Fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger kategoriseres efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). SAVE-metoden er grundlaget for FBB, som er Slots- og Kulturstyrelsens database med oplysninger om Fredede og Bevaringsværdige Bygninger. Mere end 400.000 bygninger er allerede vurderet efter SAVE-metoden og registreret i FBB. Lokalt optræder SAVE-registreringerne i bydels- og kommuneatlasser. SAVE-kategoriseringerne skabes ud fra fem kriterier:

• Arkitektonisk værdi.
• Kulturhistorisk værdi.
• Miljømæssig værdi.
• Bygningernes originalitet.
• Bygningernes tilstand.

For hvert af de fem vurderingsparametre gives en karakter på en skala, der går fra 1 til 9 med 1 som den højeste værdi:

• 1-3 = høj bevaringsværdi.
• 4 – 6 = middel bevaringsværdi.
• 7 – 9 = lav bevaringsværdi.

På rammedelskortet vises bygninger i SAVE-kategorierne 1-5.

Data fra Kommuneatlas for Esbjerg og Ribe samt registreringer fra Bevaringsfonden for Bramming Kommune har været udgangspunktet for den nuværende udpegning af bevaringsværdige og fredede bygninger på kommuneplanens hovedstrukturkort. I Kommuneatlasserne er der kun foretaget SAVE-registreringer af huse fra tiden før 1940. Registreringerne i Bramming er af huse fra både før og efter 1940. Størstedelen af de registrerede bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune er fra før 1940. Det lille antal af registrerede nyere bevaringsværdige bygninger er dog i langsom stigning. Der sker eksempelvis genvurderinger og SAVE-registreringer i forbindelse med lokalplanlægning.

Bevaringsindsats
Bevaringsindsatsen i forhold til bevaringsværdige og fredede bygninger sikres dels ved at bygningerne indgår i kommuneplanens rammedel og dels ved lokalplanlægning. Ved udpegning af de bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen sikres det, at der iværksættes en høring i tilfælde, hvor der ansøges om tilladelse til nedrivning af en konkret ejendom. Nedrivning skal ske i henhold til Bygningsfredningslovens § 17 og § 18.

Efter §§ 17 og 18 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer gælder følgende for bygninger, der er optaget som bevaringsværdige i kommuneplanen (og som ikke i en lokalplan, en byplanvedtægt eller i bevaringsdeklarationen i Ribe er omfattet af et forbud mod nedrivning):

• Bygningen må ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort, og byrådet har meddelt ejeren, at det ikke efter planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.
• Byrådet foretager inden udløbet af de, efter lovgivningen gældende frister, offentlig bekendtgørelse af nedrivningsanmeldelsen med en frist på mindst fire og højst seks uger for fremsættelse af indsigelser med videre.
• Samtidig med offentliggørelsen skal byrådet underrette ejerne samt de i lovens § 6, stk. 1 nævnte personer foreninger med flere og herunder oplyse om fristen for indsigelser med videre.
• Senest to uger efter fristens udløb meddeler byrådet ejeren, om der nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14. Hvis byrådet beslutter, at det ikke vil nedlægge forbud, foretager byrådet offentlig bekendtgørelse om sin beslutning.

Hvis kommunen beslutter at nedlægge § 14-forbud mod nedrivningen, indebærer det, at den er indstillet på at udarbejde et forslag til lokalplan med bestemmelser om bevaring af den pågældende bebyggelse. § 14-forbuddet har en midlertidig retsvirkning på højst et år, hvor den eller de bygninger, der er omfattet af forbuddet, ikke må rives ned eller bygges om. Ved den offentlige bekendtgørelse af lokalplanforslaget erstattes forbuddets midlertidige retsvirkninger af lokalplanforslagets retsvirkninger.

I Ribes middelalderlige bykerne gælder en bevaringsdeklaration af 16. april 1963 (med titlen: Bygningsvedtægt) som er blevet udvidet med lokalplan nr. 01.07 fra 1989. Bevaringsdeklarationen fastlægger, at ejendommenes ydre fremtræden ikke må ændres uden forudgående tilladelse fra byrådet. Den første del af Bygningsvedtægtens § 22 lyder som følger:

• Stk. 1: Byrådet kan gøre en byggetilladelse afhængig af, at bebyggelsen i sine væsentlige træk får en sådan ydre udformning og fremtræden, at der i forbindelse med den øvrige bebyggelse på stedet kan opnås en god helhedsvirkning.
• Stk. 2: Byrådet kan i byggetilladelsen stille de krav, der er nødvendige for, at bebyggelsen såvel som hegning, skiltning med videre kan fremtræde på en i forhold til dens omgivelser og til den øvrige bebyggelse på stedet rimelig og forsvarlig måde.
• Stk. 3: Når de i stk. 1 og 2 nævnte hensyn eller arkitektoniske hensyn i øvrigt kræver det, kan byrådet forlange, at en bebyggelses ydre fremtræden bevares i samme skikkelse, i hvilken den forefindes, således at ændringer af disse forhold kun må udføres med byrådets forudgående godkendelse.

Bevaringsdeklarationen gælder hele matrikler og dermed alle former for bygningsværker på matriklerne, hvilket vil sige, at de udover hovedhuset også gælder udhuse, mure og lignende. Der må som følge af dette ikke nedrives eller foretages ændringer i Ribes middelalderlige bykerne uden kommunens godkendelse. Bevaringsdeklarationen er en arealudpegning som bl.a. omfatter punktudpegningen af de bevaringsværdige og fredede bygninger i Ribe. Bevaringsdeklarationen indarbejdes som en binding i hovedstrukturen og optræder følgelig som rammedelstekst i alle de berørte enkeltområder.

Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Et kulturmiljø rummer en bærende kulturhistorisk fortælling som udgøres af en bebygget struktur. Et kulturmiljø kan ligge i by, forstad, stationsby, landsby eller være bygningsmæssige sammenhænge med tilknytning til kulturhistoriske spor i det åbne land.

Esbjerg Kommune har i samarbejde med Sydvestjyske Museer og Slots- og Kulturstyrelsen udarbejdet en metode med det specifikke formål at kunne foretage en fagligt velfunderet afgrænsning af kulturmiljøerne til kommuneplanen. De mange data, som er indsamlet i den forbindelse præsenteres i sektorplanen: Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune.

Sektorplanen indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt kulturmiljø. I registreringsskemaerne gøres der rede for kulturmiljøets bærende bevaringsværdier og sårbarheder, ligesom der er fastlagt en vurdering og prioritering af kulturmiljøets værdi sammenlignet med andre lignende kulturmiljøer. I visse tilfælde indeholder registreringsskemaerne herudover anbefalinger til, hvordan kulturmiljøet kan bevares og udvikles bedst muligt.

I sektorplanen benyttes begreberne særligt værdifuldt kulturmiljø (SVK) og kulturmiljøkernen (KK). Kulturmiljøkernen er den bebyggede struktur eller fortælling, der indeholder kulturmiljøets DNA. I bysamfund i det åbne land, kan kernen også indeholde ubebyggede grønninger, der har stor betydning for kulturmiljøkernens fortælling. Det er kernen, der definerer omgivelserne og afgrænsningen af det særligt værdifulde kulturmiljø. Det særligt værdifulde kulturmiljø kan således defineres som kernens omgivelser f.eks. i form af ejerlav, landskab eller grundlag for den bebyggelse, der ligger i kernen. I kommuneplanen fremtræder kulturmiljøet som en samlet fladeudpegning indeholdende både kulturmiljøkerne og det særligt værdifulde kulturmiljø.

Der er i kommuneplanens rammedel fastlagt en binding i form af kulturmiljø. Bindingen følger den fagligt fastsatte afgrænsning af kulturmiljøet og dermed ikke nødvendigvis afgrænsningen af rammeområderne.

I rammedelen er udpeget afgrænsede områder i Ribe, Esbjerg og Bramming, hvor der ønskes en særlig opmærksomhed på at sikre byggeskik og bebyggelsesforhold. I disse afgrænsede områder ønskes helheden fastholdt. Det vil sige, at nye huse eller ombygninger skal tilpasses den lokale byggeskik i henhold til bygningernes proportioner og materialer. I forhold til nybyggeri er det væsentligt at byggearbejder søges udført i et omfang, der bidrager til bevaring og understøttelse af områdernes kulturhistoriske værdi.

Ribe

Det bevaringsværdige Ribe består i hovedtræk af to områder:

• Den middelalderlige bykerne med dets mange fredede og bevaringsværdige bygninger, der sikres som bevaringsværdig helhed.
• Villabebyggelser og landskabstræk omkring åsystemet, der optages som bevaringsværdig helhed og respekteres som sådan i den videre planlægning.

Ribe Bykerne er sikret ved hjælp af bevaringsdeklaration, som understøttes af:

• Håndbog for bygningsdetaljer. Facader Ribe Bykerne. Eksempelsamling. Esbjerg Kommune. 2013.
• Gode råd om butiksfacader. Ribe. Vejledning om udformning af butiksfacader og skilte samt løst byinventar i Ribe bykerne. Udarbejdet af Ribe Kommunes Tekniske Forvaltning. 2001.
• Gode råd om gamle huse. Ribe. Vejledning om vedligeholdelse og istandsættelse af gamle huse i Ribe bykerne. Udarbejdet af Ribe Kommunes Tekniske Forvaltning. 1997.
  Bevaringsdeklarationen fastlægger og fastholder en høj bevaringsindsats i Ribe bykerne.

Esbjerg

Esbjerg indre by består i hovedtræk af fire områder:

• Dokhavnen, der er nationalt industriminde.
• Bykernen med butikker og hoteller udformet som tæt historicistisk bebyggelse omkring Kongensgade, Torvet og Banegården.
• Byhuse og villaer nord og vest for bykernen.
• Funkisetageejendomme langs Frodesgade, Jyllandsgade og området omkring Strandby Plads.

Bevaringsværdige bygninger i Esbjerg indre by er sikret gennem lokalplan nr. 204 – 1, med tilhørende vejledning.

Den nuværende bevaringsindsats skal fastholdes og respekteres i byens fortsatte udvikling, og samtidig skal der skabes en bedre sammenhæng mellem by og havn.

Bramming

Bramming bymidte består i hovedtræk af tre områder:

• Boligbebyggelse omkring Banegården (f.eks. Fengers Allé, Elmegade, Skolegade) med fine villaer i bedre byggeskik og med historicistiske træk.
• Midtbyens etageejendomme med stationsbypræg (f.eks. Nørregade, Storegade), der har mange paralleller til Esbjerg, dog i mindre format.
• Bykernen og villabebyggelserne bindes sammen af grønne områder til offentligt formål.

Brammings bykerne sikres gennem lokalplan 21-01-0001 samt gennem en vejledning vedrørende facade- og skilteadministration.

I Bramming skal bevaringsindsatsen styrkes og respekteres i forhold til byens fortsatte udvikling.

Bestemmelsen retter sig mod kulturmiljøer, hvor helheden er sårbar overfor ikke-tilpassede nybyggerier eller ombygninger. I disse kulturmiljøer kan by bebyggelse og ombygninger ske i det omfang, at byggeriet sker under hensyntagen til områdets kulturhistoriske værdi og bidrager til at bevare og genskabe denne kulturhistoriske værdi.

Ribe Domkirkeplads og gaderne i Ribe bymidte udgør en helhed, der skal fastholdes og forbedres. Ribes brolagte gader og stræder fornyes løbende med nye granitbelægninger. Arbejdet udføres med respekt for det oprindelige udseende og materialevalg. Skibbroen, slipperne og de grønne rum langs åerne i Ribe udgør værdifulde byrum og skal fastholdes som sådan.

I Esbjerg by fastholdes og forbedres en række af de byrum, som indgår i eller afgrænser centerfladen. Det vil sige, de mest centrale dele af Kongensgade, Torvegade, Skolegade, (herunder Esbjerg Torv), Kirkegade (med kirkegården og kirkepladsen omkring Vor Frelser Kirke), Smedegade, Havnegade, Englandsgade og Jernbanegade (med banegårdspladsen) er værdifulde byrum, der skal fastholdes og forbedres.

I Esbjerg er Torvegade, Skolegade og det meste af Kongensgade blevet fornyet med ny granitbelægning, belysning og inventar. For Esbjerg Indre by og området nord for Frodesgade er der udarbejdet en samlet plan til forskønnelse af gaderum med bl.a. flere træer. Planen anvendes ved reetablering efter afsluttede opgravninger.

Kulturarvsstyrelsen har udpeget Dokhavn, den ældste del af Esbjerg Havn, og det tilhørende fyrsystem til ét af Danmarks 25 nationale industriminder. Dokhavn er et vigtigt monument til forståelse af dansk industrikultur. Anlæggelsen af Dokhavn i årene 1868-1873 udgjorde grundlaget for Esbjerg by. Havnen og Indre by er udpeget som et dominerende træk ved Esbjerg i Esbjerg Kommuneatlas. Dokhavn, og de tilhørende kajarealer, er udpeget som bevaringsværdige.

Afgrænsning af Dokhavnen – udsnit af det samlede kulturmiljø: Esbjerg – Dokhavn og jernbane

På kortet er angivet de bygninger og anlæg, der henhører til Dokhavn og som ifølge rammedelens bestemmelser skal sikres.

Folkekirkens kirkebygninger og kirkeomgivelser er beskyttet af lovgivningen om Folkekirken.

Folkekirkerne er selvejende. Da kirkebygninger er undtaget fra bygningsfredningslovens bestemmelser, er de ikke fredede. Kirker bliver ikke fredet, så længe de anvendes som kirke, hvilket gælder uanset den enkelte bygnings alder.

Lovgivningen om folkekirken sikrer, at ændringer og istandsættelser af kirker, kirkeinventar, kapeller med videre skal godkendes af enten stiftsøvrigheden eller provstiudvalget, der til brug for sagsbehandlingen indhenter sagkyndige erklæringer fra blandt andet Nationalmuseet.

Menighedsrådene har blandt andet til opgave at administrere folkekirkens faste ejendom og skal i den forbindelse søge at forhindre, at kirkens og kirkegårdens nærmeste omgivelser bebygges eller bruges på skæmmende måde.

De 10 stifter i Danmark fungerer som decentrale statslige myndigheder, som efter aftale med Kirkeministeriet påser, at der i den offentlige planlægning tages tilstrækkeligt hensyn til kirkerne og deres omgivelser.

I Esbjerg Kommune har folkekirken 39 kirker, der alle fungerer som sognekirker.

De fleste kirker blev opført i den store kirkerejsningsperiode cirka 1100-1250. 12 kirker blev opført efter reformationen, og af disse er syv kirker i Esbjerg opført i perioden fra 1961 til 1992 med Hjerting Kirke som den nyeste.

Forsamlingsbygninger tilhørende andre trossamfund end folkekirken sikres ikke særskilt.

I Esbjerg Kommune findes følgende forsamlingsbygninger tilhørende andre trossamfund end folkekirken:

• Apostolsk Kirke.
• Syvendedags Adventist kirken i Esbjerg og i Ribe.
• Baptistkirken i Esbjerg.
• Den åndelige kirke i Esbjerg.
• Frelsens Hær.
• Jehovas Vidner i Esbjerg, Ribe og Bramming.
• Den Katolske Kirke i Danmark.
• Kirkecenter Livets Kilde.
• Esbjerg Metodistkirke.
• Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonerne).
• Pinsekirken.
• Islamisk Kulturforening.
• Somalisk Ungdoms- og Kulturforening.

Forsamlingsbygninger tilhørende andre trossamfund end folkekirken er beskyttet af den almindelige lovgivning om bygningsbevaring. Andre trossamfunds forsamlingsbygninger kan være markeret på rammedelskortet såfremt bygningerne har en bevaringsværdi, der er højere end 5 (SAVE).

De ældste kirker er typisk opført på et højt beliggende sted i forhold til det omgivende landskab, og kirkerne har derfor fra gammel tid været synlige fra lang afstand. Særligt kirkerne på landet, der ikke er blevet skjult af nyere, bymæssig bebyggelse, er fortsat synlige i landskabet og indgår som en del af landskabsoplevelsen. De nu nedlagte amter foretog en registrering af de områder, hvor kirken i særligt grad er synlig fra landskabet, de såkaldte kirkelandskaber eller kirkeområder. Mulighederne for byggeri med videre er i disse områder begrænset af hensyn til kirkerne.

Retningslinjen om kirkeomgivelser har afsæt i både kulturhistoriske og landskabelige hensyn. Begge dele er af betydning i forhold til at sikre, at kirkernes nærmeste omgivelser og oplevelsen af kirkerne fra det åbne land ikke forringes af nyt byggeri eller store anlæg.

Retningslinjen skal sikre en mere udstrakt beskyttelse af kirkernes omgivelser, så deres betydning som markante kulturmonumenter i landsbyer og det åbne land ikke udviskes.

De udpegede kirker med omgivelsesfredning omfatter de kirker, som af Ribe Amt blev udpeget med beskyttelseszoner. Beskyttelseszonerne er udpeget på baggrund af rapporten: Kirkeomgivelser. Registrering af kirkeomgivelser i Ribe Amt. Udgivet af Ribe Amt 2005. Dataark fra denne rapport, om hver enkelt af kirkerne i Esbjerg Kommune, er tilgængelige via Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Museerne og Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget fortidsminde kulturarealer eller såkaldte kulturarvsarealer. Disse arealer kan rumme værdifulde skjulte fortidsminder og kulturlevn. Udpegningerne er offentliggjort i den arkæologiske database Fund og Fortidsminder.

Kortlægningen af kulturarvsarealer skal hjælpe bygherrer og myndigheder, så de allerede i en tidlig fase kan se, om et areal har særlig arkæologisk betydning eller ej. Dermed har de mulighed for at placere byggeriet, så det ikke påvirker det arkæologisk følsomme område. Bygherren undgår dermed alvorlige forsinkelser i byggeriet og en eventuel større regning for eventuelle arkæologiske undersøgelser.

At et område tilsyneladende er fundtomt, må ikke opfattes som en garanti for, at der ikke er fortidsminder på stedet. Det kan kun fagfolkenes forundersøgelse afklare.

Museumsloven har som mål, at så mange bygherrer som muligt anlægger uden om arkæologiske værdier. Fortidsminde kulturarealer er ikke fredede.