Retningslinjer med redegørelser


Landskabets karakter

LA. 1 Landskabskarakterområde

Indenfor landskabskarakterområderne skal landskabets karakter understøttes og styrkes. Der skal tages hensyn til eventuelle sårbarheder i området.

Landskabskarakterområder fremgår af kommuneplankortet.

Det åbne land i Esbjerg Kommune er inddelt i 25 landskabskarakterområder. Et karakterområde er et afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler bestemte natur- og kulturgeografiske træk og som adskiller sig fra de omkringliggende områder.

Inddelingen i karakterområder er sket med udgangspunkt i landskabskaraktermetoden.

Karakterområdernes afgrænsning er søgt afpasset med nabokommunernes afgrænsning.

Det naturgeografiske udgangspunkt

Landskabet i Esbjerg Kommune er geologisk set karakteriseret ved afrundede bakkeøer og flade hedesletter, der er opdelt af vidtforgrenede åsystemer. Enkelte steder opleves egentlige ådale, men mange steder opleves åerne som nedskårne vandløb i hedesletterne. Mod vest danner vadehavsøer, marsk og klitter et ganske særligt landskab; barrierekysten.

Den kulturgeografiske påvirkning

Den kulturgeografiske påvirkning er et udtryk for, hvordan mennesket gennem årtusinder har udnyttet og modelleret landskabet. De kulturgeografiske forhold omfatter blandt andet arealanvendelsen (landbrug, skovbrug, natur m.m.), men også bebyggelses- og matrikelstrukturer. De fleste steder er der en meget tydelig sammenhæng mellem det geologiske udgangspunkt og den måde landskabet er blevet udnyttet. Et eksempel på dette er områder med næringsfattig jordbund, der er blevet tilplantet med skov, fordi landbrugsmæssig dyrkning ikke kunne svare sig. Et andet eksempel er bebyggelsens karakteristiske placering på geestranden, der gav sikkerhed for tidevandet, og samtidig gav let adgang til de frodige marskenge.

Karakterkortlægningen

Landskabskarakterområderne er beskrevet i rapporten ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’. I rapporten redegøres der for de enkelte områders særlige karakter og det beskrives, hvordan karakteren skal understøttes og udvikles gennem planlægning og administration. karakterkortlægningen beskriver endvidere eventuelle sårbarheder, som der skal tages højde for i sagsbehandlingen.

Byggeri og anlæg skal som udgangspunkt placeres og tilpasses, så det understøtter og udvikler de enkelte landskabers karakter og beskytter de mest sårbare landskaber. Formålet med karakterkortlægningen er således ikke nødvendigvis at fastholde status quo, men at arbejde for en differentieret udvikling. Der vil derfor også kunne stilles forskelligartede vilkår i forskellige karakterområder.

Ved tilpasning af byggeri og projekter skal der arbejdes med en tretrinsraket:

  1. Placering og orientering
  2. Udformning, arkitektur og farvevalg
  3. Afbødende foranstaltninger så som beplantning

Den rette placering er forudsætningen for en vellykket projekttilpasning. Ved at vælge den rette placering, vil behovet for tilpasning af byggeriets udformning og eventuel brug af afbødende foranstaltninger mindskes betydeligt. Den rette placering skal ses i forhold til projektets karakter og formål, men også i forhold til den indvirkning projektet har på omgivelserne. Ved indpasning af byggeri i det åbne land, kan den rette orientering af byggeriet få det til at underordne sig eksisterende byggeri eller understøtte en given struktur i området. Derved minimeres den visuelle påvirkning af omgivelserne.

Når den rette placering er fundet, kan der være et behov for at tilpasse byggeriet til omgivelserne. Her er det byggeriets udformning, arkitektur, materiale- og farvevalg, der skal bringes i spil. Jo bedre placering og orientering man har fundet, jo mindre er behovet for at tilpasse byggeriet.

Endeligt kan der være behov for at se på afbødende foranstaltninger som afskærmende beplantning, jordvolde med videre. Det bør altid tilstræbes at bygge på en måde, så byggeriet tåler at stå uden at skulle afskærmes. Hvis værktøjet med afbødende foranstaltninger tages i brug, bør det ske med udgangspunkt i karakterkortlægningens beskrivelser af den for området karakteristiske beplantning.

Der kan være behov for at placere samfundsmæssigt nødvendige anlæg, som vil ændre karakteren af et område markant. Det kan være vådområdeprojekter til CO2-binding eller tilbageholdelse af regnvand, ny infrastruktur eller anlæg til produktion af vedvarende energi. Samfundsmæssigt nødvendigt byggeri og anlæg kan placeres indenfor karakterområderne selvom det ikke understøtter den ønskede udvikling i området. Byggeri og anlæg skal dog i videst muligt omfang søges tilpasset området.

LA. 2 Overgange mellem karakterområder

Tydelige overgange mellem landskabskarakterområderne skal bevares og styrkes.

Ved placering af byggeri og anlæg samt terrænreguleringer nær kanten af et karakterområde, skal det sikres, at projektet ikke skader det tilstødende områdes karakter og integritet.

Hele det åbne land i Esbjerg Kommune er inddelt i landskabskarakterområder og områderne støder derfor op til hinanden. Områderne er inddelt på baggrund af natur- og kulturgeografiske træk. Grænsen mellem to karakterområder er derfor ofte flydende. Grænsen på kortet er i de fleste tilfælde trukket i et synligt skel – eksempelvis et læhegn, en vej eller et dyrkningsskel mellem to marker. Ved planlægning og forvaltning skal det sikres, at byggeri og anlæg, der placeres nær grænsen til et andet karakterområde, ikke påvirker negativt ind i det tilgrænsende område. Problemstillingen er særligt aktuel nær ådalene, marsken og Vadehavet.

Tydelige overgange mellem to karakterområder i form af eksempelvis terrænspring eller ændret arealanvendelse skal søges bevaret og forstærket, hvor det er muligt.

Beskyttede landskaber

LA.3 Værdifuldt landskab

Indenfor de værdifulde landskaber skal landskabet friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er foreneligt med de nationale landskabsinteresser.

Undtaget er bebyggelse, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugs- eller skovbrugsejendom samt anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Et eventuelt nødvendigt byggeri eller anlæg skal tilpasses, så påvirkningen af det omkringliggende landskab vurderes at være ubetydelig. Tilpasning skal ske under hensyntagen til landskabskarakterkortlægningen og de der i beskrevne sårbarheder.

Værdifuldt landlandskab fremgår af kommuneplankortet.

De værdifulde landskaber udgør de mest sårbare og unikke landskaber i kommunen og er landskaber, der i særlig grad skal beskyttes og bevares. De umiddelbart smukkeste landskaber er ofte knyttet til ådalene, kysterne og andre vidtstrakte landskaber. Der findes imidlertid også andre områder med landskabelig værdi. Det kan være områder, der tydeligt afspejler de geologiske processer, der har givet landskabet form eller landskaber, som vidner om områdets kulturhistorie. 

Udpegningen af de værdifulde landskaber er revideret i forbindelse med udarbejdelsen af ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’.

Den tidligere udpegning var foretaget af Ribe Amt. I den amtslige udpegning var arealer med beskyttet natur og fredskov ikke medtaget. Med den nye reviderede udpegning er der i højere grad lagt vægt på at udpege sammenhængende landskaber på tværs af andre bindinger.

Det er en national interesse og en del af planlovens formål, at de værdifulde landskaber bevares og friholdes for byggeri og tekniske anlæg samt, at udpegningerne ikke reduceres i størrelse.

De værdifulde landskaber skal som hovedregel friholdes for alt byggeri og anlæg. Undtagelsen er byggeri og anlæg, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugs- eller skovbrugsejendom idet de primære erhverv har en særstatus i det åbne land. Barmarksprojekter og ikke erhvervsmæssigt nødvendige udvidelser af eksisterende ejendomme kan ikke ske inden for de værdifulde landskaber. 

Tilsvarende kan der tillades byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse inden for de værdifulde landskaber, hvis det er vurderet, at anlægget ikke kan placeres uden for de beskyttede landskaber. Ved byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse forstås eksempelvis større infrastrukturprojekter og anlæg til sikring af forsyningssikkerheden, beredskabet eller statens sikkerhed.

Nødvendigt byggeri og anlæg skal tilpasses landskabet ved placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tekniske anlæg skal indpasses bedst muligt i terrænet og vigtige ind- og udsigtskiler skal friholdes. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen. 

LA. 4 Større sammenhængende landskab

Indenfor større sammenhængende landskaber, skal den visuelle sammenhæng mellem forskellige landskabselementer sikres.

Projekter skal tilpasses til det større sammenhængende landskab. Tilpasning skal ske under hensyntagen til landskabskarakterkortlægningen og de der i beskrevne sårbarheder.

Større sammenhængende landskab fremgår af kommuneplankortet.

Større sammenhængende landskaber er landskaber, der grundet geologiske dannelser, arealanvendelsesmæssige forhold og/eller oplevelsesmæssige forhold indgår i værdifulde sammenhænge. Større sammenhængende landskaber udpeges på baggrund af karaktergivende elementer og strukturer bestående af terræn, beplantning, byggeri, veje med videre, der tilsammen skaber en sammenhængende helhed i en større skala.

Byggeri og anlæg herunder store husdyrbrug, der ikke kan placeres uden for de større sammenhængende landskaber, skal søges placeret og tilpasset, så de ikke ødelægger muligheden for at opleve de store sammenhængende landskaber. Særligt omkring ådalene skal der være fokus på, at byggeri kan skabe barrierer, der spærrer for visuelle sammenhænge. Ved tilpasning forstås placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen. 

De større sammenhængende landskaber strækker sig på tværs af kommunens grænser. For at sikre en gensidig forståelse og respekt for afgrænsningerne af landskabstypen, fordrer bevaringen af de større sammenhængende landskaber derfor et tværkommunalt samarbejde.

Ved at sikre de større sammenhængende landskaber er det muligt at opleve, hvorledes landskaberne i Sydvestjylland blev dannet.

LA. 5 Større uforstyrret landskab

De større uforstyrrede landskaber skal som udgangspunkt friholdes for større bygninger og anlæg.

Undtagelsesvist kan større byggeri og anlæg tillades, hvis de er placeret og udformet, så de i mindst mulig grad påvirker det omkringliggende landskab. Tilpasning skal i så fald ske under hensyntagen til landskabskarakterkortlægningen og de der i beskrevne sårbarheder.

Større uforstyrret landskab fremgår af kommuneplankortet.

De større uforstyrrede landskaber udgør de visuelt mest uberørte dele af det åbne land.

Det åbne land præges mange steder af store trafikanlæg, master, vindmøller eller store produktionsanlæg. Der er få steder tilbage, hvor det er muligt at opleve et uforstyrret landskab uden dominerende anlæg og aktiviteter. Det er vigtigt at sikre, at der ikke sker unødige indgreb i de tilbageværende større uforstyrrede landskaber.

Et område, der er uden påvirkning af store byggerier og tekniske anlæg, har i sig selv værdi. Jo større et sådant uforstyrret område er, desto større er dets oplevelsesværdi. Udpegningen af større uforstyrrede landskaber er derfor baseret på den visuelle oplevelse af landskabet.

Udpegningen af de større uforstyrrede landskaber er revideret i forbindelse med landskabskarakterkortlægningen ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’.

Ved større bygninger og anlæg forstås

  • lineære anlæg som større veje, jernbaner og større el-ledningsnet.
  • enkeltanlæg som vindmølleparker, masteanlæg, store landbrugsbyggerier, større virksomheder, flyvepladser/lufthavne, større campingpladser og feriebyer.
  • større byområder og sommerhusområder.

De større uforstyrrede landskaber kan udgøre en væsentlig rekreativ ressource, fordi det her er muligt at opleve større landområder uden fysiske eller visuelle barrierer, der afgørende ændrer landskabets karakter.

Byggeri og anlæg herunder store husdyrbrug, der ikke kan placeres uden for de større uforstyrrede landskaber, skal søges placeret og tilpasset, så de i mindst mulig grad påvirker oplevelsen af det uforstyrrede landskab. Ved tilpasning forstås placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Her kan afskærmende beplantning være et væsentligt virkemiddel. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen.

LA. 6 Geologisk værdi

Indenfor værdifulde geologiske områder skal der lægges særlig vægt på at sikre særlige geologiske fænomener og landskabsformer, samt deres indbyrdes overgange og sammenhænge.

Geologisk værdi fremgår af kommuneplankortet.

Landskabsformerne i Esbjerg Kommune er karakteriseret ved morænelandskaber fra næstsidste istid i form af bakkeøer og hedesletter dannet af smeltevandssand i den seneste istid. Marsken og Vadehavet er et dynamisk og geologisk set meget ungt landskab.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har i 'Geologisk Set – Det sydlige Jylland' udpeget fire rammeområder med tre mindre hovedudpegninger:

  • Vadehavet
    • Skallingen (ligger udenfor Esbjerg Kommune)
    • Varde Å
    • Juvre Dyb og Tøndermarsken (Tøndermarsken ligger udenfor Esbjerg Kommune)
  • Mandø.
  • Kongeådalen.
  • Marbæk Klint.

Områderne er udpeget som geologisk værdifulde områder sammen med mindre områder med forekomster af polygonjord ved henholdsvis Guldager og Grimstrup.

Vadehavet

Vadehavet er et eksempel på et tidevandslandskab med en række barriereøer (Skallingen, Fanø, Mandø og Rømø) foran vaden og marsken. Landskabet er unikt på grund af sin højdynamiske karakter, hvor formændringerne har været meget hurtige set i geologisk tidsskala. Indenfor barrieren findes Vadehavet med vader, dyb, højsander og forlandsmarsk.

Længst mod nord i vadehavsudpegningen ligger Varde Ås udmunding. Varde Å starter i en smeltevandsdal og ender med at løbe gennem marsken og ud i Ho bugt. Den nedre del af åen er tidevandspåvirket. De tilstødende marskområder er friholdt for inddæmning, og mundingen er ikke reguleret. Varde Å er den eneste å, der løber ureguleret ud i Vadehavet.

Den sydligste udpegning i Esbjerg Kommune er Juvre Dyb, der ligger mellem Mandø og Rømø. Juvre Dyb er en, op mod 17 m dyb, tidevandsrende, der ligger mellem Koresand og Rømø. Området, der tømmes og fyldes gennem Juvre Dyb, er på cirka 131 km2 hvilket betyder, at der strømmer op til 155 millioner m3 vand igennem dybet to gange i døgnet. Området omkring Juvre Dyb indeholder alle Vadehavets elementer og har på den måde en helt særlig betydning, også undervisningsmæssigt.

Ved Råhede er der gennem de seneste 50 år dannet den helt særlige landskabstype; klintmarsk. Klintmarsk opstår, når langsomt opbygget marskjord nedbrydes af havet, så der opstår en lav, men markant erosionsklint ud mod vaden.

Koresand er et højsande, det vil sige, en vegetationsløs sandflade og begyndende barriereø, beliggende SV for Mandø. Den ældste del af Koresand er cirka 120 cm over middelvandstanden, mens den yngre del er cirka 100 cm over middelvandstanden.

Mandø

Mandø er den mindste af de danske vadehavsøer og befinder sig øst for den barrierekystlinje, som udgøres af Skallingen, Fanø og Rømø.

Kongeådalen

Den vestligste del af Kongeådalen er beliggende i Esbjerg Kommune. Kongeådalen er en smeltevandsdal fra den seneste istid og adskiller Holsted og Rødding Bakkeøer. Smeltevandsdalen viser flere markante landskabselementer herunder erosionsskrænter og forskellige israndsstadier.

Marbæk Klint

I Marbæk Klint ses to kystprofiler, hvor der kan studeres fedt ler afsat i kystnært, marint miljø forud for istiderne, og glaciale materialer afsat under istiderne. Aflejringerne er senere foldet og forkastet af de efterfølgende istider. Klinten har et stort potentiale for forskning og undervisning.

Polygonjord

Polygonjord er arealer, hvor jordoverfladen har et geometrisk mønster. Polygonjorde dannes ved, at der sker en opsprækning af de øverste jordlag i forbindelse med udtørring, afkøling eller uensartet ophvælving af jordoverfladen. Polygonjorderne, der er at finde flere steder i Vestjylland, er dannet i det arktiske klima, der var fremherskende under sidste istid.

Flere steder i Esbjerg Kommune findes der eksempler på polygonjord. De der formentlig er tydeligst findes omkring Guldager og Guldager Stationsby samt nordvest for Grimstrup. Polygonjorde fremstår tydeligere i nogle perioder end andre afhængigt af jordbundens vandindhold. Endvidere skal jordoverfladen være blotlagt for at polygonerne fremgår tydeligt. De udpegede polygonjorde ses særligt tydeligt på ortofotos fra foråret 2011.

Byggeri i det åbne land

LA. 7 Friholdelse af det åbne land for byggeri

Det skal sikres, at det åbne land friholdes for ikke planlagt bebyggelse.

Det skal sikres, at landskabskiler i og mellem byer friholdes for ikke planlagt bebyggelse.

Der tillades byggeri, der er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug, fiskeri og anlæg med samfundsmæssig interesse.

Det åbne land er en knap ressource, der skal tages vare på. For at sikre det åbne land, ønsker Esbjerg Kommune, at nye boliger placeres indenfor de afgrænsede lokalsamfund. Samtidig arbejder Esbjerg Kommune for, at landbrugsbyggeri og anlæg af samfundsmæssig interesse, som antennemaster, infrastrukturanlæg med mere, bliver indpasset på bedst mulig måde i landskabet.

Der lægges vægt på, at det åbne land skal have en veldefineret grænse ind mod bybebyggelse, for på den måde at bevare det eksisterende landskab. Alt afhængig af placeringen kan grænsen mellem by og land f.eks. være en grøn randzone, eller et tydeligt ophør af bebyggelse.

Veldefineret byrand

I og mellem byer kan der findes landskabskiler med åbent land. Disse landskabskiler nyder samme beskyttelsesgrad som det åbne land i forhold til friholdelse for byggeri og anlæg.

Landskabskiler sikrer:

  • at der kan skabes attraktive rammer for rekreation,
  • at der fortsat opleves en forskel mellem by og land,
  • at byens placering i landskabet fortsat opleves, og
  • oplevelsen af en ubrudt kile på langs.

Der er sikret landskabskiler ved en række af det åbne lands lokalsamfund i Esbjerg Kommune. Landskabskilerne optræder typisk som et grønt bånd omkring et åforløb. Det gælder eksempelvis i Endrup og ved Gredstedbro, men også i tvillingelandsbyer som Vilslev–Jedsted og Hunderup-Sejstrup.

Ved etablering af landskabskiler skal der tages hensyn til eksisterende bygninger og disses funktion.

LA. 8 Sigtelinje

De lange uforstyrrede kig og sigtelinjer ind mod markante bygninger og bevaringsværdige helheder i landskabet skal opretholdes.

Kig og sigtelinjer ind mod kirker, her især Ribe Domkirke, og andre særligt bevaringsværdige enkeltbygninger og helheder friholdes for forstyrrende elementer såsom byggeri, master, antenner, vindmøller, gylletanke og andre tekniske installationer.

I landskabet sker den primære visuelle oplevelse af særligt bevaringsværdige helheder og enkeltelementer i landskabet fra hovedfærdselsårerne. Det er på den baggrund prioriteret at bevare indsigten til kirkerne fra hovedfærdselsårerne samt at friholde vigtige sigtelinjer på langs af hovedfærdselsårerne.

LA. 9 Overflødige bygninger i det åbne land

Landskabet skal friholdes for enkeltstående, uhensigtsmæssigt placerede og overflødige bygninger.

Landskabets friholdelse for enkeltstående, uhensigtsmæssigt placerede og overflødige bygninger gælder ikke blot i de værdifulde og uforstyrrede landskaber, men i hele kommunen. Dette sker for at kunne fastholde oplevelsen af åbent land.

Ved uhensigtsmæssigt placeret bebyggelse forstås bygninger, som med deres størrelse eller udtryk ikke passer ind i den eksisterende bebyggelsesstruktur eller som skæmmer det omkringliggende landskab.

LA. 10 Større teknisk anlæg i det åbne land

Større master, antenner, husstandsvindmøller og andre tekniske anlæg kan først opsættes efter en konkret vurdering.

Det sikres, at placeringen af tekniske anlæg i det åbne land er forenelig med det åbne lands interesser.

Placering af master, antenner og andre tekniske anlæg i det åbne land forudsætter blandt andet en vurdering, der kan sikre, at opsætningen er forenelig med det åbne lands interesser, samt kan sikre bevarelsen og udviklingen af de nuværende landskaber.

Det skal sikres, at anlæggene ikke placeres, hvor de kan påvirke væsentlige landskabelige, naturmæssige eller kulturhistoriske værdier negativt.

For at undgå langtrækkende negative konsekvenser for landskabet skal det sikres, at tekniske anlæg tilpasses landskabet ved placering, materiale /farvevalg, beplantning samt belysning. Der stilles særlige krav om, at der via en vurdering sikres en landskabsmæssig tilpasning af nyanlæg i udpegede landskaber og i kystnærhedszonen, fordi disse landskaber er særligt sårbare overfor forstyrrende indgreb. Udpegede landskaber er værdifulde landskaber, større uforstyrrede landskaber og sammenhængende landskaber samt de geologisk værdifulde områder.

Lysforurening af det åbne land er et stort potentielt problem, da det netop er i det åbne land, at det skal være muligt at opleve mørke.

Esbjerg Kommune udarbejder en arkitekturpolitik og en vejledning for byggeri og anlæg i det åbne land, der kan understøtte en god tilpasning af byggeri og anlæg til landskaber og kulturmiljøer.

LA. 11 Tilpasning af byggeri og øvrige anlæg i det åbne land

Det skal sikres, at nødvendigt og planlagt byggeri og anlæg generelt tilpasses landskab og kulturmiljø.

For at undgå langtrækkende negative konsekvenser for landskabet kan der stilles krav til anlæggets placering, arkitektur, materiale- og/eller farvevalg, beplantning samt belysning.

For at sikre tilpasning af byggeri og anlæg til landskabet, kan der stilles krav vedrørende arkitektur, materiale/farvevalg, skærmende/slørende beplantning, belysning med videre ved opførelse af nye bygninger og anlæg. Ved tilpasning af byggeri og projekter skal der arbejdes med en tretrinsraket:

  1. Placering og orientering
  2. Udformning, arkitektur og farvevalg
  3. Afbødende foranstaltninger så som beplantning

Den rette placering er forudsætningen for en vellykket projekttilpasning. Ved at vælge den rette placering, vil behovet for tilpasning af byggeriets udformning og eventuel brug af afbødende foranstaltninger mindskes betydeligt. Den rette placering skal ses i forhold til projektets karakter og formål, men også i forhold til den indvirkning projektet har på omgivelserne. Ved indpasning af byggeri i det åbne land, kan den rette orientering af byggeriet få det til at underordne sig eksisterende byggeri eller understøtte en given struktur i området. Derved minimeres den visuelle påvirkning af omgivelserne.

Når den rette placering er fundet, kan der være et behov for at tilpasse byggeriet til omgivelserne. Her er det byggeriets udformning, arkitektur, materiale- og farvevalg, der skal bringes i spil. Jo bedre placering og orientering man har fundet, jo mindre er behovet for at tilpasse byggeriet. Visse anlæg er svære at justere på i forhold til størrelse, farve og øvrig udformning. Det gælder f.eks. gylletanke, antennemaster og vindmøller. Her er det særligt vigtig, at anlægget placeres rigtigt i landskabet for at undgå langtrækkende negative konsekvenser.

Endeligt kan der være behov for at se på afbødende foranstaltninger som afskærmende beplantning, jordvolde med videre. Det bør altid tilstræbes at bygge på en måde, så byggeriet tåler at stå uden at skulle afskærmes. Hvis værktøjet med afbødende foranstaltninger tages i brug, bør det ske med udgangspunkt i karakteranalysens beskrivelser af den for området karakteristiske beplantning.

Ved nybyggeri på landbrugsejendomme henstilles der til, at der udarbejdes en udviklingsstrategi for den enkelte ejendom, for derved at sikre udviklingsmulighederne også på sigt. Dette sker bedst i et samarbejde mellem kommunen, landmanden og hans konsulent.

En vellykket tilpasning til landskabet vil ofte indebære mørke tage på bygninger og en forholdsvis samlet bygningsmasse. Endvidere bør der ved nybyggeri tages højde for ejendommens og landskabets struktur. Dette vil gøre, at byggeriet og anlægget ikke virker dominerende i landskabet.

Esbjerg Kommune udarbejder en arkitekturpolitik og en vejledning for byggeri og anlæg i det åbne land, der kan understøtte en god tilpasning af byggeri og anlæg til landskaber og kulturmiljøer.

LA. 12 Boligens udformning i det åbne land

Byggeloven fastlægger beboelseshuses maksimale højde. Der kan ud fra en konkret vurdering af det omkringliggende kulturmiljø og landskab stilles krav vedrørende placering, arkitektur, volumen, højde, materiale- og/eller farvevalg, beplantning samt belysning.

Som udgangspunkt følges byggelovens bestemmelser for boligbyggeri i det åbne land, men boligbyggeri i det åbne land skal udformes på en måde, der sikrer en sammenhæng til de øvrige huse i området ligesom boligbyggeri i det åbne land skal respektere landskabelige og kulturhistoriske hensyn.

Det kan betyde, at der ved tilbygning eller renovering af et stuehus for eksempel kan blive stillet krav om ikkereflekterende tagmateriale for dermed at sikre en tilpasning til landskab eller kulturmiljø. Det vil typisk betyde, at der i landzone kun kan bygges i 1½ etage. Omvendt kan byggelovens maksimale bygningshøjder udnyttes ved byggeri af beboelseshuse ved meget store landbrugsbyggerier for dermed at sikre en proportionalitet mellem beboelseshusene og de store driftsbygninger.