Det åbne land er en knap ressource, der skal tages vare på. For at sikre det åbne land, ønsker Esbjerg Kommune, at nye boliger placeres indenfor de afgrænsede landsbyer. Samtidig arbejder Esbjerg Kommune for, at landbrugsbyggeri og anlæg af samfundsmæssig interesse, som antennemaster, infrastrukturanlæg med mere, bliver indpasset på bedst mulig måde i landskabet.

Der lægges vægt på, at det åbne land skal have en veldefineret grænse ind mod byer og landsbyer, for på den måde at bevare det eksisterende landskab. Alt afhængig af placeringen kan grænsen mellem by og land f.eks. være en grøn randzone, eller et tydeligt ophør af bebyggelse.

Det åbne land

Afgrænset landsby

Veldefineret byrand

I og mellem byer kan der findes landskabskiler med åbent land. Disse landskabskiler nyder samme beskyttelsesgrad som det åbne land i forhold til friholdelse for byggeri og anlæg. Landskabskiler sikrer:

• at der kan skabes attraktive rammer for rekreation.
• at der fortsat opleves en forskel mellem by og land.
• at byens placering i landskabet fortsat opleves.

Ved etablering af landskabskiler skal der tages hensyn til eksisterende bygninger og disses funktion.

Kig og sigtelinjer ind mod kirker og andre særligt bevaringsværdige enkeltbygninger skal friholdes for forstyrrende elementer såsom byggeri, master, antenner, vindmøller, gylletanke og andre tekniske installationer. Det er således væsentligt, at vigtige sigtelinjer langs hovedfærdselsårene friholdes og at indsigten til kirkerne bevares.

Landskabets friholdelse for enkeltstående, uhensigtsmæssigt placerede og overflødige bygninger gælder ikke blot i de værdifulde og uforstyrrede landskaber, men i hele kommunen. Dette sker for at kunne fastholde det åbne land som en attraktion, og for at landskabet kan fremstå som et aktivt landbrugs- og naturlandskab.

Ved uhensigtsmæssigt placeret bebyggelse forstås bygninger, som med deres størrelse eller udtryk ikke passer ind i den eksisterende bebyggelsesstruktur eller som skæmmer det omkringliggende landskab.

Ved anmeldelse til kommunen kan overflødige bygninger i landzone genanvendes til f.eks. lager og mindre håndværkervirksomheder. Det vil sige, anvendelser der kan rummes indenfor den eksisterende bygningsmasse, jævnfør planlovens bestemmelser.

Placering af master, antenner og andre tekniske installationer i det åbne land forudsætter blandt andet en landskabelig vurdering, der kan sikre, at opsætningen er forenelig med det åbne lands interesser, samt kan sikre bevarelsen og udviklingen af de nuværende landskaber.

Det skal sikres, at anlæggene ikke placeres, hvor de kan påvirke væsentlige landskabelige, naturmæssige eller kulturhistoriske værdier negativt.

For at undgå langtrækkende negative konsekvenser for landskabet skal det sikres, at tekniske anlæg tilpasses landskabet ved placering, materiale /farvevalg, beplantning samt belysning. Der stilles særlige krav om, at der via en landskabelig vurdering sikres en landskabsmæssig tilpasning af nyanlæg i udpegede landskaber og i kystnærhedszonen, fordi disse landskaber er særligt sårbare overfor forstyrrende indgreb. Udpegede landskaber er værdifulde landskaber, større uforstyrrede landskaber og sammenhængende landskaber.

Lysforurening af det åbne land er et stort potentielt problem, da det netop er i det åbne land, at det skal være muligt at opleve mørke.

For at sikre tilpasning af byggeri og anlæg til landskabet kan der i visse tilfælde stilles krav vedrørende arkitektur, materiale/farvevalg, skærmende/slørende beplantning, belysning med videre ved opførelse af nye bygninger og anlæg.

Manglende Farvetilpasning

Saneringsmoden lade

Antennemast

Vellykket farvetilpasning

Visse anlæg er svære at justere på i forhold til størrelse, farve og øvrig udformning. Det gælder f.eks. gylletanke, antennemaster og vindmøller. Her er det særligt vigtig, at anlægget placeres rigtigt i landskabet for at undgå langtrækkende negative konsekvenser.

Ved nybyggeri på landbrugsejendomme henstilles der til, at der udarbejdes en udviklingsstrategi for den enkelte ejendom, for derved at sikre udviklingsmulighederne også på sigt. Dette sker bedst i et samarbejde mellem kommunen, landmanden og hans konsulent.

Kompakt landbrugsbyggeri

Afskærmende beplantning langs velbeliggende gylletank

Fladt landbrugsbyggeri, mangler mørkt tag

En vellykket tilpasning til landskabet vil ofte indebære mørke tage på bygninger og en forholdsvis samlet bygningsmasse. Endvidere bør der ved nybyggeri tages højde for ejendommens og landskabets struktur. Dette vil gøre, at byggeriet og anlægget ikke virker dominerende i landskabet.

Maksimumsgrænsen på hushøjden i det åbne land skal medvirke til, at husene bevarer deres lokale præg og sammenhæng til de øvrige huse i området. Hvis etableringen af boligen sker som en tilbygning, renovering eller flytning af et stuehus, kan der i visse tilfælde blive stillet krav om tilpasning til landskab eller landsby. Det kan f.eks. være et krav om ikkereflekterende tagmateriale.

Lokalbyer er bysamfund i det åbne land, hvor der kan ske en funktionsopdeling. Det vil sige, at der i lokalbyen er områder, der kan udpeges til center-, bolig-, erhvervs-, eller offentligt område.

Funktionsopdelingen er hensigtsmæssig af administrative årsager, da den gør det muligt at lokalplanlægge byudviklingen og herigennem give områderne byzonestatus. Funktionsopdelingen giver også mulighed for at adskille miljøfølsomme og miljøtunge funktioner f.eks. en børnehave og en smed. Ligeledes giver lokalbyernes byzonestatus mulighed for at bygge tættere og højere end det er muligt i landzonen i det åbne land. Det er også lettere at udvide en allerede eksisterende virksomhed, når den ligger i et erhvervsområde i byzone, da der er langt større frihed i lokalplanlagte erhvervsområder end der er i landzone.

Lokalbyerne i Esbjerg Kommune udgøres af:

Andrup, Bryndum, Damhus, Egebæk-Hviding, Endrup, Farup Kirkeby, Gredstedbro, Grimstrup, Guldager Kirkeby, Guldager Stationsby, Gørding, Hostrup, Hunderup, Jernvedlund, Lustrup, Mandø by, Roager, Skads, Store Darum, Tarp, Tjæreborg, Vejrup, Vester Nebel, Vester Vedsted, Vilslev og Øster Vedsted.

Der vil kun kunne udlægges arealer til større udbygninger af landsbyer og lokalbyer, når der forekommer en særlig begrundelse herfor. Kommunen skal samtidig sandsynliggøre, at udbygningen ikke vil være i strid med de planlægningsprincipper, der i øvrigt bruges til placering af boligudbygningsområder, ligesom forhold omkring den kommunale service forsyning, infrastruktur med mere inddrages i vurderingen.

Af hensyn til støjgener og trafikafvikling skal virksomheder søges placeret langs primære veje i landsbyer og lokalbyer. Der kan tillades erhverv i miljøklasse 1-3 langs de primære veje udenfor egentlige erhvervsområder. De primære veje fremgår af kommuneplankortet.

Bygninger, der indgår i den eksisterende bystruktur, men som mister deres oprindelige funktion kan med fordel genbruges til andre formål. Derved opretholdes bystrukturen og det undgås, at bygningen forfalder eller erstattes af nybyggeri, der ikke på samme måde vil udgøre en del af lokalsamfundets historie. Overflødiggjorte bygninger udgør herudover en ressource, der kan medvirke til at skabe udvikling i et lokalsamfund.

For at fastholde og underbygge landsbyernes særpræg og afgrænsning ud mod det omgivende landskab, er det vigtigt, at der ikke sker udlæg af enkeltparceller eller grupper af parceller, der vil ødelægge den oprindelige bystruktur og sammenhængen mellem landskabet og landsbyen.

Eksempel på struktur i henholdsvis vejlandsby og fortelandsby

I forhold til at få klassificeret landsbytypen og dens oprindelige bystruktur er sektorplanen Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune et godt redskab. Sektorplanen indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt kulturmiljø i kommunen. I registreringsskemaerne tages der stilling til, hvilken type kulturmiljø, der er tale om, ligesom strukturerne f.eks. i forhold til vej og byrum beskrives. Sektorplanen kan tilgås fra Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Esbjerg Kommune er inddelt i 30 hovedområder. Inddelingerne følger som udgangspunkt de gamle sognegrænser. Nogle af grænserne er dog justerede i forhold til, hvilke områder der har en fælles identitet og sammenhæng i dag. Hovedområderne er inddelt i underområder. Disse inddelinger er igen baseret på historiske træk og sammenhænge, byens struktur, byggestilen i området og lignende. Underområderne betragtes i kommuneplansammenhæng også som lokalområder og beskrives som sådanne i de lokalområdebeskrivelser, der knytter sig til rammedelen.

Rammedelen i Esbjerg Kommunes kommuneplan er opbygget som en matrix, hvor teksterne er renset for stedsbetegnelser og andre karakteristika for herved at opnå at kunne benytte de samme tekster i alle relevante rammer uden at skulle rette dem til. Når der er behov for en lokal tilretning af de generelt formulerede bindings- og bestemmelsestekster arbejdes der med flere lag udvidede anvendelser.

I forhold til forvaltningens arbejde med eksempelvis lokalplanlægning eller byggesagsbehandling kan det ud fra rammedelens tekstunivers være vanskeligt at danne sig et samlet indtryk af lokalområdet f.eks. i forhold til områdets historie, stedets ånd, de grønne områder, bevaringsværdige sammenhænge og infrastrukturen. Lokalområdebeskrivelserne samler disse overordnede træk for alle byer, bydele og større bysamfund i Esbjerg Kommune og giver dermed et bedre grundlag for den detaljerede planlægning af byens fysiske rum.

Ved udarbejdelsen af lokalområdebeskrivelserne sker der en fotoregistrering af stilarter, byrum, grønninger eller andet der er karakteristisk for lokalområdet. Teksterne udarbejdes ud fra historisk arkivmateriale, kulturmiljøbeskrivelser fra Esbjerg Kommunes sektorplan Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune samt Esbjerg Kommunes landsby- og mellembyplaner.

Landsby- og mellembyplanerne er udviklet i tæt samarbejde mellem lokalråd, kommunale planlæggere samt eksterne konsulentvirksomheder som idékataloger, der kan danne baggrund for en videre fysisk og æstetisk planlægning og udvikling af landsbyer og mellembyer.

Rygraden i Esbjerg Kommunes arbejde med lokalsamfund i kommunen har siden 2007 været 20 lokalråd, hvis politiske talerør de senere år har været fællesråd, hvor flere lokalråd er repræsenterede.

Med Esbjerg Kommunes Landdistriktspolitik og Politik for øget borgerinvolvering og samskabelse forventes der en opblødning af systemet med lokalråd med fokus på en højere grad af borgerinddragelse, hvor der også budgetmæssigt lægges op til mere selvstyring lokalt. En højere grad af lokalt initiativ sætter store krav til formidling og dialog om de planlægningsmæssige rammer, hvor indenfor disse initiativer kan udfolde sig.