Byer og lokalsamfund inddeles efter størrelse og ønsket udvikling i forskellige typer, der tilsammen udgør byrollerne i Esbjerg Kommune. Byrollerne fordeler sig således:

• Hovedby
• Kommuneby
• Lokalby
• landsby
• Sammenhængende bebyggelse i det åbne land

Byrollerne er udgangspunktet for den fremtidige planlægning og prioritering på tværs af byer og lokalsamfund. Byrollerne sætter rammerne for den forventede fremtidige udvikling og for det lokale serviceniveau. Samtidig giver de forskellige typer af lokalsamfund også forskellige muligheder og frihedsgrader.

Det overordnede formål med den strategiske planlægning for lokalsamfund er at fremme levedygtige, identitetsbærende og attraktive lokalsamfund på tværs af hele kommunen.

Esbjerg er kommunens hovedby og Danmarks Energimetropol. Esbjerg har potentialet til at blive udviklet som Nordeuropas digitale knudepunkt. De fiberkabelforbindelser, der går i land i Esbjerg, giver mulighed for at koble virksomheder i Esbjerg direkte på den globale digitale infrastruktur. Esbjerg understøtter potentialet ved at kunne tilbyde en driftssikker og klimavenlig elforsyning og fordelagtige fritliggende placeringer for datacentre og de mindre co-locations. Esbjerg indgår med sine særlige kompetencer på transportområdet som et væsentligt led i det samlede overordnede nationale transportsystem.

Esbjerg spiller, i kraft af koncentrationen af arbejdspladser, det alsidige uddannelsestilbud og vækstpotentialerne i øvrigt, en vigtig rolle i den regionale udvikling.

Esbjerg Kommune kan tilbyde velbeliggende arealer tæt ved velfungerende infrastruktur til nationale og regionale uddannelser, institutioner og organisationer. En lokalisering af disse institutioner i kommunen er til gavn for hele den sydvestjyske region.

Den fysiske infrastruktur giver mulighed for at tilbyde velbeliggende og forskelligartede erhvervsarealer. Et velfungerende transportsystem er en vigtig forudsætning for at Esbjerg Kommune også fortsat fremstår som et attraktivt sted for erhverv at etablere sig.

Esbjerg Kommune ligger oplagt for virksomheder inden for energiteknologi. Esbjerg Havn er base for Nordsøens offshore aktiviteter samt udskibningshavn for vindmølleindustrien. Esbjerg Lufthavn og motorvej E20 understøtter disse aktiviteter og muliggør yderligere vækst.

Velfungerende forsyningstilbud og gode muligheder inden for børnepasning, undervisning, uddannelse samt kultur- og fritidstilbud understøtter erhvervslivet ved at gøre det interessant for arbejdskraften at bosætte sig i kommunen.

Detailhandelsmæssigt medfører udpegningen til hovedby, at Esbjerg bymidte og aflastningscenter Esbjerg Nord har en regional betydning, der rækker væsentligt ud over kommunegrænsen. I forhold til et større opland, har især tyngden i Esbjergs bymidte som udbudspunkt stor betydning. Det vil sige, at det store udvalgsvareudbud så vidt muligt bør koncentreres i hovedcentret i Esbjerg indre by.

Indre By

Indre by er det dynamiske og spændende midtpunkt for Esbjerg Kommune og kommunens opland med en god tilgængelighed og et varieret bymiljø som det er attraktivt at færdes og leve i. Det urbane centrum med stor koncentration af boliger og byfunktioner såsom butikker, restauranter, kulturinstitutioner mv. er i den sammenhæng afgørende.

Regionale og kommunale byorienterede funktioner, til betjening af såvel kommunen som landsdelen, skal søges lokaliseret i det centrale Esbjerg. Her sikrer infrastrukturen god tilgængelighed. En samlokalisering af institutioner og tilbud kan give en god synergi. Centerfunktioner, regionale funktioner samt havne-, transport- og servicefunktioner fastholder og forstærker – sammen med events og fritidskulturelle tilbud Esbjergs profil.

Byens sociale liv, handel og kulturtilbud relaterer sig direkte til de tre akser, der definerer indre by:

• handelsaksen i Kongensgade, hvor størstedelen af butikkerne i indre by ligger.
• kulturaksen i Torvegade med de centrale kulturelle elementer Musikhuset Esbjerg, Esbjerg Kunstmuseum, Byhistorisk Arkiv, Sydvestjyske Museer samt det nærliggende hovedbibliotek og Syddansk Musikkonservatorium.
• den sociale akse i Skolegade med caféer, værtshuse, spillesteder, restauranter og andre spisesteder.

Alle tre akser mødes omkring Torvet, der dermed bliver en helt central plads for Esbjergs byliv.

I de senere års bosætningsanalyser peges der gang på gang på manglende byliv som en faktor, der trækker den samlede oplevelse af Esbjerg ned. En af årsagerne til dette manglende byliv er, at der bor markant færre i Esbjergs bykerne end der gør i sammenlignelige byers bykerner. Fortætning med flere boliger i de mest centrale karreer omkring Torvet er i den sammenhæng et helt centralt redskab. Det er i den sammenhæng vigtigt at bygge forskellige typer af boliger, tænke i generationsbyggeri og fleksible boligtyper, der er attraktive på tværs af målgrupper. Boligpaletten i indre by skal således strække sig fra penthouse-ejerlejligheden til billige og små boliger rettet mod socialt udsatte og studerende - alt sammen for at styrke urbaniteten og mangfoldigheden i indre by.

Esbjergs helt særlige identitet som en by i evig udvikling bygger på en 150-årig væksthistorie, der tydeligt kan aflæses i bymidtens varierede bebyggelse. En bebyggelsesform som blev indledt i pionérårene, hvor byggematerialer og bygningsvolumen afspejlede ejerens økonomiske formåen, men byen fremviser bygningsstilarter fra hele byens levetid. Siden 90erne er fortætning af bymidten fortrinsvis sket i form af forholdsvis lav randbebyggelse i karréer senest udtrykt på hjørnet af Østergade og Kongensgade samt i en lidt højere udgave i ’Karréen’ i Kongensgade/Borgergade.

Skal den nødvendige fortætning ske indenfor de maksimalt fem etager, som tillades i bymidten, vil det fortsætte en struktur med karrébebyggelse, der tilfører de ombyggede strøg i byen et homogent præg og giver mulighed for udvikling af gode gårdrum for karréernes beboere – gårdrum der også kan indrettes til lokal afledning af regnvand – men også gårdrum, der fremstår hel- eller halvprivate og ikke tilfører liv til gaden.

Karrébebyggelse sætter et stort fodaftryk i den forstand, at det er pladskrævende i forhold til antallet af boliger. Det store fodaftryk viser sig blandt andet via et stort tagareal, der vil kræve mere plads end gårdrummene for at kunne håndtere fremtidens nedbørsmængder. Samtidig giver karrébebyggelse maksimal skygge i gaden og forstærker de lige gaders tendens til at fungere som vindkorridorer for den fremherskende og stærke vestenvind. Læ kræver variation i byggeriets facadelinje mod gaden eller deciderede kvarterspladser, mens skyggepåvirkningen til gaden til en vis grad kan imødegås ved at karrébebyggelsen ikke bygges højere end bredden af den gade, de ligger ud til.

’Karréen’ i Kongensgade/Borgergade er et meget værdifuldt fortætningsbidrag til bymidten, og har givet byens skyline ny kant. Selv om ’Karréen’ sine steder er bygget højere end gadens bredde, og følgelig giver et stort og langvarigt skyggekast ned i Kongensgade, så kan ’Karréen’ tjene som et eksempel på de udfordringer, det ville give for byens og gadens liv, hvis resten af bymidten blev bebygget med massive karrébebyggelser.

En anden måde at fortætte på griber tilbage til pionérperiodens varierede og forskelligartede byggeri, hvor den lille etplans-barak lå ved siden af en fire-etagers bygning og ventede på en ejer med en tykkere tegnebog, for der blev bygget stort og flot, når der var vækst og ganske beskedent, når det gik mindre godt.

I dag er der langt flere krav til det enkelte byggeri og ikke mindst til de omgivelser som byggeriet skal passe ind i. Det handler om byens rum, det grønne, klimatilpasning, arkitektur, fritidskulturelle aktiviteter og events, tryghed, tilgængelighed, høj kvalitet, social bæredygtighed mm. – altså forskelligartede krav, der kan variere i styrke alt efter den enkelte lokalitet i byen. Det vil sige, at forskellige bygningsløsninger omkring volumen, materialer, udformning, arkitektur og disponering kan imødekomme det enkelte sted på den bedst mulige måde med det resultat, at bymidten samlet set fremstår lige så varieret og forskelligartet som den oprindelige pionérby, men nu i en skala, der honorerer Esbjerg som en by i evig udvikling.

Den dynamiske udvikling af byen kan udtrykkes med tidens arkitektur og varierede bygningskroppe samt etablering af enkelte højere huse på velvalgte steder. Denne tilgang kan give det samme antal boligkvadratmeter som en massiv karrébebyggelse uden at bymiljøet bliver bygget væk. Høje og slanke bygninger giver i modsætning til karrébebyggelse kun kortvarig og forbigående skygge ligesom fodaftrykket på jorden bliver langt mindre i forhold til de kvadratmeter bygningen indeholder. Det mindre fodaftryk giver mere friareal til byliv og til håndtering af regnvand. Det medfører også, at der i den øvrige bebyggelse med fordel kan arbejdes med pladsdannelse – igen for at give lys i gaderne og opholdsarealer med læ. Højere huse kan samtidig fungere som pejlemærker. I en gridby som Esbjerg med vinkelrette gader, der ikke naturligt leder til centrum, gør pejlemærkerne bykernen synlig og tilfører samtidig de helt nødvendige boligkvadratmeter lige i midten af byen. Højere byggeri skal stå frit og ikke side om side, da det i så fald blot bliver en høj karré.

Højere byggeri forudsætter, at det gennem lokalplanlægning vurderes, om byggeriet er hensigtsmæssigt og, at der, ved byggeri over fem etager, foretages en konsekvensanalyse af byggeriets indvirkning på omgivelserne, i form af skygge, indblik og turbulens, før der kan tillades byggeri. Tæt byggeri sætter herudover krav til en god forsyning med offentlige pladser og parker, som mødesteder for byens borgere. 

Krediteres: EFFEKT og LOLK

Fortætning skal ske med et skarpt blik på at bevare og helst udbygge byens pladser og grønne rum, fordi det er her bylivet udfolder sig. Byliv er det samme som mennesker der opholder sig og ikke blot haster gennem byen. De grønne rum er herudover nødvendige for at sikre muligheden for klimatilpasning med nedsivning og forsinkelse af fremtidens større nedbørsmængder.

Indre by i Esbjerg har kun få pladser og grønne byrum, og der mangler en struktur, der binder de tilstedeværende opholdsrum sammen. Der er kun få centrale hovedpladser og nærmest ingen gode kvarterspladser. Mens hovedpladser ligger centralt og tilbyder opholdsrum for både byens borgere og byens gæster, henvender kvarterspladser sig i højere grad til det kvarter de ligger i og de borgere, der bor i dette kvarter.

Den eneste fungerende hovedplads ligger på Torvet, men flere pladsdannelser har potentialet til mere. Det gælder banegårdspladsen, pladsen omkring Vor Frelsers Kirke og den potentielle pladsdannelse, der ligger i krydset Danmarksgade/Torvegade.

Principskitse af en potentiel hovedplads.

Bare en mindre tilbagerykning af byggeriet fra gadens facadelinje, kan skabe den smule læ, der sammen med en bænk, er det der skal til for at etablere et lille lokalt uderum. En kvartersplads fremtræder i en lidt større skala, men dog stadig som en del af gadeforløbet – ved udposninger af gaden eller ved en mere markant tilbagebygning af bebyggelsen langs randbebyggelsen. For at en kvartersplads skal opleves som tryg, skal den have en tydelig afgrænsning og indramning, hvor facadernes stueetage ud mod pladsen er åbne og levende. Levende facader kan etableres som boliger, butikker, caféer eller mindre liberale erhverv og serviceerhverv alt afhængig af kvarterspladsens funktion. Kvarterspladsen skal indeholde inventar, der opfordrer til ophold samt grønne elementer, der understøtter og styrker byens grønne struktur. Pladsen skal gerne indrettes så den kan anvendes til lokal afledning af regnvand.

Principskitse af en kvartersplads.

En stor del af Esbjerg er bygget op som karréer med store gårdrum, der giver gode muligheder for at etablere uderum for karréens beboere. Sammenlignet med kvarterspladser fremtræder gårdrum dog i højere grad som halvoffentlige eller måske endda som private byrum. Ophold her kan let opleves som at befinde sig i boligernes private baghave. Opholdspladser i gårdrum kan derfor ikke erstatte de tydeligt offentligt orienterede kvarterspladser. Samtidig er der den væsentlige forskel, at kvarterspladser tilfører synligt liv til gaden, mens gårdrum trækker livet væk fra gaden og ind bag husrækken.

En tættere bebyggelse i Esbjergs indre by kunne således med fordel udnytte de store gårdrum, for at der til gengæld blev skabt pladsdannelser ud mod gaden. Et særligt træk ved store byer er, at meget liv foregår i det offentlige rum, så når der bygges tættere, er det vigtigt, at der sikres gode private og halvoffentlige opholdsarealer tæt ved boligen. Disse opholdsarealer behøver ikke at være store, men skal være velbeliggende og anvendelige. Der skal være passende offentlige arealer så tæt ved at beboerne anvender dem. Gode, trygge, udendørs kvarterspladser bliver steder, hvor der skabes kontakter mellem eksempelvis forældre med børn og unge med fælles interesser.

Mere byliv signalerer urbanitet, storby og studieby og når byens rum er af en så høj kvalitet, at de studerende flytter deres gruppearbejde, deres eksamenslæsning eller blot deres sociale liv derud, styrker det på alle måder byens udtryk.

Esbjergenserne er byens vigtigste ambassadører og skal kunne være stolte af at fortælle om det at bo i en attraktiv, spændende og dynamisk bymidte, hvor de ønsker at blive boende også i de kommende år. Det vil sige, at fortætning og udbygning med nye boliger i bymidten skal ske i samklang og dialog med esbjergenserne for at opnå en by med store kvaliteter for både fastboende og tilflyttere.

Esbjerg Havn er Esbjergs arnested og definerer hele byens virke. Landgangen og Havnepromenaden understøtter identiteten som havneby ved at give byens borgere og bymidtens gæster en attraktiv og direkte adgang til havet.

Bydele

Esbjerg består bymidten af en lang række bydele. Den samlede sum af bydele udgør byens ydre afgrænsning. De yderst beliggende bydele kan også blive omtalt som forstæder, men i kommuneplanen betegnes begge dele som bydele, da der ikke planmæssigt er noget, der gør det muligt at skelne en bydel fra en forstad.

I kommuneplanens rammedel afgrænses bydele som navngivne underområder med tilhørende lokalområdebeskrivelser. Bydele er funktionsopdelt med offentlige områder, boligområder, mindre erhvervsområder og eget centerområde. Bydele fremtræder derfor som selvstændige lokalsamfund i byen med egen identitet og historie, der kan tilskrives byens vækst og udvikling. Lokalområdebeskrivelserne er et vigtigt redskab til at understøtte de unikke kvaliteter i hver enkelt lokalsamfund. Det kan være identitetsmæssige, kulturhistoriske eller andre stedbundne kvaliteter, der karakteriserer stedet.

Topografien med de grønne kiler omkring de enkelte bydele sikrer, at de ikke vokser sammen med resten af byen, men fortsat er egne og adskilte bysamfund. Esbjerg har et udbygget net af grønne kiler, hvor de yderste bydele fremtræder som bymæssige øer i alt det grønne, der omgiver byens tættest bebyggede områder.

Følgende lokalsamfund omkring Esbjerg by er udpeget, for at indikere, hvor der kan ske en udbygning især med boliger over de kommende år:

• Andrup
• Bryndum
• Guldager Kirkeby
• Guldager Stationsby
• Novrup
• Skads
• Tarp
• Tjæreborg

Som henholdsvis den anden og tredje største by i Esbjerg kommune udpeges Ribe og Bramming som kommunebyer. Ribe og Bramming har meget forskellige byprofiler, men fungerer begge som centre for service og arbejdspladser i deres egne oplande.

Middelalderbyen Ribe

Ribe er nordens ældste by og har passeret sit 1300-års jubilæum. Middelalderbykernen Ribe er en seværdighed i sig selv, der, med en placering cirka midt i den langstrakte udpegning af nationalparken og verdensarven, udgør et naturligt midtpunkt for et besøg, hvilket yderligere understøtter Ribe som et attraktivt turistmål.

Ribe har udover den historiske bykerne store moderne boligkvarterer og skal dermed også kunne varetage en lokal centerfunktion for byens beboere samt for et større opland i den sydlige del af Esbjerg Kommune og syd og sydøst for kommunen.

Ved Ribe er der store erhvervsområder, der skal tilfredsstille de erhvervsmæssige specialkompetencer, der findes i området, som f.eks. plads til industri og autoforhandling. Ribe er herudover administrationsby for statslige styrelser. 

Stationsbyen Bramming

Bramming er en ung by og på alder med Esbjerg. Bramming opstod omkring banegården og jernbanen, da denne blev anlagt i 1868, i forbindelse med åbningen af Esbjerg Havn.

Bramming er, udover den traditionelle stationsby i bykernen, en karakteristisk parcelhusby, hvor man pendler ud af byen for at arbejde. Det er derfor væsentligt til stadighed at sikre attraktive boliger og boligområder i Bramming ligesom den lokale centerfunktion i forhold til forskellige serviceområder og detailhandel skal opfyldes. Der arbejdes aktivt for at forbedre og højne standarden af Brammings byrum og bygningsmæssige kvaliteter.

Bydele i kommunebyer

Både Ribe og Bramming har udover deres bymidte en række bydele. I kommuneplanens rammedel afgrænses bydele som navngivne underområder med tilhørende lokalområdebeskrivelser.

Bydele er funktionsopdelt med offentlige områder, boligområder, mindre erhvervsområder og eget centerområde. Bydele fremtræder derfor som selvstændige lokalsamfund i byen med egen identitet og historie, der kan tilskrives byens vækst og udvikling. Lokalområdebeskrivelserne er et vigtigt redskab til at understøtte de unikke kvaliteter i hver enkelt lokalsamfund. Det kan være identitetsmæssige, kulturhistoriske eller andre stedbundne kvaliteter, der karakteriserer stedet.

Set i forhold til detailhandel adskiller bydele i byer med under 20.000 indbyggere, det vil sige både Ribe og Bramming, sig fra bydele i større byer ved, at der her ikke kan etableres bydelscentre, men kun de mindre lokalcentre og i visse tilfælde aflastningscentre.

Den samlede sum af bymidte og bydele udgør byen. Det fremgår af kommuneplanens tids- og rækkefølgeplanlægning om der kan ske byudbygning af kommunebyerne. Byudbygning af Ribe er generelt begrænset af risikoen for oversvømmelse og grundvandsstigninger.

Lokalbyer er lokalsamfund i det åbne land, der er udlagt i byzone eller planlagt byzone og hvor der følgelig er sket en funktionsopdeling. Det vil sige, at der i lokalbyen er udpeget områder til center-, bolig-, erhvervs- eller offentlige funktioner. Funktionsopdelingen er hensigtsmæssig af administrative årsager, da den gør det muligt at lokalplanlægge byudviklingen og herigennem give områderne byzonestatus. Funktionsopdelingen giver også mulighed for at adskille, miljøfølsomme og miljøtunge funktioner. Det vil typisk være boliger og industri, der på denne måde kan holdes adskilt.

Lokalbyernes byzonestatus giver mulighed for at bygge tættere og højere end det er muligt i landzonen i det åbne land. Det er også lettere at udvide en allerede eksisterende virksomhed, når den ligger i et erhvervsområde i byzone, da der er langt større frihed i lokalplanlagte erhvervsområder end der er i landzone.

Lokalbyer adskiller sig fra Esbjerg Kommunes hovedby (Esbjerg) og de to kommunebyer (Ribe og Bramming) ved, at det centrale detailhandelsområde i en lokalby er udlagt som lokalcenter, mens det centrale detailhandelsområde i hovedby og kommunebyer er udlagt som bymidte. Tjæreborg og Hjerting er i den sammenhæng specielle idet det centrale detailhandelsområde i begge lokalsamfund er udlagt som bydelscenter under Esbjerg. Både Tjæreborg og Hjerting indgår dog i øvrigt i planlægningen som lokalbyer.

Udpegningen af lokalbyer sker på baggrund af følgende kriterier:

• At lokalsamfundet har mere end 250 godkendte boliger og 500 indbyggere.
• At lokalsamfundet på sigt ønskes udbygget til mere end 250 godkendte boliger og 500 indbyggere.
• At lokalsamfundene af historiske årsager har været udlagt i byzone.

Lokalbyerne i Esbjerg Kommune udgøres af:

• Egebæk-Hviding,
• Farup Kirkeby,
• Gredstedbro,
• Grimstrup,
• Gørding,
• Hunderup,
• Jernvedlund,
• Sejstrup,
• Store Darum,
• Vejrup, og
• Vester Nebel.

Det er karakteristisk for de fleste landsbyer, at der er tæt kontakt mellem større grunde og landskabskiler mellem husene. I modsætning til de bynære boligområder skal der derfor ved nye udlæg af grunde i landsbyer sikres, at den åbne form i bebyggelsen og den tætte kontakt til det åbne land bevares og videreføres.

Eksempel på hvordan bebyggelsesprocent kan justeres i forhold til grundstørrelse

Parceller må blandt andet derfor udlægges på betingelse af, at bebyggelsen indpasses til eksisterende bebyggelse i forhold til proportioner og placering på grunden, så facaderækker og karakter opretholdes. Bebyggelsesprocenten for store grunde justeres derfor sådan, at når grunden bliver større, bevarer bebyggelsen proportionerne i forhold til omgivelserne.

Bebyggelse skal placeres så det sikres, at landsbyerne beholder deres tætte landsbykarakter. Desuden skal det sikre, at der også i landsbyerne er en klar grænse mellem by og land, og at spredt bebyggelse i det åbne land undgås.

Eventuel ny bebyggelse i landzone skal ske inden for de afgrænsede landsbyer. Det skal ske for dels at fastholde og styrke en tydelig grænse mellem land og by og dels for at understøtte planstrategiens mål om fortætning. Fokus på fortætning af bykernerne understøtter planlovens målsætning om levedygtige landsbyer og den overordnede målsætning i Vision 2025 om bosætning.

Som udgangspunkt følges byggelovens bestemmelser for boligbyggeri i landsbyer, men boligbyggeri i landsbyer skal udformes på en måde, der sikrer en sammenhæng til de øvrige huse i området ligesom boligbyggeri i landsbyer skal respektere landskabelige og kulturhistoriske hensyn. En vurdering af det enkelte byggeprojekt vil således kunne afgøre, hvilke krav det aktuelle byggeri skal leve op til.

Det kan betyde, at der ved tilbygning eller renovering af en eksisterende boligejendom for eksempel kan blive stillet krav om ikkereflekterende tagmateriale for dermed at sikre en tilpasning til landskab eller kulturmiljø. Omvendt kan byggelovens maksimale bygningshøjder udnyttes ved byggeri af beboelseshuse ved meget store landbrugsbyggerier for dermed at sikre en proportionalitet mellem beboelseshusene og de store driftsbygninger.

Af hensyn til støjgener og trafikafvikling skal virksomheder søges placeret langs primære veje i landsbyer. Der kan tillades erhverv i miljøklasse 1-3 langs de primære veje udenfor egentlige erhvervsområder. De primære veje fremgår af kommuneplankortet.

Bygninger, der indgår i den eksisterende bystruktur, men som mister deres oprindelige funktion, kan med fordel genbruges til andre formål. Derved opretholdes bystrukturen og det undgås, at bygningen forfalder eller erstattes af nybyggeri, der ikke på samme måde vil udgøre en del af lokalsamfundets historie. Overflødiggjorte bygninger udgør herudover en ressource, der kan medvirke til at skabe udvikling i et lokalsamfund.

For at fastholde og underbygge landsbyernes særpræg og afgrænsning ud mod det omgivende landskab, er det vigtigt, at der ikke sker udlæg af enkeltparceller eller grupper af parceller, der vil ødelægge den oprindelige bystruktur og sammenhængen mellem landskabet og byen.

Eksempel på struktur i henholdsvis vejlandsby og fortelandsby

I forhold til at få klassificeret bytypen og dens oprindelige bystruktur er sektorplanen ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ et godt redskab. Sektorplanen indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt kulturmiljø i kommunen. I registreringsskemaerne tages der stilling til, hvilken type kulturmiljø, der er tale om, ligesom strukturerne f.eks. i forhold til vej og byrum beskrives. Sektorplanen kan tilgås fra Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Planstrategiens mål, om fortætning i alle kommunens byer og lokalsamfund, medfører et fokus på udvikling af alle bykerner, små som store. Dette fokus på bykernerne understøtter planlovens målsætning om levedygtige landsbyer og den overordnede målsætning i Vision 2025 om bosætning.

Afgrænsningen af lokalbyer taler ind i dette bykernefokus, da ny bebyggelse i kanten af byen fjerner fokus og liv fra lokalsamfundets kerne. Der vil derfor kun kunne udlægges arealer til større udbygninger af lokalbyer, når der er en særlig begrundelse for det. Kommunen skal samtidig sandsynliggøre, at udbygningen ikke vil være i strid med de planlægningsprincipper, der i øvrigt bruges til placering af boligudbygningsområder, ligesom forhold omkring den kommunale service, forsyning, infrastruktur med mere inddrages i vurderingen.