsning for stedet og for brugerne. Her både i forhold til mulighederne for at anvende de omkringliggende arealer hensigtsmæssigt, men også med fokus på trafiksikkerhed – her især i forhold til situationer, der involverer bakning. Ved dagligvarebutikker placeres parkering og vareindlevering eksempelvis hver for sig. Ved bolig- og erhvervsejendomme arbejdes med overdækket cykelparkering, der placeres tættest muligt ved bygningernes indgangspartier. Det vil sige, tættere på end nærmeste bilparkering for også på denne måde at skubbe til en yderligere anvendelse af cykel som pendlingsmulighed.

I byen arbejdes der med to hovedkategorier af parkeringsanlæg for mindre og mellemstore køretøjer:

• Parkering på terræn;
  • Cykelparkering
  • Gadeparkering
  • Parkeringspladser
• Parkering i konstruktion;
  • Parkeringskælder
  • Parkeringshus/mobilitetshus

Parkeringsanlæg kan indeholde faciliteter, der understøtter parkeringsfunktionen. El-ladestandere til biler eller overdækket cykelparkering er eksempler på sådanne faciliteter.

Mobilitetshuse knyttes til byens og bydelens knudepunkter, og understøtter muligheden for at parkere cyklen eller bilen og tage videre med kollektiv trafik

De parkeringsanlæg, der markeres i kommuneplanen, er mobilitetshuse og større samlede arealer med mange parkeringspladser. De markerede parkeringsanlæg findes i centerområder eller i områder til tekniske anlæg.

Et trafikcenter er en stor rasteplads med særligt fokus på servicering af lastbiler. Det vil sige, med ladefaciliteter, tank- og øvrige serviceanlæg til lastbiler. Området kan indeholde en lukket del til sikker parkering af lastbilerne, herunder med gode faciliteter for chauffører, der skal overholde hviletidsbestemmelserne.

Et trafikcenter kan herudover også servicere personbiler.

Et trafikcenter skal ligge centralt i forhold til det overordnede vejnet. Der er reserveret areal til trafikcenter ved Korskroen. 

Hovedstiforbindelser er de hovedfærdselsårer for gang- og cykeltrafik, der forbinder byer og bydele, kommunens trafikale knudepunkter med byernes bolig- og erhvervsområder samt sikrer forbindelsen til tværkommunale og overordnede stisystemer.

Hovedstiforbindelser kan fremstå med både asfalt og grus og skal understøtte den lette fremkommelighed for gang- og cykeltrafik.

Hovedstinettet består af:

• Separate stier, hvor trafikken som hovedregel er skilt fra biltrafikken, ligesom stierne normalt ikke krydses af biltrafik.
• Rekreative ruter til cyklister og til vandrere er en egen udpegning, der dog i et vist omfang indgår i hovedstinettet.
• Stier langs trafikveje, hvor der er etableret cykelstier eller cykelbaner langs vejen. Trafikvejene udgør ofte de mest direkte ruter til de vigtigste trafikmål, og er derfor benyttet af mange cyklister og fodgængere.
• Hovedruter ad lokalveje indgår i mindre omfang i hovedstinettet, og kun i form af udpegede lokalveje med begrænset trafik. Disse veje fredeliggøres, hvor det er nødvendigt, for at sikre de lette trafikanter.
• Gågader er fodgængerområder, hvor eventuel færdsel skal ske på de gåendes præmisser. Visse steder er der tilladt krydsende trafik.

Hovedstinettet har overordnet set til formål at skabe fremkommelighed med trygge og sikre forbindelser for cyklister og gående. En hovedstiforbindelse er en separat sti, der anlægges med henblik på at lede lette trafikanter hurtigt og sikkert frem, men samtidig skal de anlægges så de højner oplevelsesværdien af den daglige cykeltur og så de føles trygge at benytte.

Den gode hovedstiforbindelse, fra det trafikale knudepunkt til bolig- og erhvervsområder, er en væsentlig motivationsfaktor for at flere benytter aktiv transport ligesom tryggere og mere fremkommelige ruter understøtter, at flere børn kan cykle eller gå til skole.

Bindingen med hovedstiforbindelser består af fire typer af udpegninger:

• Eksisterende hovedstiforbindelser
• Forslag til hovedstiforbindelser
• Eksisterende supercykelsti
• Forslag til supercykelsti

På kommuneplankortet skelnes der ikke mellem om en hovedstiforbindelse er eksisterende eller i forslag. Dette gælder også supercykelstier. Supercykelstier er hovedstiforbindelser, og tændes derfor sammen med bindingen for hovedstiforbindelser, men supercykelstier er markeret særskilt i kortet.

Supercykelstier er en særlig type hovedstiforbindelse, der udpeges på strækninger, der har mange brugere eller som har potentialet til at få mange brugere. Supercykelstien er kendetegnet ved at være tilgængelig, fremkommelig og direkte. Der er på strækningen gjort noget ekstra for at prioritere stiens synlighed, tryghed og komfort for cyklisten sammenlignet med øvrige stier og trafikantgrupper.  

Supercykelstier kombineres med gode cykelparkeringer, som kan sikre en god overgang mellem at være cyklist og fodgænger i fx Esbjerg midtby, ligesom både cykelparkering og andre cykeltiltag markedsfører supercykelstierne. Supercykelstierne er vigtige i forhold til at understøtte politisk vedtagne mål for trafik- og mobilitetsområdet.

Bindingen for supercykelstier er altid sammenfaldende med bindingen for hovedstiforbindelser.

Rekreative ruter udgør et rekreativt tilbud til både borgere og gæster i kommunen, og kan benyttes af både cyklister, motionister, vandrere og i nogle tilfælde også ridende. Rekreative ruter kan etableres med alle typer af belægning eller ubefæstede direkte på det eksisterende underlag. De smallere stier henvender sig til vandrere og ridende, mens de bredere stier også rummer cyklister. De strækninger, som indgår i de rekreative ruter, kan både bestå af selvstændige stitracéer og forløb ad mindre asfalterede kommuneveje. 

Rekreative ruter anlægges typisk i naturskønne områder eller på strækninger af historisk betydning, og vil undervejs i deres ruteforløb ofte indeholde stop af oplevelsesmæssig eller kulturel karakter. Ruterne er skiltede, og der kan til formidling af ruternes særlige kvaliteter være tilknyttet en hjemmeside, måske endda på flere sprog, ligesom der kan være information langs stierne og/eller ved de anlagte stop.

Rekreative ruter omfatter nationale cykelruter, regionale cykelruter samt de rekreative ruter som Esbjerg Kommune har ansvaret for. For at brugerne kan få den bedst mulige oplevelse af de landskaber, de bevæger sig igennem, og for generelt at højne oplevelsesværdien på strækningerne, arbejdes der for at knytte oplevelses- og kulturelementer til ruterne.

De nationale cykelruter indgår i Danmarks nationale cykelrutenet og udpeges, planlægges og ændres af de kommuner, i hvis område, de forløber. Hvis ruten forløber langs en statsvej, sker udpegning, planlægning og ændring i samarbejde med Vejdirektoratet. I Esbjerg Kommune understøtter de nationale cykelruter tilgængeligheden til Destination Vadehavskysten for gæster til fods eller på cykel.   

Regionale cykelruter supplerer og forbinder de nationale stier, hvilket giver gode muligheder for mindre rundture. Regionale cykelruter udpeges, planlægges, koordineres og ændres i samarbejde mellem de kommuner, i hvis område, de forløber. Ruterne i Esbjerg Kommune rækker ind i Tønder, Haderslev, Vejen og Varde kommuner og fordrer følgelig et samarbejde med disse kommuner om de enkelte stiforløb.

Esbjerg Kommunes egne rekreative ruter følger kun i det omfang, hvor det giver mening de nationale og regionale ruter. Det skyldes, at de kommunale rekreative ruter typisk er etableret med henblik på at tilgængeliggøre naturområder og/eller historiske fortællinger, der knytter sig til en særlig geografi i kommunen.

Esbjerg Kommune anser rekreative ruter som et plus i bosætningsøjemed og prioriterer derfor oplevelses- og kulturelementer ved stierne meget højt. Det gælder både kommunens egne rekreative ruter, men også muligheden for at bidrage til et oplevelsesløft på de dele af det regionale og nationale rutenetværk, som går igennem kommunen. Oplevelses- og kulturelementer kan i den simpleste form være sikringen af den gode udsigt fra stien, mens mere udbyggede elementer kan være kunstnerisk udformning af opholdsfaciliteter, stedsbestemt kunst, land art eller andre oplevelses- og kulturelementer, der i sig selv kan være ’reason to go’ for gæsten. Arten og omfanget af oplevelses- og kulturelementer tilpasses ruten og rutens omgivelser. Alle anlæg kræver særskilt sagsbehandling.

De nationale og regionale cykelruter henvender sig til cykelturister, men de finder også stor anvendelse som rekreative cykelstier for Esbjerg Kommunes borgere. Derfor lægges der vægt på at forbinde disse overordnede stiforløb med lokale stier og lokale stinet.

Lokale stier omfatter alle lokale stiforbindelser i boligområder og mindre byer, der betjener den gang- og cykelstitrafik, som har ærinde i det pågældende område. Der findes herudover et net af vandrestier, der primært forløber på lokale stier.

Lokale stier er vigtige i bosætningsøjemed både i by og på land og kan begge steder understøtte den lokale sammenhængskraft. I byen kan et godt lokalt stinet understøtte den aktive transport til det trafikale knudepunkt og til alle de daglige gøremål i øvrigt. På landet kan lokale stier tilgængeliggøre den omkringliggende natur. 

I det åbne land er lokale stier typisk etableret ud fra stærke ønsker fra lokalsamfund, hvor borgerne oplever, at det er svært at komme ud i den omkringliggende natur. Udbygningen af sådanne stier skal ske i samarbejde med de lodsejere, der bliver berørt. Det vil typisk være lokalrådene, der tager initiativet til en dialog med lodsejerne, så stierne bliver lokalt forankrede. Det er hensigten, at stier anlægges og opretholdes dels på eksisterende stier og mindre asfalterede veje og dels som trampestier. Trampestier i det åbne land bør, så vidt det er muligt, placeres langs hegn eller andre naturlige skel, så de er til mindst mulig gene for den almindelige landbrugsdrift.

Ønsker om lokalstier behandles løbende, blandt andet sammen med ønsker om byggemodninger samt ønsker fra møder afholdt i lokalrådene. Når der er behov for at skabe forbindelser mellem lokale stier og hovedstinettet, kan Esbjerg Kommune gå ind i dialogen og hjælpe til med realiseringen.

En samkørselsplads er et etableret parkeringsområde med varierende omfang af udstyr som belysning, overdækket læskur, god cykelparkering og/eller sammenhæng til kollektiv trafik og stisystemer. Pladserne skal understøtte og muliggøre samkørsel og samkørselsordninger.

Samkørselspladser er væsentlige knudepunkter i den daglige pendling, og samkørsel skal ses som en brik i det samlede transportpuslespil, hvor mobilitet er nøgleordet i anerkendelse af, at den individuelle optimale rejse kan være sammensat af flere transportformer.

Samkørselsplads er placeret i nær tilknytning til større motorvejsafkørsler.

Knudepunkter har til formål at skabe en nem overgang mellem forskellige mobilitetsformer. Afhængig af knudepunktets placering kan der skiftes mellem cykel, bil, bus, tog, flextur, plustur eller andre former for samkørsel.

Knudepunkter er strategisk placeret ud fra deres betydning i byen eller området for at sikre nem adgang til den kollektive trafik for borgerne, for at skabe liv i byerne og for at udnytte den eksisterende trafikale infrastruktur. En central placering af knudepunktet med en god og synlig adgang til bykernen eller andre centrale funktioner understøtter stedets samlede attraktivitet og tilgængelighed.

For at gøre det mere attraktivt at bruge den kollektive trafik, skal knudepunkter placeres i forbindelse med gode parkeringsmuligheder for cykler og biler samt gode stiforbindelser til forskellige funktioner som fx boligområder. Ved at binde den kollektive trafik sammen med andre mobilitetsformer forbedres borgernes adgang til bæredygtige transportløsninger og bidrager dermed til at mindske klima- og trængselsudfordringer.

Knudepunkter er kortmarkeret ved jernbanestationer, lufthavn, færge og ved centrale busknudepunkter. I et mindre lokalsamfund uden station vil knudepunktet være placeret ved det centrale busstoppested med cykelskur eller lignende. Disse mindre knudepunkter er ikke kortmarkerede i kommuneplanen.

Jernbanetracéerne skal fastholdes, fordi jernbanestrækningerne i kommunen sikrer, at togdriften kan fungere. Bindingen med jernbane sikrer eksisterende jernbanespor.

Etablering af byggeri og anlæg indenfor bindingen skal ske med respekt for den eksisterende drift, og for den fremtidige udvikling af jernbanenettet. I Esbjerg Kommune er der jernbanestrækninger for person og godstrafik både i øst-vestgående og i nord-sydgående retning. Derudover er der jernbane til Esbjerg Havn der udelukkende betjener godstrafikken.

Varde – Ribe-banen løber igennem hele kommunen og betjener eksisterende og nye boligområder i en række lokalsamfund langs banen. Esbjerg Kommune er en indpendlingskommune, hvor den største indpendling sker fra Varde Kommune. En etablering af nærbane med en hyppigere frekvens på strækningen Varde – Ribe kan understøtte pendling med tog fremfor bil ligesom det vil være afgørende for attraktiviteten ved den fremtidige togdrift i kommunen. En hurtig, let, sikker, klimarigtig og billig nærbane vil medvirke til en smidig trafikafvikling og bæredygtig mobilitet i den mest trafikbelastede del af vadehavsregionen. I Esbjerg Kommune vil en nærbane fremme Esbjergs målsætninger på uddannelsesområdet og vil øge attraktiviteten i boligbyer som fx Bramming samtidig med, at en nærbane vil bidrage til kommunens samlede CO₂-reduktion. Ved at udnytte stationsnære områder til byudvikling, kan den fysiske planlægning understøtte et langsigtet arbejde med at flytte den daglige pendling fra bil til tog.

Jernbanestationer er holdepladser for tog, hvor passagerer kan stige af og på. Jernbanestationer er også knudepunkter, hvor der er mulighed for at skifte mellem transportformer.

Retningslinjen har til hensigt at sikre, at der ved planlægning af jernbanestationer sikres areal til knudepunktsløsninger i form af andre mobilitetsformer som busterminaler, busstationer samt parkering til biler og cykler.   

Under jernbanestationer hører banegård, station og standsningssted:

• I Esbjerg Kommune er der en enkelt banegård, beliggende i Esbjerg. Esbjerg Banegård er indrettet til både passager- og godstrafik og indeholder en række driftsanlæg. Der er et større baneareal på en banegård end på en station. Til banegården hører banegårdsbyggeri, busterminal, parkering og forplads.
• Der findes flere stationer i Esbjerg Kommune. Stationerne betjener tog, der standser for udveksling af passagerer og gods. På stationer findes en stationsbygning, busstation, parkering og forplads.
• Standsningssteder er oftest kun udstyret med en læskærm. Der kan være parkering tilknyttet standsningssteder.

Jernbanestationer og banenet indrettes med henblik på nærbanedrift. I Esbjerg Kommune vil nærbanedrift berøre jernbanestationer langs den nord-sydgående jernbanestrækning.

Ved at prioritere boligudbygningen i nærbanens stationsbyer understøttes nærbanedriften og brugen af toget til pendling.

I de tre største byer er jernbanestation placeret i centerområde. Alle andre steder er jernbanestation placeret i rammeanvendelsen trafikanlæg under områder til teknisk anlæg.

Indsejlingen til Esbjerg Havn går gennem Grådyb, som er en smal passage mellem Skallingen og Fanø, med et efterfølgende knæk ind til selve havnen. For at sikre den frie indsejling er der etableret en større mængde faste fyranlæg både på søterritoriet og på land. Fyranlæggene, på land er etableret som sæt af fyr, med forfyr og bagfyr. Når for- og bagfyr, ved indsejling gennem Grådyb, står overens, er indsejlingen fri.

Af samme årsag er det væsentligt for betjening af skibstrafikken, at indsigten til disse fyrlinjer er frie. For- og bagfyrenes flammehøjde varierer fra fyrposition til fyrposition. Forfyrenes flammehøjde ligger mellem 7 og 14 meter mens bagfyrenes flammehøjde ligger mellem 17 og 37 meter. Ved planlægning indenfor fyrlinjerne skal Søfartsstyrelsen høres i planlægningens indledende fase.

Særtransporter er kørsel med køretøj og vogntog, der overskrider de grænser for dimensioner, totalvægt og/eller akseltryk, som er fastsat i Færdselsloven eller forskrifter i henhold til denne. Særtransporterne i Esbjerg Kommune er som oftest vindmøllekomponenter eller lignende, der transporteres fra fabrikker inde i landet til Esbjerg Havn, hvor delene samles og udskibes.

Særtransportruterne sikrer transporten til Esbjerg Havn, og leder transporterne udenom broer, højspændingsledninger, og veje med dårlig fremkommelighed mm.

Udviklingen i vindmøller går mod stadig større møller, derfor må det forventes, at omfanget af det gods der transporteres, ligeledes bliver væsentligt større. Dette udfordrer fremkommeligheden på særtransportruten. Det er derfor væsentligt, at der ved projekter på og langs ruten ikke kun tages hensyn til de nuværende godsstørrelser, men at der lægges en større margin ind så fremtidige transporter også sikres.

Bindingen omhandler således ændringer i vejforløb, krydsninger, broer eller lignende, som kan hindre vejens anvendelse til særtransporter.

Esbjerg Lufthavn har en nøglerolle for udvikling og understøttelse af erhvervslivet i Esbjerg. Det gælder passager- og fragtflyvning, indenrigs såvel som udenrigs. Samtidig bidrager Esbjerg Lufthavn med væsentlig infrastruktur til Danmarks energiforsyning fra Nordsøen sammen med Esbjerg Havn.

Den dominerende trafik i lufthavnen er relateret til offshoreaktiviteterne. Det gælder både persontransport og fragt. Offshoreflyvning udføres af helikoptere, derfor ligger Danmarks eneste heliport i Esbjerg Lufthavn. Heliporten er basisstation for de danske offshoreaktiviteter på Nordsøen. Lufthavnen udfører desuden en række tjenesteydelser relateret til offshoreflyvningen; fx vedligeholdelse og lagring af overlevelsesdragter, sikkerhedsfunktioner og andet.

Fastvingeflyene har faste udenrigsruter, der er tilpasset erhvervslivets behov, samt daglig fragtflyvning. Esbjerg Lufthavn arbejder herudover løbende på udvikling af nye ruter og aktiviteter.  

Esbjerg Lufthavn indgår sammen med Esbjerg Havn i Host Nation support og er samtidig den nærmest beliggende lufthavn til Danmarks største øvelsesterræn.  I det omfang, der er behov for et støttepunkt for danske og udenlandske styrker, kan Esbjerg Lufthavn spille en væsentlig rolle.

Esbjerg Lufthavn har 2.600 m start- og landingsbane med tilhørende lys- og instrumentlandingsanlæg. Udmøntes ønsket om øget beflyvning, kan der opstå behov for bygningsudvidelser samt udvidelse af parkeringsplads til biler. Ved en øget militær aktivitet i lufthavnen vurderes det at baneanlægget på selve lufthavnen skal udbygges.

Lufthavn er placeret i rammeanvendelsen trafikanlæg under områder til teknisk anlæg.

Beflyvningen til lufthavnen, herunder højdebegrænsninger og indflyvningszoner, sikres ved hjælp af lufthavnens hindringsplan. Det vil sige, at bygninger og anlæg indenfor lufthavnens hindringsplan ikke må have en højde, der overskrider lufthavnens hindringsplan. I så fald vil det påtænkte byggeri være i konflikt med flys muligheder for at lette og lande. Indenfor lufthavnens hindringsplan nærzone må der kun meddeles tilladelse til bygninger og andre anlæg der overholder planet. Indenfor lufthavnens hindringsplan nærzone, varierer den maksimale byggehøjde fra 0 meter tættest på banen og op til 145 meter i en afstand af 6 km fra lufthavnen. Der findes forskellige stigningsgrader i forhold til afstand ligesom der kan forekomme yderligere begrænsninger i ind- og udflyvningszonerne, der ligger som kegler op til 15 km ud fra hver baneende. Der skal samtidig tages forbehold for belysning i umiddelbar nærhed af banen, der kan virke misvisende i forhold til lufthavnens banebelysning samt overflader, der kan virke blændende i ind- og udflyvningszonerne tæt på banen.

Indenfor lufthavnens hindringsplan fjernzone må der kun meddeles tilladelse til anlæg som skorstene, antennemaster, vindmøller og lignende med en højde på under 100 meter, medmindre det kan dokumenteres, at det ikke strider mod luftfartsinteresserne. Indenfor lufthavnens hindringsplan fjernzone, er den maksimale byggehøjde sat til 100 meter i en afstand på 15 km fra banen. Indenfor planet må der ikke meddeles tilladelse til anlæg, der overskrider 100 meter i højden medmindre, det kan dokumenteres, at det ikke strider mod luftfartsinteresserne. Anlæg vil typisk være skorstene, antennemaster, vindmøller og lignende. Men det kan også være flares eller andre installationer, der forstyrrer luftrummet.

Lufthavnen er forpligtet til at sikre, at højdebegrænsningerne overholdes, hvorfor lufthavnen skal inddrages i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter, der ligger indenfor hindringsplanet for nærzone eller fjernzone.

Lufthavnens hindringsplan, er udarbejdet i henhold til gældende sikkerhedsregler for lufthavne og nationale- og internationale flyvninger.

Etablering af naturarealer vil ofte medføre et øget antal fugle, særligt hvis naturarealerne er søer, vådområder eller lignende. Hvis arealerne etableres i nærheden af flyvepladser, kan der derfor opstå en øget risiko for kollision mellem luftfartøjer og fugle, såkaldte birdstrikes. Der må derfor som udgangspunkt ikke etableres sådanne naturarealer nærmere end 13 km fra en godkendt flyveplads.

Søer, vådområder eller lignende må heller ikke placeres således, at der er risiko for, at fuglene overflyver flyvepladsen på deres vej mellem anlægget og eventuelle raste- og ynglepladser, hvis Trafikstyrelsen kan godtgøre, at dette vil indebære en kollisionsrisiko mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladsen.

Etablering af søer, vådområder eller lignende, der tiltrækker fugle nærmere end 13 km fra Esbjerg Lufthavn kan kun ske som følge af en tilladelse, der udarbejdes i samarbejde med Esbjerg Lufthavn.