Retningslinjer med redegørelser


AS. 1 Affaldsforbrændingsanlæg

Der skal sikres arealer til og udfoldelsesmuligheder for affaldsforbrændingsanlæg.

Affaldsforbrændingsanlæg fremgår af kommuneplankortet.

Affaldsforbrændingsanlæg forbrænder eller medforbrænder affald. Affaldsforbrændingsanlæg skal overholde en række krav omkring emissionsgrænseværdier, egenkontrol, minimumskrav til røggassens opholdstid og krav til indretning og drift.

Energnist I/S er Vestdanmarks største affaldsenergiselskab. Energnist består af to affaldsenergianlæg; et i Herning og et i Esbjerg. Anlægget i Esbjerg er størst med en ovnlinje, der har en samlet årlig kapacitet på cirka 220.000 ton dagrenovation, erhvervsaffald og affald fra genbrugspladser. Affaldet skal være brændbart, det vil sige at affaldet skal have en positiv brændværdi. Anlægget producerer årligt cirka 460.000 MWh varme og cirka 150.000 MWh el, hvilket for både varme- elproduktion svarer til, hvad der forbruges i cirka 25.500 husstande.  

Ved driften af affaldsforbrændingsanlæg skal det sikres, at der ikke sker en forurening af det omgivende miljø, herunder grundvand, søer, havet mv.

AS. 2 Deponi

Der skal sikres areal til og udfoldelsesmuligheder for deponi.

Deponi og arealer reserveret til deponi fremgår af kommuneplankortet.

Et deponi modtager, behandler og henlægger affald, der ikke kan nyttiggøres eller bortskaffes. Affald, der lægges på et deponi, kan være asbest, blød pvc-plastik, forurenet jord eller opfej fra gaderne. Et deponi er beskyttet af en membran, der forhindrer udsivning af uønskede stoffer til miljøet. Deponeringsanlæg skal altid placeres kystnært, det vil sige, hvor der er en entydig og ubrudt grundvandsstrømning fra deponiet mod et marint vandområde. Det er et vigtigt lokaliseringsprincip under hensyntagen til anden natur og sårbare overfladevandområder for at beskytte grundvand og forsyningen af rent drikkevand mod forurening. 

I Esbjerg Kommune findes Måde Deponi, der ejes af det fælleskommunale deponeringssamarbejde, Deponi Syd I/S.

Deponeringsenheden etape 4A er taget i brug primo 2021, og er etableret som et kontrolleret deponi med tilladelse til at modtage blandet affald, herunder asbest. Det forventes, at deponeringsenheden er i drift frem til 2030, hvorefter en ny enhed tages i brug. Alternativt skal deponiaffald, der produceres i kommunen, omlastes på anlægget og transporteres til andre deponeringsanlæg.

Der er udlagt areal til deponi, som kan ibrugtages, når udvidelsesmuligheder i forbindelse med eksisterende anlæg er opbrugt.

Ved planlægning for deponi sigtes der mod bæredygtige og landskabsæstetiske løsninger, der medfører mindst mulig miljømæssig belastning under hensyn til arbejdsmiljømæssige forhold, tekniske løsninger og økonomi.

AS. 3 Lukket deponi

Ved ny planlægning på arealer med tidligere, men nu nedlukkede deponier, skal der tages højde for eventuelle behov for monitorering af det deponerede materiale eller andre eventuelle begrænsninger for den fremtidige anvendelse, som deponiet kan medføre.

Lukket deponi fremgår af kommuneplankortet.

Når et deponi har udtjent sit formål og lukkes, overgår det til anden anvendelse. Ved eventuel senere ny planlægning er det væsentligt at der bliver gjort opmærksom på at området tidligere har været deponi. 

AS. 4 Affaldshåndteringsanlæg

Der skal sikres areal til og udfoldelsesmuligheder for affaldshåndteringsanlæg.

Affaldshåndteringsanlæg fremgår af kommuneplankortet.

Esbjerg Kommune ejer og driver Esbjerg Affaldshåndtering. Esbjerg Affaldshåndtering varetager beholderhåndtering til alle kommunale affaldsordninger. Esbjerg Affaldshåndtering håndterer genanvendeligt affald, have- og parkaffald, forbrændingsegnet affald og farligt affald.

Esbjerg Kommune ønsker som udgangspunkt alt genanvendeligt affald sorteret og videresendt til genanvendelse. Det affald som i dag ikke kan genbruges, søges anvendt til energifremstilling eller deponeres.

AS. 5 Genbrugsplads

Der skal sikres areal til og udfoldelsesmuligheder for genbrugsplads.

Genbrugsplads fremgår af kommuneplankortet.

Der er aktuelt fire genbrugspladser i Esbjerg Kommune. Disse genbrugspladser vurderes i indeværende planperiode at kunne tilgodese behovet for aflevering af affald fra private husholdninger og mindre mængder affald fra virksomheder til henholdsvis genanvendelse, forbrænding, deponering eller specialbehandling.

AS. 6 Isolinje for deponi

Der må, indenfor en afstand af 500 m fra de på kommuneplankortet markerede deponier, ikke udlægges arealer til forureningsfølsom anvendelse.

Isolinje for deponi fremgår af kommuneplankortet.

For at undgå miljøkonflikter mellem en forureningsfølsom anvendelse, som f.eks. et boligområde, og et deponi, skal der holdes en afstand på minimum 500 m mellem de to anvendelser.

Mågehøj er et tidligere deponi, som er overgået til rekreativ anvendelse. Arealet er markeret som deponi på kommuneplankortet, men er ikke omfattet af isolinjen i forhold til planlægning for forureningsfølsom anvendelse.

AS. 7 Spildevandsanlæg

Der skal sikres arealer til og udvidelsesmuligheder for spildevandsanlæg.

Spildevandsanlæg fremgår af kommuneplankortet.

Det er besluttet at nedlægge en række mindre renseanlæg i Esbjerg Kommune, mens der sikres arealer til centraliserede anlæg.

AS. 8 Hovedkloakledning

Der må ikke bygges oven på hovedkloakledninger.

Hovedkloakledning fremgår af kommuneplankortet.

I kloaknettet skelnes der grundlæggende mellem hovedledninger og stikledninger. Stikledninger vises ikke på kommuneplankortet.

Formålet med at vise hovedledningerne er, at undgå at bygge ovenpå en hovedledning, idet en omlægning af en hovedledning vil være bekostelig.

AS. 9 Separatkloakering

I fælleskloakerede oplande skal spildevand og regnvand adskilles.

Det er besluttet at gennemføre separeringen af fælleskloakerede områder i Esbjerg Kommune inden 2060. Separeringen af spildevand og regnvand medfører, at der skal sikres arealer til opmagasinering, nedsivning og/eller forsinkelse af regnvandet, indenfor rammerne af øvrig planlægning, inden vandet udledes til recipienter.

AS. 10 Regnvandsbassin

I udpegede områder kan der etableres regnvandsbassin.

Regnvand medvirker til skabelse af rekreativ merværdi og biodiversitet inden det nedsives og/eller udledes til en recipient.

Regnvandsbassin fremgår af kommuneplankortet.

Ved hjælp af lokal afledning af regnvand (LAR) anvendes regnvand til udformning af rekreative og grønnere boligmiljøer.

Regnvand skal nedsives lokalt for at sikre et mere naturligt vandkredsløb af hensyn til vandløbenes tilstand, tilstanden af naturområder og gener ved skybrud. Lokal nedsivning af regnvand indgår som et væsentligt og integreret element i Esbjerg Kommunes arbejde med separatkloakering.