Bramming profil

Bramming, som vi kender byen i dag, er opstået som stationsby ved jernbaneknudepunktet mellem Esbjerg-Lunderskov-banen og banen til Tønder og ved den senere bane til Grindsted. Siden starten i 1870-erne er Bramming vokset og er blevet en større stationsby med godt 7.000 indbyggere.

Udviklingsplanen er ikke en brandingstrategi, men der kan peges på nogle karakteristika ved Bramming, som kan indgå, når Bramming skal brandes og markedsføres.

Brammings kendetegn

Det moderne Bramming udmærker sig med sin gode beliggenhed ved motorvej E20 og ved jernbaneknudepunktet mod Esbjerg, Kolding og Tønder. Esbjergs mange arbejdspladser og mange storbytilbud ligger kun 20 minutter væk i bil og 12 minutter med tog. Kolding kan nås på kun 38 minutter i bil og 29 minutter i tog. Den gode beliggenhed er en stor fordel for alle, der bor i Bramming og for Brammings erhvervsliv. Bramming er byen i centrum. Alle, der bor i Bramming, kan nå arbejdspladser i et stort område fra Esbjerg til Trekantområdet.

Som by springer det i øjnene, at Bramming er en stærk erhvervsby – en styrke som mange sammenlignelige byer har mistet. Mens andre byer er blevet til sovebyer, er Bramming den hele by, hvor man både kan bo og arbejde.

Det springer også i øjnene, at Bramming er en grøn by. Ved mange af indfaldsvejene mødes man af flotte allébeplantninger, og ser man nærmere på byen, er der mange grønne kvaliteter. Det store grønne område med boldbaner, skøjtesøer, børneinstitutioner, skoler, idrætscenter, plejecenter mv. ligger midt i byen, og det er en stor og unik kvalitet, ligesom Bramming har et veludbygget stinet og mange grønne områder og åbne vandløb.

Bramming er også en efterskoleby, ligesom det rige foreningsliv er med til at fortælle, at Bramming også er et stærkt lokalsamfund med stor virkelyst.

Brammings indlysende svaghed er, at bymidten mangler liv og ikke svarer til en bymidte i en by med mere end 7.000 indbyggere.

Bramming er en grøn by. Foto: COWI

Brammings rolle

Bramming har sammenlignet med Esbjerg og Ribe sin egen profil. Esbjerg er en storby med alle de kvaliteter og muligheder, det indebærer. Ribe har som landets ældste by sine unikke bykvaliteter og en skarp profil og taler i høj grad til følelserne.

Bramming er, som den mindre og overskuelige by, et alternativ til storbyen, og Bramming er en by, der i mindre grad taler til følelserne og i højere grad taler til fornuften. På den måde kan Bramming også ses som et alternativ til Ribe. Brammings styrke er, at alt der kan tælles og måles, taler til Brammings fordel. Her får man meget for pengene. Bramming ligger godt, og har alt, hvad der almindeligvis er behov for, og når der mangler storbyliv eller store bykvaliteter, så ligger Esbjerg og Ribe lige om hjørnet.

Bramming har selv skabt sin profil

Som stationsby er Bramming en by, som lige fra dengang stationen blev placeret er planlagt fra grunden, og det er lykkedes godt. God planlægning gennem tiden har skabt en god, velfungerende og attraktiv by at bo og drive virksomhed i, og det er nu op til den nye udviklingsplan at sikre, at Bramming fortsat udvikler sig som den hele by med det grønne look og fortsat er det fornuftige valg for både borgere og virksomheder.