Planlægning et resumé

Et centerområde er stedet, hvor butikker og byliv er samlet. Planlægning for centerområder skal sikre, at butikkerne fastholdes centralt og ikke placeres i bolig- og erhvervsområder, hvor grundene er billigere, men hvor det liv, som en butik skaber, kan være til gene og i øvrigt ikke bidrager til livet i byens midte.

Bymidten er ansigtet udadtil og huskes som det, der adskiller byen fra andre byer. Esbjerg Kommune arbejder derfor for at skabe levende bymidter med tilbud om nye oplevelser og aktiviteter. Butikkerne udgør rygraden i denne indsats. Målsætningen er er at fastholde og understøtte koncentrerede bymidter, hvor mest muligt er samlet i overskuelige byrum indenfor gåafstand. I Ribe har det af samme grund været nødvendigt, at arbejde med to typer bymidter – den oplandsorienterede del af bymidten med store butikker og den turistorienterede bymidte, hvor der kun ønskes små butikker. I Esbjerg arbejdes der på samme måde med tre typer af bymidter; hovedcenter, havnecenter og serviceområder. 

Esbjerg by består som udbudspunkt af en bymidte og af et aflastningscenter i Esbjerg Nord. Aflastningscentret er indrettet til store udvalgsvarebutikker med en stor bygningsvolumen og store parkeringspladser. Den type butikker er vanskelige at passe ind i bymidten og bidrager ikke til bylivet som eksempelvis en stribe mindre specialforretninger ville gøre. Aflastningscentret aflaster således bymidten for de helt store butikker.  

Udover bymidter findes lokal- og bydelscentre som skal sikre en god lokal forsyning af daglig- og udvalgsvarer. Esbjerg Kommune prioriterer generelt bymidter frem for bydels- og lokalcentre. I Esbjerg by medfører det, at der ikke må placeres så store butikker i bydelscentrene som i bymidten. I Kommuneplan 2018-2030 er der på baggrund af statslige krav sket en koncentration af Esbjerg bys centerstruktur i færre bydelscentre og flere – også nye – lokalcentre.