Baggrund

Ændringen vil give mulighed for justering af to retningslinjer i kommuneplanens hovedstruktur om bydelscentre og lokalcentre.

Redegørelse

Kommuneplanændringen omhandler en justering af to retningslinjer i kommuneplanens hovedstruktur. Det er retningslinjerne om bydelscentre og lokalcentre, der rummer disse to sætninger:

• "I et bydelscenter skal der sikres plads til mindst to udbydere af dagligvarer."
• "Et lokalcenter giver mulighed for flere dagligvarebutikker."

Grundet ændringer i detailhandelens butikskoncepter samt et ønske om at sikre plads til butikker i lokalcentre ændres sætningerne til:

•  "I et bydelscenter skal der sikres plads til mindst én udbyder af dagligvarer."
•  "I et lokalcenter skal der sikres plads til mindst én udbyder af dagligvarer."

Ændringen vil kunne medføre, at der etableres et antal nye bydelscentre. Det er i den forbindelse væsentligt at sikre, at to bydelscentre ikke deler det samme opland.

Ændringen medfører herudover justeringer af de to retningslinjers redegørelsestekster. De ændres fra:

Bydelscentrene skal, udover at varetage en god lokalforsyning med dagligvarer, også kunne tilbyde forbrugerne et standardiseret udbud af udvalgsvarer. Kravet om, at der skal være mindst to udbydere af dagligvarer i et bydelscenter, skal sikre kunderne udbud og variation i den lokale forsyning af dagligvarer.
//
Der ønskes så vidt muligt to dagligvarebutikker i et lokalcenter for at sikre lokalområdet en god lokal forsyning og et rimeligt udbud af dagligvarer. Et lokalcenter skal følgelig have en arealafgrænsning og en rummelighed, der giver plads til to dagligvarebutikker.

Til:
Bydelscentrene skal, udover at varetage en god lokal forsyning med dagligvarer, også kunne tilbyde borgerne et standardiseret udbud af udvalgsvarer. Den gode lokale forsyning med dagligvarer sikres med kravet om, at der skal være plads til mindst én udbyder af dagligvarer, i form af en discountbutik eller et supermarked, i et bydelscenter. Der kan herudover etableres andre og mindre typer af dagligvarebutikker. Et bydelscenters størrelse skal tilpasses størrelsen på den bydel, det skal betjene. I de tilfælde, hvor der er tale om en stor bydel, der betjenes af et enkelt større bydelscenter, ønskes der etableret mindst to udbydere af dagligvarer i form af discountbutikker eller supermarkeder, for at sikre borgerne udbud og variation i den lokale forsyning af dagligvarer.
//
For at sikre lokalområdet et rimeligt udbud af dagligvarer, skal lokalcentret have en arealafgrænsning og en rummelighed, der giver plads til mindst én dagligvarebutik i form af en discountbutik. Der kan herudover etableres andre og mindre typer af dagligvarebutikker.

Særligt beskyttede arter og naturområder (natura 2000)

Bilag IV-arter er dyr og planter, der ifølge EF-habitatdirektivet kræver særlig beskyttelse. Natura 2000-områderne er et netværk af internationalt beskyttede naturområder i EU. Natura 2000 er en samlet betegnelse for habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og ramsar-områder. Kommuneplanændringen vurderes ikke at påvirke natura 2000-områder, bilag IV-arter eller deres yngle- og rasteområder jf. nedenstående redegørelse.

Der er inden for de berørte centerområder ikke kendskab til nationalt beskyttede naturarealer og arter. Ændringen vurderes ikke at påvirke Natura 2000-områderne i Esbjerg Kommune og der vurderes ikke at ske væsentlig påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter.

Miljøvurdering

Der er truffet afgørelse om miljøvurderingspligt. Kommuneplanændringen skal ikke underkastes en miljøvurdering.

Vedtagelse af Ændringen

I forbindelse med den offentlige høring er der ikke kommet nogen bemærkninger.

Ændringen er vedtaget endeligt uden justeringer.

PDF

Link