Generelle forhold
OF. 1 Offentlige områder
Offentlige områder skal anvendes til offentlige institutioner og anlæg.
Områderne skal planlægges i byzone.
I offentlige områder kan der placeres anlæg og institutioner af almennyttig karakter. Det vil sige,
Uddannelsesinstitutioner som:
- skoletilbud.
- gymnasier.
- anden videregående uddannelsessteder.
Sundheds- og omsorgsinstitutioner som:
- sygehus.
- sundhedsinstitutioner og -huse.
- større lægeklinikker.
- plejecenter.
- ældreboliger.
Sociale institutioner som:
- dagtilbud.
- institutioner for børn og unge.
- døgntilbud.
- sociale institutioner for voksne.
- botilbud.
Kulturelle institutioner som:
- teater.
- museum.
- bibliotek.
- anden kulturel institution.
Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, kan et område i kommuneplanens rammedel helt eller delvist forbeholdes, reserveres eller på anden måde sikres til et bestemt formål.
Der kan i offentlige områder placeres private serviceerhverv i det omfang den enkelte virksomheds tjenesteydelser er målrettet direkte til brugerne af det offentlige tilbud i området.
OF. 2 Tilstrækkelige arealer
Der skal udlægges tilstrækkelige arealer til offentlige institutioner og anlæg.
Det er vigtigt, at der i kommuneplanen er udlagt tilstrækkelige arealer til alle funktioner i byen – herunder områder til offentlige anlæg. Områder til offentlige institutioner og anlæg har anvendelsesmæssigt en stor spændvidde og supplerer på den måde byernes center- og boligområder med de offentlige tilbud som borgerne forventer at finde i bymæssige områder. Tilstrækkelige arealer til offentlige institutioner og anlæg sikrer herudover, at byen til stadighed har mulighed for udvikling.
Et tilstrækkeligt areal er defineret af den eller de reservationer, som findes i det enkelte område. Reservationernes arealbehov defineres i sektorplanlægningen.
OF. 3 Opholdsarealer til offentlige institutioner
I tilknytning til offentlige institutioner skal der sikres tilstrækkelige, anvendelige og velbeliggende opholdsarealer. Udformningen skal være direkte målrettet til den pågældende brugergruppe.
Opholdsarealer, til offentlige institutioner, skal som udgangspunkt have en anvendelig størrelse og være velbeliggende i forhold til både institution og omgivelser.
Med velbeliggende opholdsareal menes, at der skal være adgang direkte fra til institutionen til opholdsarealet, og at en del af opholdsarealet skal være solbeskinnet.
Med anvendelig menes, at opholdsarealet skal kunne bruges til de formål der er brug for i tilknytning til den enkelte institution. Som eksempel kan det ved en børnehave eller skole være en legeplads, ved et ældrecenter en dufthave.
Opholdsarealer kan være hævede gårdarealer, altaner eller tagterasser som er egnede til ophold. Opholdsarealer og adgangen til disse skal indrettes således, at de kan benyttes af personer med fysisk handicap.
For yderligere at sikre anvendelige og velbeliggende opholdsarealer til skoler og børneinstitutioner er der i kommuneplanens rammedel indarbejdet bestemmelser for opholdsarealer.
Opholdsarealer kan ikke udgøres af adgangsarealer, parkeringspladser samt de til parkeringspladsens nødvendige manøvrearealer.
OF. 4 Bæredygtigt byggeri
Ved nybyggeri og renovering af offentlige bygninger skal energibesparende foranstaltninger, miljørigtige materialer og bæredygtige tiltag søges fremmet.
Ved at træffe mere bæredygtige valg, når der skal bygges nyt eller renoveres, skabes en by og en verden, der bliver sundere og bedre at opholde sig i. Ved at lave energibesparende foranstaltninger nedsættes energiforbruget og dermed forureningen ved el- og varmeproduktionen, og ved at vælge miljørigtige materialer, f.eks. materialer, der har en lang levetid og er af uudtømmelige art, sikres at der også er ressourcer til fremtidige generationer.
Placering og udlæg af offentlige anlæg
OF. 5 Placering af institutioner og anlæg
Institutioner og anlæg skal som udgangspunkt placeres i offentlige områder.
Institutioner og anlæg kan alternativt placeres i centerområder, og boligorienterede institutioner kan placeres i boligområder.
Institutioner og anlæg skal, som udgangspunkt, placeres i offentlige områder til institutioner og anlæg. Institutioner og anlæg, der i størrelse og funktion kan indpasses, kan placeres i et centerområde.
Boligorienterede institutioner kan alternativt placeres i boligområder. Boligorienterede institutioner er eksempelvis en mindre børnehave eller et mindre botilbud, der vil indgå naturligt i et boligområde.
En række større (over 2.500 m2) offentlige anlæg og institutioner skal placeres i områder til tekniske anlæg.
I boligområder skal institutioner placeres således, at trafik og støj ikke er til gene for beboerne i området.
Placering af institution i boligområder
Ved opførelse af institutioner i boligområder skal disse placeres i forbindelse med overordnede veje i området således, at unødig trafik gennem området undgås, og boligområdet ikke påvirkes af støj fra trafikken eller fra støj hidrørende fra institutionen.
OF. 7 Indpasning i lokalområdet
Ved opførelse af offentlige institutioner og anlæg skal der sikres det bedst mulige samspil mellem byggeri, anlæg og omgivelser.
Der skal gennem sektorplanlægning og lokalplanlægning sikres samspil mellem funktion og æstetik i offentligt byggeri og anlæg. Der skal være det bedst mulige samspil mellem bygninger, veje og pladser. Bygninger og anlæg skal være tilpasset stedet.
OF. 8 Nyudlæg ved byzone
Nye arealer til offentlige institutioner og anlæg må kun udlægges i forbindelse med eksisterende byzone ved Esbjerg, Bramming og Ribe og ved lokalbyerne.
Institutioner og anlæg ønskes placeret bynært, da institutioner og anlæg er funktioner, der er tilknyttet byen og som derfor skal være let tilgængelige for borgerne. Samtidig er der ofte et stort samarbejde mellem forskellige institutioner, eksempelvis en skole og et større idrætsanlæg, og det er derfor ønskeligt at institutioner og anlæg placeres i tæt forbindelse til allerede eksisterende institutioner og anlæg.