Generelle forhold
OF. 1 Offentligt område
Offentligt område skal anvendes til offentlige institutioner.
Offentligt område skal planlægges i byzone.
Offentligt område fremgår af kommuneplankortet.
I offentligt område kan der placeres institutioner af almennyttig karakter. Det vil sige,
Undervisnings- og uddannelsesinstitutioner som:
- skoletilbud
- gymnasium
- andre uddannelsestilbud
Sundheds- og omsorgsinstitutioner som:
- sygehus
- sundhedscenter og sygeplejeklinik
- lægehus
- plejehjem
- ældrebolig
Sociale institutioner som:
- dagtilbud
- døgntilbud
- sociale institutioner for voksne
- botilbud
Fritidskulturelle tilbud som:
- teater
- museum
- bibliotek
- anden kulturel institution
- svømmehal
- idrætshal
Det afgørende for kategoriseringen af en institution som offentlig er dens almennyttige karakter – ikke dens ejerforhold.
Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, kan et område i kommuneplanens rammedel helt eller delvist forbeholdes, reserveres eller på anden måde sikres til et bestemt formål.
Der kan i offentlige områder placeres sundhedserhverv og private serviceerhverv og liberale erhverv i det omfang, at den enkelte virksomheds tjenesteydelser er målrettet direkte til brugerne af det offentlige tilbud i området.
OF. 2 Tilstrækkelige arealer
Samspillet med sektorernes sektorplanlægning sikrer, at der udlægges tilstrækkelige arealer til offentlige institutioner.
Der skal i kommuneplanen være udlagt tilstrækkelige arealer til alle funktioner i byen – herunder områder til offentlige institutioner. Områder til offentlige institutioner har anvendelsesmæssigt en stor spændvidde og supplerer på den måde byernes center- og boligområder med de offentlige tilbud som borgerne forventer at finde i bymæssige områder. Tilstrækkelige arealer til offentlige institutioner sikrer herudover, at byen til stadighed har mulighed for udvikling.
Et tilstrækkeligt areal er defineret af den eller de reservationer, som findes i det enkelte område. Reservationernes arealbehov defineres i sektorplanlægningen.
OF. 3 Opholdsarealer til offentlige institutioner
I tilknytning til offentlige institutioner skal der sikres tilstrækkelige, anvendelige og velbeliggende opholdsarealer. Udformningen skal være direkte målrettet til den pågældende brugergruppe.
Opholdsarealer, til offentlige institutioner, skal som udgangspunkt have en anvendelig størrelse og være velbeliggende i forhold til både institution og omgivelser.
Med velbeliggende opholdsareal menes, at der skal være adgang direkte fra til institutionen til opholdsarealet, og at en del af opholdsarealet skal være solbeskinnet.
Med anvendelig menes, at opholdsarealet skal kunne bruges til de formål der er brug for i tilknytning til den enkelte institution. Som eksempel kan det ved en børnehave eller skole være en legeplads, ved et ældrecenter en dufthave.
Opholdsarealer kan være hævede gårdarealer, altaner eller tagterrasser, som er egnede til ophold. Opholdsarealer og adgangen til disse skal indrettes så de kan benyttes af personer med fysisk handicap.
For yderligere at sikre anvendelige og velbeliggende opholdsarealer til skoler og børneinstitutioner, er der i kommuneplanens rammedel indarbejdet bestemmelser for opholdsarealer.
Opholdsarealer kan ikke udgøres af adgangsarealer, parkeringspladser samt de til parkeringspladsens nødvendige manøvrearealer.
OF. 4 Klimarigtigt byggeri
Ved nybyggeri og renovering af offentlige bygninger prioriteres klimarigtige løsninger.
Ved nybyggeri og renovering af offentlige bygninger anvendes energibesparende foranstaltninger og miljørigtige materialer.
Ved at træffe klimarigtige valg, når der skal bygges nyt eller renoveres, skabes en by og en verden, der bliver sundere og bedre at opholde sig i.
Klimarigtigt byggeri handler også om at placere og udforme byggeriet så det er tilpasset en fremtid med mere regn og flere oversvømmelser.
Energibesparende foranstaltninger nedsætter bygningernes energiforbrug og giver dermed mindre forurening ved el- og varmeproduktionen. Anvendelsen af miljørigtige materialer til byggeriet, herunder materialer, der har en lang levetid og er af uudtømmelig art, sikrer, at der også er ressourcer til fremtidige generationer.
OF. 5 Udnyttelse af ledige faciliteter
Esbjerg Kommunes ledige faciliteter stilles til rådighed for lokale fritidskulturelle aktiviteter.
Vision 2025 – Velfærd har ’Energi til det gode liv’ som overordnet målsætning for unge og ældre og for by og land. Derfor er der fra kommunens side en interesse i at understøtte lokale aktiviteter ved at stille ledige faciliteter til rådighed. Ofte knytter disse ledige faciliteter sig til skolerne. Det kan være boldbaner, klasselokaler og andre faciliteter, der er eller bliver ledige udenfor skolernes funktionstid eller som bliver ledige som følge af et vigende elevgrundlag.
Ved at tilbyde ledige faciliteter understøttes foreningerne i det lokale kultur- og fritidsliv, herunder fritidsaktiviteter for unge og ældre både i byerne og på landet. Ved at udnytte skolernes faciliteter også udenfor skolernes funktionstid bliver de naturlige mødesteder, der skaber aktivitet i nærområderne.
Esbjerg Kommune bygger og indretter så vidt muligt kommunens ejendomme så fleksibelt som muligt, så de eksisterende faciliteter kan anvendes mest muligt af så mange forskellige grupper som muligt. Fleksibiliteten skal ligeledes på sigt minimere behovet for nedrivning og etablering af nyt byggeri, når en bygnings anvendelse ændres til andre og nye målgrupper.
Koordineringen af kommunens ledige faciliteter sker via Esbjerg Kommunes Lokalegruppe.
Placering og udlæg af offentlige institutioner
OF. 6 Institutioner
Institutioner skal som udgangspunkt placeres i offentlige områder.
Institutioner kan alternativt placeres i centerområder, og boligorienterede institutioner kan placeres i boligområder.
Institutioner fremgår af kommuneplankortet.
Institutioner skal, som udgangspunkt, placeres i offentlige områder. Institutioner, der i størrelse og funktion kan indpasses, kan placeres i et centerområde.
Boligorienterede institutioner kan alternativt placeres i boligområder. Boligorienterede institutioner er eksempelvis en mindre børnehave eller et mindre botilbud, der vil indgå naturligt i et boligområde.
OF. 7 Placering af institutioner i boligområder
I boligområder skal institutioner placeres således, at trafik og støj ikke er til gene for beboerne i området.
Placering af institution i boligområder
Ved opførelse af institutioner i boligområder skal disse placeres i forbindelse med overordnede veje i området så unødig trafik gennem området undgås, og så boligområdet ikke påvirkes af støj fra trafikken eller fra støj hidrørende fra institutionen.
OF. 8 Indpasning i lokalområdet
Ved opførelse af offentlige institutioner skal der sikres det bedst mulige samspil mellem byggeri og omgivelser.
Der skal gennem sektorplanlægning og lokalplanlægning sikres samspil mellem funktion og æstetik i offentligt byggeri. Der skal være det bedst mulige samspil mellem bygninger, veje og pladser.
Offentlige bygningers tilpasning til stedet sker med udgangspunkt i Esbjerg Kommunes lokalområdebeskrivelser.
OF. 9 Nyudlæg ved byzone
Nye arealer til offentlige institutioner må kun udlægges i forbindelse med eksisterende byzone ved Esbjerg, Bramming og Ribe og ved lokalbyerne.
Institutioner ønskes placeret bynært, da institutioner er funktioner, der er tilknyttet byen og som derfor skal være let tilgængelige for borgerne. Samtidig er der ofte et stort samarbejde mellem forskellige institutioner, eksempelvis mellem et dagtilbud, en skole og en idrætshal, og det er derfor ønskeligt, at institutioner placeres i tæt forbindelse til allerede eksisterende institutioner.