Der skal være et bredt udbud af forskelligartede attraktive boligområder fordelt i hele kommunen.
Boligudbygningen skal knyttes til de eksisterende byområder og den etablerede serviceforsyning, skoler og kollektiv trafik.
I byerne skal flere og bedre centralt beliggende boliger understøtte levende bycentre, mens det i landsbyerne skal være det overskuelige samfund og nærheden til de åbne landskaber, der skal være det bærende.
Højhuse kan etableres i udvalgte byområder for at styrke og fortætte bymidten. Placeringen og udformningen af højhuse skal dog ske på en måde, der minimerer nabogener.
I forbindelse med nye boligområder, skal der skabes en grøn struktur med grønne områder og forbindelser.
Esbjerg Kommune værdsætter kulturel mangfoldighed, og sikrer, at den øgede tilflytning bidrager til en alsidig befolkningssammensætning i hele kommunen.
Hver bydel skal rumme blandede boformer blandt andet med henblik på at fremme integration og social balance.
Der skal arbejdes med kvalitet i boligområderne og bæredygtige principper skal være en del af grundlaget.