De grønne områder i Esbjerg Kommune rummer de grønne rekreative områder, kolonihaverne og det grønne danmarkskort. Samlet set spiller de grønne områder en væsentlig rolle i forhold til skabelse af attraktive bosætningsmuligheder, rekreation, sundhed, landskab og mere natur.
De grønne rekreative områder skal, så vidt muligt, bevares, udbygges og transformeres så de er tidssvarende. Gennem hensigtsmæssigt planlagte grønne rekreative områder og grønne enkeltelementer opnås arkitektoniske helheder og differentierede bybilleder, hvori der inviteres til ophold, fordybelse og fysisk aktivitet.
De grønne områder skal tænkes ind i forhold til klimaforandringer og bæredygtig planlægning. Det vil sige, at de grønne kiler i Esbjerg by eksempelvis inddrages i planlægningen for afledning og forsinkelse af regnvand. Ved nyplantning af træer skal der sikres så gode forhold for træerne, at de får en reel klimaforbedrende effekt.
Kolonihaverne indgår som en del af kommunens grønne områder, og er samtidig en del af den danske kulturarv. Det er derfor vigtigt, at kolonihaverne bevares ved de større byer.
Det grønne danmarkskort skal synliggøre, beskytte og fremme naturområderne og de økologiske forbindelser mellem områderne. Endvidere skal de sikre sammenhængen med naturområder i nabokommunerne. Naturplejen skal målrettes arealer indenfor grønt danmarkskort og der skal arbejdes for en bedre offentlig adgang til naturen.