Baggrund

Ændringen vil give mulighed for, at området kan anvendes til erhvervsformål i form af PtX-anlæg.

Som det ses på kortet omfatter ændringen områder mellem Måde Industrivej og Mådevej i Esbjerg.

Redegørelse

Kommuneplanændringen skal danne grundlag for, at der kan opføres et Power-to-X-anlæg i området. Anlægget skal omdanne vedvarende energi til ammoniak til brug i landbruget og i skibsfart.

I den nordlige del af projektområdet ændres arealanvendelsen fra tekniske anlæg til erhvervsområde, hvor anvendelsen fastlægges til erhverv med særlige beliggenhedskrav.

Udpegningen af større sammenhængende landskaber berører projektområdet og den gældende arealudpegning til havneområde. Da intentionerne med landskabsudpegningen ikke vurderes at være forenelig med arealanvendelsen, ændres afgrænsningen af de større sammenhængende landskaber så udpegningen er i overensstemmelse med de faktiske forhold i landskabet. Ændringen skal herudover give mulighed for at projektområdet kan udnyttes til de projekterede erhvervsformål.

En mindre del af PtX-anlæggets komponenter er af en størrelse, som kan kræve optil en maksimal bebyggelseshøjde på 60 meter i en del af projektområdet ligesom der udformes en ny kvalitetsbestemmelse med tilhørende retningslinje og redegørelse til kommuneplanen, der skal muliggøre etableringen af en skorsten, der er højere end resten af anlægget. Der justeres herudover på rammeafgrænsninger af projektområdet mod vest og mod sydøst.

Kvalitetsbestemmelse:
Skorsten, antenne eller lignende teknisk installation
I området kan der etableres skorstene, antenner eller lignende tekniske installationer med en højde på op til 100 meter over terræn.

Retningslinje:
Skorsten, antenne eller lignende teknisk installation
Skorsten, antenne eller lignende teknisk installation skal udformes, så installationen fremstår som en del af den samlede bygningshelhed.

Skorsten, antenne eller lignende teknisk installation kan, efter en særskilt vurdering, etableres med højder, der overstiger den samlede bygningshelhed.

Skorsten, antenne eller lignende teknisk installation fremgår af kommuneplankortet.

Redegørelse:
Skorstene og antenner er eksempler på tekniske installationer, der er nødvendige for driften af en virksomhed, en bygningsmasse eller et områdes tekniske forsyning. Installationerne er ofte høje konstruktioner, der er højere end den bygningshelhed, som de er tilknyttet, og som dermed fremstår som meget synlige fra omgivelserne.

Når tekniske installationer som skorstene og antenner overstiger højden af den samlede bygningshelhed, som de er tilknyttet, kræver det en særskilt vurdering. Som et led i den særskilte vurdering vil der typisk blive stillet krav om visualiseringer. Visualiseringerne skal kunne påvise, at de tekniske installationer fremstår som en del af den samlede bygningshelhed, og at installationerne er søgt tilpasset nærliggende bygninger, omgivelser og landskab. Der kan efterfølgende blive stillet krav til placering, materialer, udformning og farver.

Arealets afgrænsning, omgivelser og rammer for lokalplanlægningen, fremgår af de følgende sider.

I overensstemmelse med Forslag til Ændring 2022.09 udarbejdes Forslag til Lokalplan nr. 11-030-0009.

Indkaldte idéer

I perioden 07-03-2023 til 21-03-2023 var forslaget i idehøring på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Her opfordrede byrådet borgerne til at komme med ideer til områdets anvendelse, dog kun for det område som ændres fra Teknisk anlæg til Erhvervsområde kommuneplanramme 11-030-110.

Særligt beskyttede arter og naturområder (natura 2000)

Bilag IV-arter er dyr og planter, der ifølge EF-habitatdirektivet kræver særlig beskyttelse. Natura 2000-områderne er et netværk af internationalt beskyttede naturområder i EU. Natura 2000 er en samlet betegnelse for habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og ramsar-områder. Kommuneplanændringen vurderes ikke at påvirke natura 2000-områder, bilag IV-arter eller deres yngle- og rasteområder jf. nedenstående redegørelse.

Natura 2000
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.

Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen/projektet kan skade et Natura 2000-område.
Hvis det ikke kan udelukkes, at en plan eller et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af virkningerne på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningerne for det pågældende område, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2.

Det nærmeste Natura 2000-område er nr. 89 'Vadehavet', som mod øst grænser op til planområdet og mod syd ligger i en afstand af ca. 100 meter fra planområdet. Planområdet indeholder således ikke Natura 2000-arealudpegning. Vadehavet er også udpeget, som UNESCO-verdensarvsområde og nationalt geologisk interesseområde.

På grund af nærheden og det konkrete udpegningsgrundlag er der udarbejdet en Natura 2000-væsentlighedsvurdering, og der er foretaget en konkret vurdering i den tilhørende miljørapport.
I Natura 2000 væsentlighedsvurderingen vurderes det, at ved gennemgang af potentielle påvirkninger for de enkelte naturtyper på udpegningsgrundlaget kan konkluderes, at ingen af naturtyperne vurderes at blive væsentlig påvirket og at projektet, som nærværende planforslag giver mulighed for, ikke er til hindring for opnåelse af gunstig bevaringsstatus for områderne eller vil føre til en påvirkning af Natura 2000-områdernes integritet.

Det vurderes også, at ingen af habitatarterne på udpegningsgrundlaget vil blive væsentligt påvirket, hvorfor planen ikke er til hindring for opnåelse af gunstig bevaringstilstand for nogle af disse arter.

Bilag IV-arter
Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.

Det er i forbindelse med feltbesigtigelse konstateret, at planområdet overlapper med flere områder, der potentielt kan være raste- eller yngleområde for arter opført på habitatdirektivets bilag IV. Besigtigelsen samt data fra eksisterende databaser har i den forbindelse vist, at der kan findes flere arter af flagermus i eller nær planområdet, mens der ikke findes bilag IV-padder inden for planområdet, dog er der registreret strandtudse ca. 2,1 km fra planområdet. Der er desuden gjort flere registreringer af fredede og/eller rødlistede arter i eller nær planområdet.
Forholdet er nærmere beskrevet og vurderet i miljørapporten, der fremlægges sammen med forslag til kommuneplanændringen.

Bygninger skal undersøges nærmere for flagermus inden nedrivning. Hvis træer med hulheder ønskes fældet, skal det ske i henhold til artsfredningsbekendtgørelsens bestemmelser. I forbindelse med flagermusundersøgelser af området i 2022 viste resultaterne, at planområdet ikke vurderes at fungere som yngle- eller rasteområder for flagermus.

På baggrund af Natura 2000 væsentlighedsvurderingens konklusioner, medfører planen ikke aktiviteter eller forhold, der vurderes at kunne indebære en beskadigelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter i deres naturlige udbredelsesområde eller påvirke den økologiske funktionalitet af områder for beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV.

Miljøvurdering

Kommuneplanændringen er screenet i henhold til miljøvurderingsloven og der er truffet afgørelse om at planforslaget skulle underkastes en miljøvurdering. Der er derfor udarbejdet en miljørapport som er fremlagt i offentlig høring i samme periode som planforslaget.

Vedtagelse af Ændringen

I forbindelse med den offentlige høring er Esbjerg Kommune blevet gjort opmærksom på et lavbundsareal, der ikke er forenelig med ønsket om at opføre PtX-anlæg i området.
Jævnfør Kommuneplan 2022-34 VA. 5 Lavbundsareal skal udpegede lavbundsarealer i kommunen, der potentielt er egnede som vådområder friholdes for arealudlæg, som kan forhindre, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes. Esbjerg Kommune har derfor fundet det nødvendigt omlægge udpegningen.
I området har det udpegede lavbundsareal et samlet areal på ca. 1,2 ha. Esbjerg Kommune vil derfor udlægge et tilsvarende areal i henhold til størrelse og kvalitet som lavbundsareal. Det nye lavbundsareal vil blive placeret i et område syd for Novrup og vises på nedenstående kortudsnit.


Ændringen er vedtaget endeligt med denne justering.

 

Hovedstrukturdel

På kommuneplanens farvede hovedstrukturkort ændres en del af et Teknisk anlæg til Erhvervsområde. En mindre justering i cirklen, ændre Grønt Danmarkskort til Erhvervsområde og omvendt. Derudover ændres den Planlagte zonegrænse, Virksomhedsstøjisolinjen samt Større sammenhængende landskab. Ændringerne er illustreret på kortet.

Rammedel

Af kortet kan ses at en del af enkeltområde 11-030-110 sammenlægges med enkeltområde 11-030-270. Derudover justeres rammeafgrænsningen i cirkelområdet, hvor et mindre areal overføres fra 11-030-110 til 11-030-100.

Følgende rammeområder bliver udlagt i ændringen, hvor anvendelsesbestemmelser og bindinger fremgår:

De nævnte bindinger i rammedelen kan ses på Esbjerg Kommunes WebKort.

PDF

Link