Baggrund

Byrådet ønsker at ændre den planlagte anvendelse fra boligområde og grønt rekreativt område til jordbrugsområde. Det betyder, at den planlagte arealanvendelse kommer i overensstemmelse med den faktiske arealanvendelse og at det nuværende udtryk i området ønskes fastholdt.

Som det ses på kortet omfatter ændringen et område mellem Østre Strandvej og Østerbyvej i Tjæreborg.

Redegørelse

Kommuneplanændringen har til formål at ændre den planlagte anvendelse, så den stemmer overens med dem nuværende anvendelse.
Kommuneplanramme 12-010-170 er i dag udlagt til grønt rekreativt område i byzone. Det foreslås ændret til jordbrugsområde i landzone, for at fastholde områdets nuværende karakter, som en åben landskabskile, der strækker sig ind i Tjæreborg. Ændringen understøtter således områdets udpegning som værdifuldt landskab, større sammenhængende landskab, særligt værdifuldt landbrugsområde og særligt værdifuldt kulturmiljø. Kommuneplanændringen er ikke til hinder for, at der kan etableres stier eller lignende i området.

Kommuneplanramme 12-010-140 er udlagt som boligområde, men den sydligste del kan ikke bebygges, da området er vådt. Denne del foreslås derfor ligeledes ændret til jordbrugsområde i landzone. Det vil desuden bringe kommuneplanen i overensstemmelse med den gældende lokalplan for området. I lokalplanen anføres det, at det pågældende delområde ikke kan bebygges på grund af jordbundsforholdene og derfor skal tilbageføres til landzone.

Arealets afgrænsning, omgivelser og rammer for lokalplanlægningen, fremgår af de følgende sider.

Forslag til Ændring 2022.77 udarbejdes, så det stemmer overens med lokalplan nr. 400 fra 2001.

Indkaldte idéer

I perioden 10-01-2022 til 24-01-2022 var forslaget i idehøring på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Her opfordrede byrådet borgerne til at komme med ideer til områdets anvendelse.

Der er idefase indkommet to bemærkninger fra henholdsvis Miljøstyrelsen og en borger. Miljøstyrelsen bemærker, at planændringen ligger inden for udpegningen større sammenhængende landskaber samt at planforslaget skal indeholde en vurdering af, om planen kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Der er redegjort for påvirkningen af både landskab og beskyttede arter i nærværende forslag til kommuneplanændring.

Borgeren bemærker, at området skal fastholdes som et grønt område med mark og eng, men at det skal være uden brug af husdyrgødning.

Kommuneplanændringen skal netop sikre, at områdets karakter som åben landskabskile fastholdes. Det er ikke muligt direkte at regulere udbringningen af husdyrgødning med kommuneplanen. I henhold til bekendtgørelsen nr. 1551 af 02/07/2021 om anvendelse af gødning, må der dog ikke udbringes organisk gødning bortset fra ensilagesaft og restvand på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 m fra et byzoneområde.

Særligt beskyttede arter og naturområder (natura 2000)

Bilag IV-arter er dyr og planter, der ifølge EF-habitatdirektivet kræver særlig beskyttelse. Natura 2000-områderne er et netværk af internationalt beskyttede naturområder i EU. Natura 2000 er en samlet betegnelse for habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og ramsar-områder. Kommuneplanændringen vurderes ikke at påvirke natura 2000-områder, bilag IV-arter eller deres yngle- og rasteområder jf. nedenstående redegørelse.

Der er inden for planområdet ikke kendskab til national beskyttet naturarealer og arter. Planområdet ligger ca. 1000 m nærmeste Natura 2000-område. Grundet projektets karakter og afstanden vurderes der ikke at kunne ske påvirkninger af Natura 2000-området. Der vurderes ikke at ske væsentlig påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter ved den nuværende udformning af projektet.

Miljøvurdering

Kommuneplanændringen er screenet i henhold til miljøvurderingsloven og skal ikke underkastes en miljøvurdering.

Vedtagelse af Ændringen

I forbindelse med den offentlige høring er der kommet et enkelt høringssvar fra Ribe Stift. Stiftet har ikke nogen bemærkninger til kommuneplanændringen.
Ændringen er vedtaget endeligt uden justeringer.

Hovedstrukturdel

På kommuneplanens farvede hovedstrukturkort ændres Grønt rekreativt område og en del af et Blandet boligområde til Jordbrugsområde, samt den planlagte zonegrænse. Ændringerne er illustreret på kortet.

Rammedel

Af kortet kan ses at hele enkeltområde 12-010-170 samt en del af enkeltområde 12-010-140 udskilles og sammenlægges til nyt enkeltområde 12-030-350. Derudover udvides underområdet med en del af 12-010 til 12-030.

Følgende rammeområder bliver udlagt i ændringen, hvor anvendelsesbestemmelser og bindinger fremgår:

De nævnte bindinger i rammedelen kan ses på Esbjerg Kommunes WebKort.

PDF

Link

Følgende rammeområder bliver aflyst ved ændringens endelige vedtagelse:

12-010-140 - Østerby boligområde
12-010-170 - Grønt område ved Østerbyvej