Naturen i Esbjerg Kommune indeholder en rig variation af naturtyper og plantesamfund. En stor del af kommunens naturområder findes koncentreret som eng- og moseområder omkring en række store og små vandløb og som vidtstrakte strandenge ved Vadehavet.

Naturbeskyttelsesloven trådte i kraft den 1. juli 1992, og ifølge lovens § 3 er følgende naturtyper beskyttet mod tilstandsændringer: heder, moser, enge, overdrev og strandenge, der enkeltvis eller til sammen er større end 2500 m2. Beskyttelsen omfatter endvidere søer større end 100 m2, en række udpegede vandløb samt mindre moseområder i tilknytning til disse. De beskyttede naturområder kaldes også for § 3-natur.

Cirka 8 % af arealet i Esbjerg Kommune er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til mange andre dele af landet, er kommunen især rig på ferske enge, moser og strandenge.

I Esbjerg Kommune findes der 764 km § 3-beskyttede vandløb. Både private og offentlige vandløb er repræsenteret, spændende fra smalle grøfter til udløbet af de større åer i Vadehavet.

Hvis man ønsker at foretage aktiviteter i et naturområde, som ikke har været en del af den hidtidige drift, skal man søge om tilladelse eller dispensation fra kommunen. Der kan ofte gives dispensationer til aktiviteter såsom genoptagelse af græsning, oprensning af søer, rydning af tilgroede områder m.m., mens man normalt ikke kan forvente at få dispensation til eksempelvis at gøde, dræne eller pløje et område.

På kommunens hjemmeside kan man læse nærmere beskrivelser af de enkelte naturtyper, og om hvad man som lodsejer selv kan gøre for at pleje naturen.

Natura 2000-områder er et europæisk netværk af naturbeskyttelsesområder. Netværket omfatter habitat-, fuglebeskyttelses- og Ramsarområder, og kaldes også for internationale naturbeskyttelsesområder.

Habitat- og fuglebeskyttelsesområderne er udpeget på baggrund af EU's naturdirektiver – habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.

Habitatområder er områder, som indeholder naturtyper samt levesteder for dyr og planter, som er sjældne, truede eller særligt karakteristiske indenfor EU. Det er naturtyper som strandenge, vadeflader, vandløb, klitter samt særlige typer af enge og moser. Områderne er endvidere levesteder for dyr såsom odder, laks, snæbel og flere arter af lampretter. I Esbjerg Kommune er Vadehavet med Mandø samt dele af åerne og ådalene omkring Varde Å, Alslev Å, Sneum Å, Holsted Å, Kongeåen, Ribe Å og Tved Å udpeget til habitatområde.

Fuglebeskyttelsesområder er vigtige levesteder for en lang række truede fuglearter. Dette gælder fuglearter, som yngler i områderne, såsom klyde, sorthovedet måge og hedehøg. Det gælder også arter, som blot tager ophold i en periode i forbindelse med, at de er på træk, såsom bramgås, edderfugl og hjejle. I Esbjerg Kommune er Vadehavet med Mandø, dele af marsken samt området omkring Ribe Østerå udpeget til fuglebeskyttelsesområde.

Vadehavet er endvidere udpeget som Ramsarområde, da det er et vådområde af international betydning for især vandfugle. Området er udpeget på baggrund af Ramsar-konventionen, som Danmark ratificerede i 1977.

Lovgivningen udstikker faste rammer for den del af kommunens administration og planlægning, der kan berøre eller påvirke et natura 2000-område eller kan påvirke de strengt beskyttede arter, der er listet på habitatdirektivets bilag IV. Det gælder f.eks. planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer, kan påvirke et natura 2000-område væsentligt. Sådanne planforslag skal redegøre for forslagets virkninger på de naturtyper og arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det vurderes, at planen vil forringe forholdene i natura 2000-området, kan planen kun gennemføres, hvis der ligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og der ikke findes nogen alternativ løsning. Lovgivningen omfatter på samme måde tilladelser, dispensationer og godkendelser til ændringer, der kan forringe forholdende for de naturtyper og arter, som natura 2000-områderne er udpeget for at bevare.

Naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser består af alle natura 2000-områderne samt de dele af de generelt beskyttede naturområder, det vil sige, § 3-natur og fredninger, der ligger indenfor grønt danmarkskort. Områderne udgør kernen i det grønne danmarkskort, og det er derfor særligt vigtigt, at naturbeskyttelsen her prioriteres højt. Det er fra områderne med særligt værdifuld natur, at planter og dyr skal kunne sprede sig til nye levesteder i takt med, at netværket af naturområder udvikles.

For en række naturtyper indenfor den særligt værdifulde natur er der, i forbindelse med administration af husdyrgodkendelser, endvidere mulighed for, efter en konkret vurdering, at stille vilkår til den maksimale merdeposition af ammoniak.

Særligt værdifuld natur er en del af grønt danmarkskort.

De økologiske forbindelser skal sikre, at bestande af planter og dyr kan spredes i landskabet og udveksle tilstrækkeligt med individer og gener til at fastholde en sund udvikling. Samtidig skal forbindelserne gøre det muligt for plante- og dyrearter at komme til de nye levesteder, der skabes i landskabet. Det gælder eksempelvis nye vandhuller, vådområder, skovrejsning og læhegn.

De økologiske forbindelser udgør et overordnet og sammenhængende netværk med et meget stort indhold af beskyttede naturtyper og ekstensivt udnyttede arealer. De udpegede forbindelser rummer dog også arealer, hvor den nuværende anvendelse er for intensiv til at understøtte spredningsmuligheder for de planter og dyr, som forbindelsen er planlagt for. Kommunens planlægning og administration sigter på at styrke de økologiske forbindelsers funktionsdygtighed. Det kan ske ved ekstensivering af landbrugsdrift, naturgenopretning og etablering af trædesten for planter og dyr. Trædesten er øer af natur i landskabet, som muliggør spredning af planter og dyr.

Hvis der ved byggeri, anlæg eller ombygning af veje sker forringelse eller afskæring af en økologisk forbindelse, skal der stilles krav om tiltag, der sikrer hensynet til en mere sammenhængende natur eller der etableres faunapassager, hvor der er behov for dette.

De økologiske forbindelser er en del af grønt danmarkskort.

Udpegningen af potentielle naturområder består af områder, som har et potentiale for at kunne udvikle sig til natur. Der er ved udpegningen af den potentielle natur lagt særligt vægt på at sikre og forbedre netværket mellem beskyttede naturområder med særligt højt naturindhold. Der er typisk tale om lavbundsarealer, tidligere naturarealer eller arealer, som ligger tæt på eksisterende natur. En ekstensivering af arealerne kan skabe større naturområder eller fungere som spredningskorridor eller bufferzone mellem natur og anden arealudnyttelse.

Udpegningen af potentiel natur i et område medfører, at området f.eks. ikke må udlægges som nye arealer til byzoner eller sommerhusområder, større vejanlæg eller udlægges areal til deponeringsanlæg. Såfremt der etableres nye råstofgrave, skal efterbehandlingen ske med sigte på at forbedre levestederne for arter i området, ved eksempelvis at skabe lavvandede områder for vandfugle eller skabe mulighed for etablering af plantesamfund tilpasset næringsfattige naturtyper på skrænter og afgravede arealer.

Udpegningen skal primært sikre, at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de naturmæssige og landskabelige interesser. Udpegningen er ikke til hinder for, at ejendomme indenfor de pågældende områder fortsat kan drives landbrugsmæssigt, og at der kan opføres byggeri, der er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift. Hvis nye landbrugsbygninger ønskes placeret uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, skal det vurderes om placeringen vil være i strid med naturinteresserne.

Såfremt væsentlige indgreb i områder udlagt til potentiel natur ikke kan undgås, skal den påtænkte potentielle natur på anden vis søges realiseret gennem udlæg af nærliggende områder.

Potentiel natur er en del af grønt danmarkskort.

Hvor de økologiske forbindelser udgør nuværende, værdifulde spredningsveje mellem naturområder, omfatter de potentielle økologiske forbindelser netværkets øvrige områder, som overvejende udgøres af landbrugsarealer. Indenfor de potentielle økologiske forbindelser bør der ikke ske forringelser af forbindelserne mellem de eksisterende naturområder, og her kan der med fordel udvikles ny natur, der kan fremme bevægelsen af arter.

Udpegningen er ikke et udtryk for, at områderne over tid skal overgå til naturarealer, men det skal sikres naturarealer i området har en fornuftig indbyrdes afstand og størrelse, der kan opretholde et naturligt dyre- og planteliv.

De potentielle økologiske forbindelser er en del af grønt danmarkskort.

Vadehavsfredningen udmøntes i Bekendtgørelse om fredning og vildtreservat i Vadehavet (Vadehavsbekendtgørelsen), der administreres af Miljøstyrelsen.

Vadehavsbekendtgørelsen har til formål at fremme en bæredygtig forvaltning af Vadehavet og at sikre opfyldelse af Danmarks internationale forpligtigelser til bevarelse af Vadehavet som vådområde, naturområde og beskyttelsesområde for fugle og vilde dyr. Det er i den forbindelse vigtigt, at den naturlige dynamik i landskabsudviklingen ikke påvirkes unødigt. Der må derfor ikke foretages noget, der varigt ødelægger eller forandrer det naturlige miljø.

Som følge heraf skal beskyttelsen af områdets natur, økologi og miljø samt kulturhistoriske værdier til stadighed afvejes i forhold til områdets benyttelse til erhvervsmæssige og rekreative formål. Beskyttelsen skal herudover afvejes i forhold til infrastruktur og den lokale befolknings sikkerhed.

Nationalpark Vadehavet er udpeget af miljøministeren jævnfør lov om nationalparker, og formålet med nationalparken er fastlagt i Bekendtgørelse om Nationalpark Vadehavet. Nationalparkens formål er følgende:

• at bevare, styrke og udvikle naturen, dens mangfoldighed, sammenhæng og dynamik, især for de internationalt betydningsfulde lavvandede havområder, vadeflader, marskenge og øvrige kystnære naturarealer.
• at bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier i det unikke vadehavslandskab.
• at bevare og styrke nationalparkens kulturhistoriske værdier.
• at styrke mulighederne for særlige naturoplevelser, kulturhistoriske oplevelser og friluftsliv i vadehavslandskabet.
• at styrke forskning, undervisning, naturvejledning og formidling af vadehavslandskabets værdier.
• at understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne, og således at der fortsat kan drives og udvikles landbrug og fiskeri.
• at bidrage til en koordineret udvikling af det dansk-tysk-nederlandske vadehavsområde.

Bekendtgørelsen for Nationalpark Vadehavet indeholder 12 målsætninger som i Plan for Nationalpark Vadehavet 2013-18 er opdelt i en lang række indsatsområder for den første planperiode. Efter at store dele af nationalparken er blevet udpeget som UNESCO verdensarv, er Nationalpark-planen blevet fulgt op af en strategi; Nationalpark Vadehavet Strategi 2016-22.

Verdensarv er en liste over de ypperste naturområder og bygningsværker i verden. Listen er udarbejdet på baggrund af UNESCO’s Verdensarvskonvention. For at blive optaget på listen skal et område eller et bygningsværk have enestående universel værdi.

Vadehavet, der strækker sig fra Skallingen og Ho Bugt i Danmark og videre til Tyskland og Holland, er verdens største sammenhængene tidevandsområde. Det langstrakte, udbrudte og dynamiske landskab danner grundlag for et meget mangfoldigt dyre- og planteliv. Derfor blev den tyske og hollandske del af Vadehavet udpeget af UNESCO som verdensarv i 2009. Den danske del af Vadehavet fulgte efter med en udpegning som verdensarv i 2014.

Verdensarven er, mod land, afgrænset af digerne, og hvor der ikke er diger af højeste daglige vandstand.

Miljøministeriet er ansvarlig for at beskyttelsen af Vadehavet bliver opretholdt, mens Kulturministeriet har kontakten til Verdensarvscenteret i Paris. Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen, Business Region Esbjerg og de fire vadehavskommuner; Varde, Fanø, Tønder og Esbjerg.

Styregruppen har taget initiativ til udarbejdelse af Strategi for Vadehavet som Verdensarv. Strategien indeholder seks fokusområder for arbejdet med verdensarven og dertil hørende indsatser. De seks fokusområder er:

• Ejerskab.
• Synliggørelse.
• Bæredygtig udvikling og turisme.
• Infrastruktur.
• Organisering.
• Dokumentation af værdiskabelse.

Strategien følges op af et indsatskatalog med konkrete indsatser, der skal omsætte strategien til egentlige projekter.

Beskyttelseslinjens formål er at sikre søer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Den gælder for offentlige og private søer med en vandflade på mindst 3 ha .

Indenfor områder, omfattet af en søbeskyttelseslinje, er der generelt forbud mod at:

placere bebyggelse (bygninger, skure, campingvogne, master med videre).
foretage ændringer i terrænet.
foretage beplantning og lignende.
Beskyttelseslinjen regnes fra søbredden ved normal vandstand, med udgangspunkt i grænsen mellem landvegetation og limnisk rørsump. Limnisk rørsump vil sige; vandplanter, der fordrer i hvert fald en del af året at have rødderne i vand.

Beskyttelseslinjens formål er at sikre vandløb som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Den gælder for vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til tidligere lovgivning.

Indenfor områder, omfattet af en åbeskyttelseslinje, er der generelt forbud mod at:

• placere bebyggelse (bygninger, skure, campingvogne, master med videre).
• foretage ændringer i terrænet.
• foretage beplantning og lignende.

Beskyttelseslinjen regnes fra vandløbets øverste kant.

Formålet med strandbeskyttelsen er at sikre en generel friholdelse af kystområderne for indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Der må således ikke ændres i tilstanden, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende indenfor strandbeskyttelseslinjen. Endvidere må der ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Strandbeskyttelsen ved kyststrækninger uden klitfredning har siden naturfredningsloven af 1937 omfattet strandbredden og en 100 m bred zone, regnet fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation – den såkaldte basislinje. På nogle kyststrækninger, især ved byer, har der dog ikke været en strandbeskyttelseszone. I kystloven er bredden af strandbeskyttelseszonen bag strandbredden udvidet til 300 m med samme basislinje som hidtil. For områder, der er fastlagt som sommerhusområder, er strandbeskyttelsen dog fortsat begrænset til en afstand af 100 m fra basislinjen.

Forløbet af basislinjen for strandbeskyttelseslinjen bestemmes af vegetationens art. På inddigede kyststrækninger vil basislinjen være digefoden, medmindre der søværts diget findes strandeng eller sammenhængende ikke-salttålende vegetation. Strandbeskyttelseslinjen ligger fast uanset eventuelle ændringer af basislinjens forløb. Miljøministeren kan revidere strandbeskyttelseslinjens forløb, når der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten.

Kirkebyggelinjen har til formål at beskytte åbent beliggende kirker mod at der opføres bebyggelse på over 8,5 m, når denne bebyggelse vil virke skæmmende på kirken.

Beskyttelseszonen omfatter som udgangspunkt hele området ud til en afstand af 300 m målt fra kirkebygningens mur. Naturbeskyttelseslovens § 19 skelner mellem kirker i det åbne land og kirker med bymæssig bebyggelse omkring sig. Kirker, som har bymæssig bebyggelse hele vejen rundt om sig indenfor beskyttelseszonen, har ingen kirkebyggelinje. Begrebet bymæssig bebyggelse afgøres ud fra en konkret vurdering af arealernes bebyggelsesmæssige karakter og er således ikke knyttet til arealets zonestatus.

I områder udenfor bymæssig bebyggelse har bestemmelsen betydning for regulering af landbrugsbyggeri samt placering af vindmøller og elmaster.

Bestemmelsen supplerer de ældre og ret snævre Exner-fredninger, og den registrering og planlægning, som en række af de tidligere amter udarbejdede med henblik på at sikre kirkernes omgivelser. Retningslinjen for kirkeomgivelser findes i kommuneplanens kapitel om Bevaring.

Skovbyggelinjen har til formål at sikre skovenes værdi som landskabselementer samt opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet.

Ved skove forstås arealer, der er bevoksede med træer, der på sigt kan danne en højstammet skov, med mindre der er tale om deciderede landbrugsafgrøder, såsom juletræer og pyntegrønt. Skovbegrebet i § 17 omfatter således også de skove, der ikke er pålagt fredsskovpligt.

Skovbyggelinjen er på 300 m. Den gælder for alle offentlige skove, det vil sige, skove, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser, samt for private skove, hvis sammenhængende areal udgør 20 ha eller derover uanset om skoven har forskellige ejere. Skovbyggelinjen omfatter såvel eksisterende skove, som nye skove over 20 ha, der plantes f.eks. som skovrejsningsprojekter. Såfremt en privat skov på under 20 ha ved erhvervelse overgår til offentlig skov, opstår der en skovbyggelinje. Det samme gælder, hvis skoven ved nytilplantning får et areal på over 20 ha.

Kendelsesfredede arealer kan være fredede ud fra landskabelige, biologiske eller kulturhistoriske hensyn. Der kan være tale om større sammenhængende landskabsområder, f.eks. Kongeådalen, eller mindre lokaliteter som f.eks. Exner-fredningerne omkring en del af kommunens kirker.

Naturarealer, som eksempelvis Marbæk Hede, Horslund Krat, Lustrup Fællesjord og Ribe Holme, er omfattet af en fredning. Bindingerne på de fredede arealer fremgår af fredningskendelserne, der er tinglyst på de pågældende matrikler og kan findes på fredningsnaevn.dk. Indenfor nogle fredninger er det eksempelvis ikke tilladt at foretage terrænændringer, opstille skure og master eller plantning af træer og buske. I visse tilfælde skal der udføres løbende naturpleje enten af lodsejer eller af kommunen. Fredningsnævnet er den overordnede myndighed for de fredede områder, og kan i særlige tilfælde give dispensation til indgreb, som ellers ikke er tilladt ifølge bestemmelserne for det pågældende område.

Exner-fredninger er frivilligt tinglyste fredninger, som kun dækker kirkens nærmeste omgivelser. Fredningsdeklarationernes hovedindhold er bestemmelser om, at der ikke må foretages ændringer i den bestående tilstand, som kan virke skæmmende eller hindrende for udsigten til eller fra kirken.

Klitfredningen blev som udgangspunkt udformet for at undgå eller bekæmpe sandflugt. I 1992 blev klitfredningsreglerne en del af naturbeskyttelsesloven. Herved fik klitfredningen tillige til formål at bevare de åbne kyster som en væsentlig natur- og landskabsressource. Derfor må der ikke etableres hegn, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke bygges eller opstilles campingvogne og lignende.

Klitfredede arealer findes næsten udelukkende ved Jyllands kyster mod Skagerrak og Vesterhavet. Her danner de et næsten sammenhængende bælte, der strækker sig fra Skagen til Blåvandshuk og Skallingen og derfra langs vestsiden af Fanø, Mandø og Rømø.

Grænserne for klitfredning bliver revideret løbende. Det skyldes især de hyppige tilbagerykninger af kysten ved Skagerrak og Vesterhavet. Revisionen foretages af Miljøstyrelsen, når det skønnes påkrævet også af hensyn til bl.a. ændringer i klitternes karakter eller udstrækning og risikoen for sandflugt som følge af arealernes benyttelse.

Esbjerg Museum har i 2005 registreret 445 synlige fredede fortidsminder i Esbjerg Kommune. Fortidsminderne fortæller om vores kulturhistorie og skal derfor bevares. Forudsætningen for at der etableres en beskyttelseslinje er, at et fortidsminde er synligt i landskabet. Principielt er ethvert synligt fortidsminde dermed fredet. Der er dog enkelte undtagelser som f.eks. kors, milepæle, vildtbanesten og lignende.

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med beskyttelseslinjen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særligt mange kulturhistoriske levn i områder tæt ved de fredede fortidsminder. Museumsloven fastlægger således, at der på fortidsminder, og indenfor en afstand af 2 m fra dem, ikke må foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må heller ikke anvendes metaldetektor.

Fortidsminde gravhøje Skelhøj

Fortidsminde Slotsbanken i Ribe

Fortidsminde Dyrefolde ved Seem

Beskyttelseslinjen på 100 meter regnes fra fortidsmindernes yderste grænse. For gravhøje regnes beskyttelseslinjen fra højfoden. For voldsteder og andre fortidsminder med betydelig udstrækning er fredningens grænse normalt angivet i den tinglyste meddelelse om fortidsmindets tilstedeværelse. Fortidsmindebeskyttelseslinjen er et forbud mod forandring af tilstanden. Beskyttelsen omfatter også anlæg, der har sine grundlæggende bestanddele udenfor beskyttelseslinjen, men som påvirker landskabsbilledet indenfor linjen, f.eks. højspændingsledninger der går igennem beskyttelseszonen, men hvor masterne står udenfor denne.

Fortidsminder, f.eks. gravhøje, må ikke ødelægges eller fjernes. Der må ikke ske udstykning eller lignende gennem et fortidsminde. Gravhøje bør plejes for ikke at gro til eller lide skade på anden måde. Træer, buske og græssende dyr kan ødelægge dem. Skjulte fortidsminder kan forsvinde fuldstændig ved en dybdepløjning. Kommunen har pligt til at pleje alle kommunalt ejede fortidsminder samt ret til at pleje private fortidsminder jævnfør museumsloven § 29i. For hvert enkelt fortidsminde, der plejes, udarbejdes en plejeplan. Plejen iværksættes ud fra en prioriteret liste, der udarbejdes af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjyske Museer. Markante gravhøjsgrupper og fortidsminder af national og regional betydning vil i denne sammenhæng være højt prioriterede.

Der kræves dispensation til tilplantning med juletræer, frugttræer og lignende indenfor beskyttelseslinjen, uanset om de indgår i omdrift efter landbrugsloven. Tilplantning nærmere end 100 m fra gravhøje og andre fortidsminder forudsætter ligeledes dispensation fra kommunen, jævnfør naturbeskyttelseslovens § 18.

Hegn, diger, grøfter og veje er væsentlige for opfattelsen af kulturlandskabet, og de mest karakteristiske bør derfor så vidt muligt bevares. Sten- og jorddiger er generelt beskyttede gennem museumsloven og må derfor ikke fjernes, medmindre kommunen meddeler dispensation. Dette skyldes ikke kun, at deres fortælleværdi i nutidens kulturlandskab er væsentlig, og at de bidrager til et afvekslende landskab, men også, at de fungerer som levested og økologiske forbindelser for dyr og planter.

Jorddige ved Grimstrup

Enkelte steder er der bevaret diger, som kan stamme helt tilbage fra middelalderen. Det gælder blandt andet ejerlavsskel, der tidligere udgjorde en både administrativ, arbejdsmæssig og social grænse, idet et ejerlav er betegnelsen for de samlede driftsarealer til en landsby, en hovedgård eller en enestegård. Ejerlavsgrænserne fortæller således om en mere end tusindårig tradition for udnyttelse af et områdes naturressourcer.

En del af disse diger er derfor beskyttede mod tilstandsændringer.

Følgende sten- og jorddiger er beskyttet efter museumsloven § 29a:

• Stendiger,
• Diger, der ejes af offentlige myndigheder,
• Diger, der ligger på eller afgrænser naturtyper, der er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven (heder, søer, moser, strandenge/-sumpe, enge og overdrev), og
• Diger, der er angivet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk i den senest reviderede udgave forud for den 1. juli 1992.

Beskyttelsen betyder, at digerne ikke må sløjfes, ændres eller beskadiges. Det tidligere Ribe Amt har foretaget en vejledende registrering på baggrund af luftfoto, kort og besigtigelser. I Esbjerg Kommune er der registreret 320 km beskyttede sten- og jorddiger.

Stilleområder er udpegede og afgrænsede områder, hvor støjbelastningen er lav, og hvor der er et ønske om fortsat at bevare områderne som stille.

Der bliver stadig færre og mindre landskabsområder, der ikke er berørt af byudvikling og tekniske anlæg og hvor der følgelig stadig kan opleves stilhed. Det skyldes både, at antallet af støjkilder i det åbne land er øget, og at støjen fra de enkelte støjkilder i nogle tilfælde er vokset. Det gælder f.eks. for større veje, hvor stigende trafikmængder har betydet øget støj. Det er derfor vigtigt at beskytte de stille områder, der er tilbage.

I det åbne land betegner et stilleområde et offentligt tilgængeligt område, hvor det i den helt overvejende del af tiden, er naturens egne lyde som dominerer. Det vil således være muligt for den besøgende uforstyrret at høre vandets rislen, vindens susen i løvet, fuglesang med videre. Derved får den besøgende oplevelsen af at befinde sig i naturen uden at blive forstyrret af lyde fra menneskelige aktiviteter. For stilleområder i det åbne land benyttes en lavere støjgrænse end for stilleområder i byer.

I byen betegner stilleområder f.eks. offentligt tilgængelige haver, parkanlæg udlagt til rolige beskæftigelser, kirkegårde, historiske områder, haver til hospitaler og andre institutioner, som er lettilgængelige og hvor der er relativt stille.

Der er forskel på graden af stilhed i de to typer af områder, og også på de forventninger, som de besøgende har til, hvor stille og uforstyrret der er.

Det er vanskeligt at give et objektivt mål for en kvalitet som stilhed eller fravær af forstyrrende støj. De almindelige vejledende grænseværdier for f.eks. vejstøj eller virksomheder er fastlagt med henblik på at sikre, at befolkningen ikke bliver udsat for en uacceptabel støjpåvirkning, og at der er rimelige forhold i boliger med hensyn til hvile og søvn. Disse vejledende grænseværdier er imidlertid ikke egnede til at beskrive, i hvilken udstrækning et bestemt område opleves som fredfyldt og roligt, eller om det er muligt at opleve den naturlige stilhed i området. Oplevelsen af ro og naturens stilhed afhænger derfor af en konkret vurdering for det enkelte område.