Retningslinjer med redegørelser


Generelle forhold

SJ. 1 Miljøklasser

Alle arealanvendelser miljøklassificeres for derved at understøtte planlægningen for støjforebyggelse.

’Håndbog om Miljø og Planlægning – boliger og erhverv i byerne’ (Miljøministeriet 2004) indeholder gode råd om, hvordan den fysiske planlægning og miljøadministrationen kan indgå i et samspil for sammen at forebygge miljøkonflikter f.eks. omkring støj.

Esbjerg Kommune har et udstrakt tværsektorielt samarbejde på støjområdet. Dette samarbejde udgør baggrunden for Esbjerg Kommunes planlægningsmæssige tilgang til støjområdet. Konkret kommer samarbejdet til udtryk i en præcisering af miljøklassificeringen af kommuneplanens arealanvendelser samt i nedenstående tabel, der kombinerer håndbogens oplysninger om afstandsklasser med miljøklassificeringen.

 Miljøklasse Afstandskrav i forhold til boliger og andre miljøfølsomme områder  Afstandskrav / buffer  dB(A)
Klasse 1 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 1. Klasse 1 virksomheder påvirker omgivelserne i ubetydelig grad. 0 45/40/35
Klasse 2 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 2. Klasse 2 virksomheder påvirker omgivelserne i ringe grad. 20 45/40/35
Klasse 3 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 3. Klasse 3 virksomheder påvirker omgivelserne i mindre grad. I landsbyer anvendes ingen støjbuffer. 50 55/45/40
Klasse 4 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 4. Klasse 4 virksomheder har en påvirkning, der er noget belastende for omgivelserne. 100 55/45/40
Klasse 5 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 5. Klasse 5 virksomheder har en påvirkning, der er ret belastende for omgivelserne. 150 60/60/60
Klasse 6 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 6. Klasse 6 virksomheder har en påvirkning, der er meget belastende for omgivelserne. 300 70/70/70
Klasse 7 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 7. Klasse 7 virksomheder har en påvirkning, der er særligt belastende for omgivelserne. 500 70/70/70
Klasse 1-3 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 1 til klasse 3. Klasse 1-3 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra en ubetydelig til en mindre grad af påvirkning. 20 45/45/45
Klasse 4-7 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 4 til klasse 7. Klasse 4-7 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra noget belastende til særligt belastende. 500 70/70/70
Klasse 5-7 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 5 til klasse 7. Klasse 5-7 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra ret belastende til særligt belastende. 500 70/70/70
Klasse 3-5 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 3 til klasse 5. Klasse 3-5 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra en mindre grad af påvirkning til en ret belastende påvirkning. 150 60/60/60
Klasse 4-5 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 4 til klasse 5. Klasse 4-5 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra noget belastende til ret belastende. 150 60/60/60
Klasse 3-7 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 3 til klasse 7. Klasse 3-7 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra en mindre grad af påvirkning til en særligt belastende påvirkning. 500 70/70/70
Klasse 6-7 Der kan placeres virksomheder og anlæg, der i Håndbog om Miljø og Planlægning er klassificeret i klasse 6 til klasse 7. Klasse 6-7 virksomheder har en påvirkning på omgivelserne, der strækker sig fra meget belastende til særligt belastende. 500 70/70/70

Miljøklasserne har til formål at kategorisere et områdes støjbelastning i forhold til dets omgivelser. Boligområder i klasse 1 påvirker således omgivelserne i ubetydelig grad, mens områder med tung industri i klasse 7 har en påvirkning, der er særligt belastende for omgivelserne. Alle arealanvendelser i Esbjerg Kommune fremstår med en miljøklasse for at understøtte det forebyggende planlægningsarbejde med at minimere støjgener og støjkonflikter i kommunen.

Miljøklasserne kan anvendes i en indledende vurdering af, hvilke typer af virksomheder eller andet, der kan placeres i et område inden der iværksættes en egentlig sagsbehandling og konkret vurdering af den enkelt virksomheds miljøbelastning.

I en del områder fremtræder miljøklasserne som intervaller. Det vil sige, at der i disse områder kan være stor variation i, hvor stor påvirkning de enkelte virksomheder har på omgivelserne og at der er plads til op- og nedklassificering af virksomhederne ud fra konkrete vurderinger af virksomhedernes indførelse af miljøforanstaltninger. Intervallet medfører, at der kan ligge virksomheder i forskellige miljøklasser i samme område. Dette er dog kun muligt, hvis virksomhederne indbyrdes kan tåle miljøpåvirkningen fra de øvrige virksomheder i området.

SJ. 2 Støjisolinjer generelt

Der må ikke udlægges nye områder til støjfølsom anvendelse indenfor en støjisolinje.

Støjisolinjer er et planlægningsværktøj, hvis anvendelse er orienteret mod nybyggeri. Støjisolinjer bøjes således af ved allerede eksisterende støjfølsom anvendelse. Her vil der i stedet skulle tages stilling til støjforebyggende foranstaltninger som støjmure eller lignende, der kan sikre at støjbelastningen i den støjfølsomme arealanvendelse ikke overskrider de tilladte grænseværdier.

Der er fastlagt støjisolinjer omkring en række forskellige områder til støjgenerende kilder, der alle er klassificeret med en miljøklasse. Anvendelsen og udnyttelsen af områderne indenfor støjisolinjer er fastlagt gennem bindinger i kommuneplanens rammedel. Disse bindinger sikrer, at de til enhver tid gældende love, vejledninger med videre overholdes. Bindingerne sikrer ligeledes, at den støjende aktivitet, som isolinjen giver mulighed for, ikke hindres af støjfølsomme anvendelser indenfor isolinjen. Det er vigtigt, fordi miljøbeskyttelsesloven giver mulighed for, at støjfølsomme anvendelser kan begrænse eller helt lukke støjende aktiviteter i et område.

Støjisolinjerne er beregnet ud fra, hvor lang afstand eller buffer, der skal være fra området med den støjende aktivitet til lavt boligområde i byzone. Den tilladte støj er forskellig i forhold til, hvilken støjende aktivitet der er tale om, hvorfor der findes en række forskellige typer af støjisolinjer.

Støjisolinjen udgør en bufferzone. Lavt boligbyggeri er en af de mest støjfølsomme anvendelser. Afstandene vil således kunne være mindre, hvis anvendelsen er mindre støjfølsom. En mindre støjfølsom anvendelse er eksempelvis lettere erhverv.

Lyd og støj måles i decibel, og angives med måleenheden dB(A). For at favne det spektrum af lyd som det menneskelige øre kan opfatte anvendes en logaritmisk eller relativ dB-skala, der er bygget sådan op, at lydtrykket (eller energien i lyden) teknisk set bliver fordoblet ved en øgning på 3 dB(A). Det menneskelige øre opfatter dog først en fordobling (eller en halvering af lyden) ved en forskel på 8-10 dB(A). Lydstyrker på over 85 dB(A) kan give alvorlige og varige høreskader, men selv meget lavere lydstyrker kan give anledning til store støjgener.

Støj fra veje beregnes ved hjælp af støjindikatoren Lden . Det er en gennemsnitsværdi over et år, hvor der tages højde for at støj om natten og om aftenen er mere generende end støj om dagen. Ved beregning af det gennemsnitlige støjniveau bruger man derfor følgende metode:

  • Støj fra trafik om natten klokken 22-07 tæller 10 gange så meget som trafik om dagen
  • Støj fra trafik om aftenen klokken 19-22 tæller tre gange så meget som trafik om dagen
  • Støj fra trafik om dagen klokken 07-19 tæller en til en.

Modellen svarer til, at støj om natten får et genetillæg på 10 dB, og støj om aftenen får et tillæg på 5 dB. Der er derfor ikke tale om et almindeligt gennemsnit, men et vægtet gennemsnit. Lden er en fælles europæisk målestok for trafikstøj. ’L’ står for støjniveau og ’den’ står for day-evening-night.

SJ. 3 Baggrundsstøj i det åbne land

Der sikres et generelt lavt baggrundsstøjniveau i det åbne land.

Normalt er baggrundsstøjniveauet i det åbne land lavt. Derfor er det ønskeligt, at støjniveauet fra virksomheder og landbrugsdrift er meget lavt. Hensynet til virksomheder og landbrug, som det er naturligt at placere i det åbne land, gør det imidlertid nødvendigt i nogle tilfælde at acceptere et højere støjniveau. Ved fastsættelse af de vejledende støjgrænser foretages der derfor i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering.

Det åbne land vil støjmæssigt normalt blive kategoriseret som værende i miljøklasse 3-4.

SJ. 4 Støjfølsomme anvendelser i landzone

Boliger i landsbyer og sammenhængende bebyggelse er støjfølsomme anvendelser i landzone.

Der ønskes generelt et lavt støjniveau i det åbne land ikke mindst på grund af det normalt lave baggrundsstøjniveau. Der gives dog generelt mulighed for at placere mindre virksomheder i lokalsamfund i landzone, da dette understøtter levedygtigheden og mangfoldigheden i landdistrikterne. Lokalsamfund i landzone er landsbyer og sammenhængende bebyggelser. De samlede aktiviteter i disse lokalsamfund vil oftest være mere støjende end baggrundsstøjen i det omgivende åbne land, hvorfor disse lokalsamfund ikke er beskyttede af en egen isolinje.

Det er dog i den sammenhæng væsentligt at betænke, at disse landzone-lokalsamfund også indeholder boliger, der ikke, som i de større lokalbyer, er beskyttet mod støj via en planlagt opdeling af de forskellige byfunktioner. Det vil sige, at boligerne kan ligge som direkte naboer til virksomheder eller anden støjende aktivitet.

I de tilfælde, hvor støjbelastningen fører til klager fra den støjfølsomme part i landsbyer eller sammenhængende bebyggelser foretager Esbjerg Kommune en konkret vurdering af forholdene, der bl.a. kan resultere i, at der skal iværksættes støjreducerende tiltag fra den støjende part.

Isolinjer

SJ. 5 Centerstøj-isolinje

Centerstøj-isolinjen skal sikre muligheden for et levende byliv.

ISO centerområde fremgår af kommuneplankortet.

Centerområder er byområder, hvor der tillades mere støj end i rene boligområder. Tilladelsen til mere støj i centerområder skal sikre muligheden for et levende bymiljø med forskellige byfunktioner.

Centerstøj-isolinjer reguleres med to forskellige støjbestemmelser:

  • Centerstøj 55
  • Serviceområdestøj 55

Centerstøj 55 dækker bymidter, bydelscentre, lokalcentre og aflastningscentre. Bortset fra aflastningscentre vil centerområder ofte være omgivet af boligområder, der har en større støjfølsomhed end i centerområderne. Støjisolinjen sikrer, at der ved fremtidig udvikling af boligområder inden for centerområdestøj-isolinjen tages højde for forskellen i støjfølsomheden imellem de to typer arealanvendelse.

Centerområder er klassificeret som miljøklasse 3 med en buffer på 50 m. Der er fastlagt bestemmelser for støjkrav i centerområder på max. 55, 45 og 40 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) udenfor egen grundgrænse i området.

Serviceområdestøj 55 dækker serviceområder. Serviceområder er en del af bymidteudpegningen i Esbjerg by. I serviceområder må der dog hverken placeres butikker eller boliger, da udpegningens primære formål er at fungere som et bufferområde mellem de støjende erhvervsaktiviteter på havnen og bymidtens byfunktioner. Serviceområderne må følgelig ikke indeholde støjfølsomme anvendelser, der kan hindre udviklingsmulighederne for Esbjerg Havn eller anvendelser, der medvirker til en støjbelastning af byen.

Serviceområder er klassificeret som miljøklasse 4 med en buffer på 100 m. Der er fastlagt bestemmelser for støjkrav i serviceområder på max. 55, 45 og 40 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området, det vil sige de samme støjkrav som gælder indenfor de centerområder som størstedelen af serviceområderne grænser op til.

SJ. 6 Institutionsstøj-isolinje

Indenfor støjisolinjen for institutioner må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO institution fremgår af kommuneplankortet.

Miljøklassifikationen i Håndbog og Miljø og Planlægning er anvendt som grundlag for en klassifikation af støjende institutioner som en miljøklasse 3.

Som en forebyggelse mod støjproblematikker er støjende institutioner markeret med en støjisolinje.

Støjende institutioner med en støjisolinje er:

  • dagtilbud
  • skoletilbud
  • fritidstilbud til børn og unge
  • sygehus

Institutionsstøj-isolinjen fungerer som en vigtig information om, at der er institutionsstøj i det afgrænsede område, hvilket især vil være relevant ved nybyggeri.

For dagtilbud, skoletilbud og fritidstilbud danner udeområder rammen for støjisolinjen. Udeområder vil typisk være legepladser eller gårdmiljøer med en afgrænsning i form af hegn eller lignende.

Institutionsstøj-isolinjer udlægges med en afstand på 50 m. Der tages i afgrænsningen af institutioners støjbelastning højde for at institutioner og deres omgivelser er meget forskellige.

Støjbelastningen fastsættes som den maksimalttilladte støj i naboområder, men vurderes i øvrigt i henhold til de til enhver tid gældende love, vejledninger og lignende. I jordbrugsområder i åbent land vil støjende institutioner generelt ikke udgøre en yderligere støjbelastning, hvorfor de her ikke udstyres med en støjisolinje.

SJ. 7 Vejstøj-isolinje

Inden tilladelse til nye støjfølsomme anlæg eller bebyggelser eller til ændret anvendelse til mere støjfølsomt formål indenfor vejstøj-isolinjen, skal det eftervises, at der er, eller kan tilvejebringes, acceptable støjforhold.

ISO vej fremgår af kommuneplankortet.

’Kortlægning af vejtrafikstøj- støjreducerende tiltag’ (2011) er en kortlægning udarbejdet for Esbjerg Kommune om vejstøj fra de mest støjbelastede veje i kommunens byzoner. Denne kortlægning udgør grundlaget for de støjudbredelseskort som anvendes til at fastlægge vejstøj-isolinjer.

Der fastlægges støjisolinjer, når grænseværdien på Lden 58 dB for vejtrafikstøj overskrides. Isolinjeafstandene omkring nuværende og fremtidige gennemfartsveje, fordelingsveje og trafikveje er vist på hovedstrukturkortet.

Før nye støjfølsomme anlæg eller bebyggelser tillades indenfor støjisolinjen, skal det eftervises om der er, eller kan tilvejebringes acceptable støjforhold. Dette gælder også, hvis en anvendelse indenfor støjisolinjen ændres til et mere støjfølsomt formål.

Langs støjbelastede veje i boligområder kan der gives tilladelse til dagligvarebutikker op til 1.200 m2 med tilknyttet tankanlæg, såfremt adgangen kan ske fra den støjbelastede vej.

SJ. 8 Støjisolinje ved vejkant

I tæt bebyggede områder skal der ved større byomdannelser tages højde for støjreducerende tiltag.

ISO vejkant fremgår af kommuneplankortet.

Alle veje med en trafikmængde på mere end 500 køretøjer vil kunne give anledning til støjniveauer over Lden 58 ved vejkanten i tæt bebyggede områder.

Der er på hovedstrukturkortet markeret alle veje med en årsdøgnstrafik (ÅDT) på mere end 500 køretøjer i tæt bebyggede områder.

I tæt bebyggede områder er det typisk ikke muligt at foretage støjreducerende tiltag mellem vej og bygninger. Bindingen for vejstøj ved vejkant iværksættes, når støjen overskrider Lden 58 dB ved vejkant.

På de markerede vejstrækninger bør der ved større byomdannelser foretages en detailberegning på den nødvendige facadeisolering af støjfølsom bebyggelse. Endvidere bør der så vidt muligt etableres sluttet bebyggelse med henblik på at afskærme de bagvedliggende arealer.

Der skal arbejdes for at mindske støjforureningen fra trafikken. Især skal antallet af stærkt støjbelastede boliger, som er belastet med over Lden 68 dB, nedbringes i overensstemmelse med målene i regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling.

SJ. 9 Jernbanestøj-isolinje

Inden tilladelse til nye støjfølsomme anlæg eller bebyggelser eller til ændret anvendelse til mere støjfølsomt formål indenfor jernbanestøj-isolinjen, skal det eftervises, at der er, eller kan tilvejebringes, acceptable støj- og vibrationsforhold.

ISO jernbane fremgår af kommuneplankortet.

Indenfor støjisolinjen skal det i det enkelte tilfælde eftervises, om der er, eller kan tilvejebringes, acceptable støj- og vibrationsforhold, før nye støjfølsomme anlæg eller ny bebyggelse tillades, eller inden det tillades at ændre en anvendelse til et mere støjfølsomt formål.

SJ. 10 Virksomhedsstøj-isolinje

Indenfor virksomhedsstøj-isolinjen må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO virksomhed fremgår af kommuneplankortet.

Et erhvervsområde påfører naboområderne bindinger med hensyn til fremtidig støjfølsom anvendelse. Modsat lægger et eksisterende støjfølsomt område, der grænser op til et erhvervsområde, bindinger på erhvervsvirksomhedernes tilladte støjudfoldelse.

Erhvervsområders støjbelastning er meget forskellig, hvorfor der findes fem forskellige typer af virksomhedsstøj-isolinjer:

  • Virksomhedsstøj 45, der gælder for virksomheder i miljøklasse 2 med en buffer på 20 m med støjkrav på max. 45, 40 og 35 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området
  • Virksomhedsstøj 55 med boliger, der gælder for virksomheder i miljøklasse 3-4 med en buffer på 50-100 m med støjkrav på max. 55, 45 og 40 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området
  • Virksomhedsstøj 55 uden boliger, der gælder for virksomheder i miljøklasse 3-4 med en buffer på 50-100 m med støjkrav på max. 55, 55 og 55 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området
  • Virksomhedsstøj 6, der gælder for virksomheder i miljøklasse 5 med en buffer på 150 m med støjkrav på max. 60, 60 og 60 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området
  • Virksomhedsstøj 70, der gælder for virksomheder i miljøklasse 6-7 med en buffer på 300-500 m med støjkrav på max. 70, 70 og 70 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse i området

Indenfor virksomhedsstøj-isolinje 55, 60 og 70 må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

SJ. 11 Lufthavnstøj-isolinje

Indenfor lufthavnsstøj-isolinjen må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO Lufthavn fremgår af kommuneplankortet.

Omkring Esbjerg Lufthavn skal der både tages hensyn til støj fra flyoperationer og støj fra den øvrige virksomhed. Lufthavnsstøj-isolinjen omfatter støj fra flyoperationer.

Støjbelastningen fra den øvrige lufthavnsvirksomhed er fastsat som en virksomhedsstøj-isolinje svarende til en klasse 7-virksomhed med en buffer på 500 m. Der er fastlagt bestemmelser for støjkrav til lufthavnsstøj-isolinjen på max. 70, 70 og 70 dB(A) (henholdsvis dag, aften, nat) uden for egen grundgrænse.

Indenfor støjisolinjen må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

SJ. 12 Skydebanestøj-isolinje

Indenfor skydebanestøj-isolinjen må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO skydebane fremgår af kommuneplankortet.

I kommuneplanen angives der støjisolinjer omkring skydebaner. Isolinjen har til formål at sikre, at aktiviteterne på skydebanen ikke skaber støjproblemer i de omkringliggende områder.

Skydebanestøj klassificeres ikke i en fast miljøklasse, da støjen fra skydebaner vurderes individuelt af godkendelsesmyndigheden. Støjbelastningen fra skydebaner fastsættes i henhold til de til enhver tid gældende love, vejledninger og lignende.

Indenfor støjisolinjen, må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

SJ. 13 Motorbanestøj-isolinje

Indenfor motorbanestøj-isolinjen må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO motorbane fremgår af kommuneplankortet.

Motorbanestøj-isolinjen er beregnet i forhold til henholdsvis større samlede boligområder og spredt bebyggelse i det åbne land. Motorbanestøj klassificeres i miljøklasse 7 med en buffer på 500 m. Støjbelastningen fra motorsportsbaner fastsættes i henhold til de til enhver tid gældende love, vejledninger og lignende.

Indenfor støjisolinjen må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

SJ. 14 Vindmøllestøj-isolinje

Indenfor vindmøllestøj-isolinjen må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO vindmølle fremgår af kommuneplankortet.

Til alle vindmølleområder knyttes der en vindmøllestøj-isolinje.

Vindmøllestøj klassificeres ikke i en fast miljøklasse, da støjen fra vindmøller vurderes individuelt af ressortmyndigheden. Støjbelastningen fra vindmøller fastsættes i henhold til de til enhver tid gældende love, vejledninger og lignende.

Indenfor støjisolinjen, må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

SJ. 15 Støjisolinje Forsvaret

Indenfor støjisolinjen omkring Forsvarets øvelsesområde, må der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse.

ISO Forsvaret fremgår af kommuneplankortet.

I kommuneplanen angives der støjisolinjer omkring Forsvarets øvelsesområde. Isolinjen har til formål at sikre, at aktiviteterne i øvelsesområdet ikke skaber støjproblemer i de omkringliggende områder.

Indenfor støjisolinjen må der ikke opføres støjfølsom bebyggelse eller udlægges områder til støjfølsom anvendelse.