Boligplanlægning og realisering skal gennemføres med en forståelse for at boligudbygning altid indebærer mange valg og fravalg. I samarbejde med en række interessenter fastlægges, hvor stort behovet for nye boligudlæg er og der udpeges relevante begrænsninger for byvæksten.
Fortætningsindsatsen er central og skal gøre Esbjerg Kommunes eksisterende byområder mere bymæssige ved at koncentrere bylivet. Det skal skabe mere liv og større mangfoldighed i boligudbuddet. Fortætningen foregår både som infill med enkeltbyggerier og i samlede byomdannelsesområder, når det er muligt i forhold til eksisterende forhold som f.eks. kulturhistoriske værdier.
Udover bæredygtigheden er der mange andre fordele ved at bo tættere og mere blandet end tilfældet er i dag. Med flere boliger i mindre områder koncentreres bylivet, og der kommer flere øjne på gaden. Gade- og byrum opleves på den måde mere levende og trygge. Med større mangfoldighed i boligudbuddet, i de enkelte kvarterer, fremmes interaktionen mellem forskellige befolkningsgrupper. Samtidig har den enkelte person, på trods af skiftende livssituation, muligheden for at blive boende i samme lokalområde. Det at bygge tæt skal dog ikke gå ud over kvaliteten af Esbjerg Kommunes boligområder. Derfor opstilles der en række kvalitetsbestemmelser, der skal sikre, at kvaliteten af boliger forbliver høj og at der sikres gode, anvendelige og velbeliggende opholdsarealer i forbindelse med nye boliger.
Klimaforandringer påvirker boligplanlægningen. På grund af de estimerede vandstandsstigninger og det, at der i fremtiden forventes højere grundvandsstand og mere nedbør på kortere tid, betyder, at arealudpegninger til boliger skal sikres mod oversvømmelser. Den større mængde vand skal derudover indarbejdes i planlægningen af nye boligområder så vandet indgår som et aktivt, rekreativt og æstetisk element i byudviklingen.