Fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger kategoriseres efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). SAVE-metoden er grundlaget for FBB, som er Slots- og Kulturstyrelsens database med oplysninger om Fredede og Bevaringsværdige Bygninger. Mere end 400.000 bygninger er allerede vurderet efter SAVE-metoden og registreret i FBB. Lokalt optræder SAVE-registreringerne i bydels- og kommuneatlasser. SAVE-kategoriseringerne skabes ud fra fem kriterier:

• Arkitektonisk værdi.
• Kulturhistorisk værdi.
• Miljømæssig værdi.
• Bygningernes originalitet.
• Bygningernes tilstand.

Som hovedregel vil den arkitektoniske og den kulturhistoriske værdi veje tungest, når de fem parametre bliver opsummeret til en bevaringsværdi og inddelt i tre grupper:

• 1 – 3 = høj bevaringsværdi.
• 4 – 6 = middel bevaringsværdi.
• 7 – 9 = lav bevaringsværdi.

På rammedelskortet vises bygninger i SAVE-kategorierne 1-5.

Bygninger med en bevaringsværdi på 1-3 er meget velbevarede i forhold til arkitektur, kulturhistorie, miljømæssig værdi, originaliset og tilstand. Når de ligger i et værdifuldt kulturmiljø har de betydning for dette. Her skal kategori 1-3 bygninger følgelig altid bevares i den oprindelige form og arkitektur. Udenfor værdifulde kulturmiljøer skal bygninger med høj bevaringsværdi søges bevaret.

Bygninger med bevaringsværdi 4-5 skal som udgangspunkt bevares, når deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi afspejler de bærende bevaringsværdier i området. Indenfor et værdifuldt kulturmiljø kan der i særlige situationer godkendes delvis bevaring, mens der udenfor værdifulde kulturmiljøer kan godkendes nedrivning i særlige tilfælde.

De bevaringsværdige bygninger i kategori 1-5 fordeler sig på følgende måder henholdsvis indenfor og udenfor de udpegede værdifulde kulturmiljøer:

• cirka 84 % ligger indenfor
• cirka 16 % ligger udenfor

Af de nævnte 16 % er 9 ud af 10 bygninger placeret i kategori 4-5.

Data fra Kommuneatlas for Esbjerg og Ribe samt registreringer fra Bevaringsfonden for Bramming Kommune har været udgangspunktet for den nuværende udpegning af bevaringsværdige og fredede bygninger på kommuneplanens hovedstrukturkort. I Kommuneatlasserne er der kun foretaget SAVE-registreringer af huse fra tiden før 1940. Registreringerne i Bramming er af huse fra både før og efter 1940. Størstedelen af de registrerede bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune er fra før 1940, men i de løbende genvurderinger og SAVE-registreringer i forbindelse med lokalplanlægning medtages bygninger, der er bygget så sent som 1970 for på denne måde også at sikre nyere bygningsværker.

Prioriteringen af Esbjerg Kommunes generelle bevaringsarbejde er beskrevet i ’Bevaringsstrategi for bevaringsværdige bygninger’.

Bevaringsindsats
Bevaringsindsatsen i forhold til bevaringsværdige og fredede bygninger sikres dels ved at bygningerne indgår i kommuneplanens rammedel og dels ved lokalplanlægning. Ved udpegning af de bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen sikres det, at der iværksættes en høring i tilfælde, hvor der ansøges om tilladelse til nedrivning af en konkret ejendom. Nedrivning skal ske i henhold til Bygningsfredningslovens § 17 og § 18.

Efter §§ 17 og 18 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer gælder følgende for bygninger, der er optaget som bevaringsværdige i kommuneplanen (og som ikke i en lokalplan, en byplanvedtægt eller i bevaringsdeklarationen i Ribe er omfattet af et forbud mod nedrivning):

• Bygningen må ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort, og byrådet har meddelt ejeren, at det ikke efter planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.
• Byrådet foretager inden udløbet af de, efter lovgivningen gældende frister, offentlig bekendtgørelse af nedrivningsanmeldelsen med en frist på mindst fire og højst seks uger for fremsættelse af indsigelser med videre.
• Samtidig med offentliggørelsen skal byrådet underrette ejerne samt de i lovens § 6, stk. 1 nævnte personer foreninger med flere og herunder oplyse om fristen for indsigelser med videre.
• Senest to uger efter fristens udløb meddeler byrådet ejeren, om der nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14. Hvis byrådet beslutter, at det ikke vil nedlægge forbud, foretager byrådet offentlig bekendtgørelse om sin beslutning.

Hvis kommunen beslutter at nedlægge § 14-forbud mod nedrivningen, indebærer det, at den er indstillet på at udarbejde et forslag til lokalplan med bestemmelser om bevaring af den pågældende bebyggelse. § 14-forbuddet har en midlertidig retsvirkning på højst et år, hvor den eller de bygninger, der er omfattet af forbuddet, ikke må rives ned eller bygges om. Ved den offentlige bekendtgørelse af lokalplanforslaget erstattes forbuddets midlertidige retsvirkninger af lokalplanforslagets retsvirkninger.

I Ribes middelalderlige bykerne gælder en bevaringsdeklaration af 16. april 1963 (med titlen: Bygningsvedtægt) som er blevet udvidet med lokalplan nr. 01.07 fra 1989. Bevaringsdeklarationen fastlægger, at ejendommenes ydre fremtræden ikke må ændres uden forudgående tilladelse fra byrådet. Den første del af Bygningsvedtægtens § 22 lyder som følger:

• Stk. 1: Byrådet kan gøre en byggetilladelse afhængig af, at bebyggelsen i sine væsentlige træk får en sådan ydre udformning og fremtræden, at der i forbindelse med den øvrige bebyggelse på stedet kan opnås en god helhedsvirkning.
• Stk. 2: Byrådet kan i byggetilladelsen stille de krav, der er nødvendige for, at bebyggelsen såvel som hegning, skiltning med videre kan fremtræde på en i forhold til dens omgivelser og til den øvrige bebyggelse på stedet rimelig og forsvarlig måde.
• Stk. 3: Når de i stk. 1 og 2 nævnte hensyn eller arkitektoniske hensyn i øvrigt kræver det, kan byrådet forlange, at en bebyggelses ydre fremtræden bevares i samme skikkelse, i hvilken den forefindes, således at ændringer af disse forhold kun må udføres med byrådets forudgående godkendelse.

Bevaringsdeklarationen gælder hele matrikler og dermed alle former for bygningsværker på matriklerne, hvilket vil sige, at de udover hovedhuset også gælder udhuse, mure og lignende. Der må som følge af dette ikke nedrives eller foretages ændringer i Ribes middelalderlige bykerne uden kommunens godkendelse. Bevaringsdeklarationen er en arealudpegning som bl.a. omfatter punktudpegningen af de bevaringsværdige og fredede bygninger i Ribe. Bevaringsdeklarationen findes som en binding i hovedstrukturen og optræder følgelig som rammedelstekst i alle de berørte enkeltområder.

Et værdifuldt kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Et værdifuldt kulturmiljø rummer en bærende kulturhistorisk fortælling som udgøres af en bebygget struktur. Et værdifuldt kulturmiljø kan ligge i by, forstad, stationsby, landsby eller være bygningsmæssige sammenhænge med tilknytning til kulturhistoriske spor i det åbne land.

Esbjerg Kommune har i samarbejde med Sydvestjyske Museer og Slots- og Kulturstyrelsen udarbejdet en metode med det specifikke formål at kunne foretage en fagligt velfunderet afgrænsning af værdifulde kulturmiljøer til kommuneplanen. De mange data, som er indsamlet i den forbindelse præsenteres i analysen: ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’.

Analysen indeholder registreringsskemaer for hvert enkelt værdifulde kulturmiljø. I registreringsskemaerne gøres der rede for det værdifulde kulturmiljøs bærende bevaringsværdier og sårbarheder, ligesom der er fastlagt en vurdering og prioritering af det værdifulde kulturmiljøs værdi sammenlignet med andre lignende værdifulde kulturmiljøer. I visse tilfælde indeholder registreringsskemaerne herudover anbefalinger til, hvordan det værdifulde kulturmiljø kan bevares og udvikles bedst muligt.

I analysen benyttes begreberne ’værdifuldt kulturmiljø (VK)’ og ’kulturmiljøkernen (KK)’. Kulturmiljøkernen er den bebyggede struktur eller fortælling, der indeholder det værdifulde kulturmiljøs DNA. I bysamfund i det åbne land, kan kernen også indeholde ubebyggede grønninger, der har stor betydning for kulturmiljøkernens fortælling. Det er kernen, der definerer omgivelserne og afgrænsningen af det værdifulde kulturmiljø. Det værdifulde kulturmiljø kan således defineres som kernens omgivelser f.eks. i form af ejerlav, landskab eller grundlag for den bebyggelse, der ligger i kernen. Kommuneplanens afgrænsning af de værdifulde kulturmiljøer fremtræder som en samlet fladeudpegning svarende til den ydre afgrænsning af det værdifulde kulturmiljø. Denne afgrænsning vil også altid indeholde kulturmiljøkernen, men kulturmiljøkernen fremgår ikke af kommuneplanen. Der kan i planperioden ændres i afgrænsninger indenfor det samlede værdifulde kulturmiljø, men skal der ændres i den ydre afgrænsning af et værdifuldt kulturmiljø, kræver det en ændring af kommuneplanen.

Der er i kommuneplanens rammedel fastlagt en binding i form af værdifuldt kulturmiljø. Bindingen følger den fagligt fastsatte afgrænsning af det værdifulde kulturmiljø og dermed ikke nødvendigvis afgrænsningen af rammeområderne.

Registreringen af værdifulde kulturmiljøer i ’Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune’ udgør en vigtig platform for udvikling af en sektorplan på området. En sektorplan skal fremlægge en plan for, hvorledes forvaltningen vil arbejde for at flytte hele bevaringsområdet og her især de registrerede værdifulde kulturmiljøer frem mod de politiske målsætninger som Esbjerg Kommune har for området. Forvaltningen skal i den forbindelse iagttage bevaringsarbejdet i nationalparkregi og i vore nabokommuner i øvrigt ligesom der også nationalt arbejdes med udvikling af kulturmiljøbegrebet.

Kulturarven betragtes som et aktiv for den lokale identitet, for erhvervslivet, bosætningen og for turismen. Et aktiv der med baggrund i byggeskik og bebyggelsesforhold lokalt fremhæves og understøttes i forbindelse med innovation og udvikling.

I rammedelen er udpeget afgrænsede områder i Ribe, Esbjerg og Bramming, hvor der ønskes en særlig opmærksomhed på at sikre byggeskik og bebyggelsesforhold. I disse afgrænsede områder ønskes helheden fastholdt. Det vil sige, at nye huse eller ombygninger skal tilpasses den lokale byggeskik i henhold til bygningernes skala, proportioner og materialer. I forhold til nybyggeri er det væsentligt at byggearbejder søges udført i et omfang, der bidrager til bevaring og understøttelse af områdernes kulturhistoriske værdi.

Ribe

I Ribe følger bindingen afgrænsningen af den tinglyste bevaringsdeklaration. Inden for dette område kan der defineres to hovedtræk:

• Den middelalderlige bykerne med dets mange fredede og bevaringsværdige bygninger, der sikres som bevaringsværdig helhed.
• Villabebyggelser og landskabstræk omkring åsystemet, der optages som bevaringsværdig helhed og respekteres som sådan i den videre planlægning.

Ribe Bykerne er sikret ved hjælp af bevaringsdeklaration, som understøttes af:

• ’Håndbog for bygningsdetaljer. Facader Ribe Bykerne. Eksempelsamling’. Esbjerg Kommune. 2005.
• ’Gode råd om butiksfacader. Ribe. Vejledning om udformning af butiksfacader og skilte samt løst byinventar i Ribe bykerne’. Udarbejdet af Ribe Kommunes Tekniske Forvaltning. 2001.
• ’Gode råd om gamle huse. Ribe. Vejledning om vedligeholdelse og istandsættelse af gamle huse i Ribe bykerne’. Udarbejdet af Ribe Kommunes Tekniske Forvaltning. 1997.

Bevaringsdeklarationen fastlægger og fastholder en høj bevaringsindsats i Ribe bykerne.

Esbjerg

• I Esbjerg følger bindingen afgrænsningen af lokalplan nr. 204-1. Inden for dette område kan der defineres tre hovedtræk: Indre by, der gennem valg af arkitektur og volumen afspejler byens udviklingsperioder og sikres som bevaringsværdig helhed.
• Byhuse og villaer omkringindre by, der rækker fra småhusene i Esbjergs pionértid, solide bedre byggeskikhuse, forskellige typer dobbelthuse og funkisvillaer.
• Funkisetageejendomme langs Frodesgade, Jyllandsgade og området omkring Strandby Plads.

Bevaringsværdige bygninger i Esbjerg indre by er sikret gennem lokalplan nr. 01-010-0021 og lokalplan nr. 204 – 1, med tilhørende vejledning.

Den nuværende bevaringsindsats skal fastholdes og respekteres i byens fortsatte udvikling, og samtidig skal der skabes en bedre sammenhæng mellem by og havn.

Bramming

I Bramming er der et stort sammenfald mellem bindingen og afgrænsningen af lokalplan 21-01-0001. Inden for dette område kan der defineres tre hovedtræk:

• Boligbebyggelse omkring Banegården (f.eks. Fengers Allé, Elmegade, Skolegade) med fine villaer i bedre byggeskik og med historicistiske træk.
• Midtbyens etageejendomme med stationsbypræg (f.eks. Nørregade, Storegade), der har mange paralleller til Esbjerg, dog i mindre format.
• Bykernen og villabebyggelserne bindes sammen af grønne områder.

Brammings bykerne sikres gennem lokalplan 21-01-0001.

I Bramming skal bevaringsindsatsen styrkes og respekteres i forhold til byens fortsatte udvikling.

Bestemmelsen retter sig mod kulturmiljøer, hvor helheden er sårbar overfor ikke-tilpassede nybyggerier eller ombygninger. I disse kulturmiljøer kan bybebyggelse og ombygninger ske i det omfang, at byggeriet sker under hensyntagen til områdets kulturhistoriske værdi og bidrager til at bevare og genskabe denne kulturhistoriske værdi.

Ribe Domkirkeplads og gaderne i Ribe bymidte udgør en helhed, der skal fastholdes og forbedres. Ribes brolagte gader og stræder fornyes løbende med nye granitbelægninger. Arbejdet udføres med respekt for det oprindelige udseende og materialevalg. Skibbroen, slipperne og de grønne rum langs åerne i Ribe udgør værdifulde byrum og skal fastholdes som sådan.

I Esbjerg by fastholdes og forbedres en række af de byrum, som indgår i eller afgrænser centerfladen. Det vil sige, de mest centrale dele af Kongensgade, Torvegade, Skolegade, (herunder Esbjerg Torv), Kirkegade (med kirkegården og kirkepladsen omkring Vor Frelser Kirke), Smedegade, Havnegade, Englandsgade og Jernbanegade (med banegårdspladsen) er værdifulde byrum, der skal fastholdes og forbedres.

I Esbjerg er Kongensgade og de nærmest sidegader blevet fornyet med granitbelægning, belysning og inventar. Der ønskes en opdatering af belysning i Torvegade. For Esbjerg Indre by og området nord for Frodesgade ønskes en samlet plan til forskønnelse af gaderum med bl.a. flere træer. Planen skal anvendes ved reetablering efter afsluttede opgravninger.

I de værdifulde byrum prioriteres tilvejebringelse og fastholdelse af gode og gerne grønne opholdsarealer til udendørs torveaktiviteter og byliv.

Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget Dokhavn, den ældste del af Esbjerg Havn, og det tilhørende fyrsystem til ét af Danmarks 25 nationale industriminder. Dokhavn er et vigtigt monument til forståelse af dansk industrikultur. Anlæggelsen af Dokhavn i årene 1868-1873 udgjorde grundlaget for Esbjerg by. Dokhavnen og midtbyen i Esbjerg med grid og villaer er udpeget som kulturmiljøer med national-høj værdi.

Dokhavnens sejlbare vandareal samt Vestre Dokkaj, Nordre Dokkaj, Østre Dokkaj og Newcastekaj definerer den oprindelige Dokhavn. Det sejlbare areal er udpeget som bevaringsværdigt havnebassin i kommuneplanen. På de relaterede kajer gives der mulighed for begrænsede havneværker som kajanlæg, ramper, losningsgrej og lignende, der ikke indregnes i de bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Dokhavn med relaterede og dominerende havnebygninger

På kortet er angivet de bygninger og anlæg, der henhører til Dokhavn og som tilsammen udgør en bevaringsværdi helhed af høj værdi.

Folkekirkens kirkebygninger og kirkeomgivelser er beskyttet af lovgivningen om Folkekirken.

Folkekirkerne er selvejende. Da kirkebygninger er undtaget fra bygningsfredningslovens bestemmelser, er de ikke fredede. Kirker bliver ikke fredet, så længe de anvendes som kirke, hvilket gælder uanset den enkelte bygnings alder.

Lovgivningen om folkekirken sikrer, at ændringer og istandsættelser af kirker, kirkeinventar, kapeller med videre skal godkendes af enten stiftsøvrigheden eller provstiudvalget, der til brug for sagsbehandlingen indhenter sagkyndige erklæringer fra blandt andet Nationalmuseet.

Menighedsrådene har blandt andet til opgave at administrere folkekirkens faste ejendom og skal i den forbindelse søge at forhindre, at kirkens og kirkegårdens nærmeste omgivelser bebygges eller bruges på skæmmende måde.

De 10 stifter i Danmark fungerer som decentrale statslige myndigheder, som efter aftale med Kirkeministeriet påser, at der i den offentlige planlægning tages tilstrækkeligt hensyn til kirkerne og deres omgivelser.

I Esbjerg Kommune har folkekirken 39 kirker, der alle fungerer som sognekirker.

De fleste kirker blev opført i den store kirkerejsningsperiode cirka 1100-1250. 12 kirker blev opført efter reformationen, og af disse er syv kirker i Esbjerg opført i perioden fra 1961 til 1992 med Hjerting Kirke som den nyeste.

Folkekirker kan være placeret i offentlige områder eller i centerområder. Folkekirker med kirkegårde vil som regel være placeret i grønne byområder med kirkegård.

De ældste kirker er typisk opført på et højt beliggende sted i forhold til det omgivende landskab, og kirkerne har derfor fra gammel tid været synlige fra lang afstand. Særligt kirkerne på landet, der ikke er blevet skjult af nyere, bymæssig bebyggelse, er fortsat synlige i landskabet og indgår som en del af landskabsoplevelsen. De nu nedlagte amter foretog en registrering af de områder, hvor kirken i særlig grad er synlig fra landskabet, de såkaldte kirkelandskaber eller kirkeområder. Mulighederne for byggeri med videre er i disse områder begrænset af hensyn til kirkerne.

Retningslinjen om kirkeomgivelser har afsæt i både kulturhistoriske og landskabelige hensyn. Begge dele er af betydning i forhold til at sikre, at kirkernes nærmeste omgivelser og oplevelsen af kirkerne fra det åbne land ikke forringes af nyt byggeri eller store anlæg.

Retningslinjen skal sikre en mere udstrakt beskyttelse af kirkernes omgivelser, så deres betydning som markante kulturmonumenter i landsbyer og det åbne land ikke udviskes.

De udpegede kirker med omgivelsesfredning omfatter de kirker, som blev udpeget med beskyttelseszoner af Ribe Amt i 2005.

Museerne og Slots- og Kulturstyrelsen har udpeget kulturarvsarealer. Disse arealer kan rumme værdifulde skjulte fortidsminder og kulturlevn. Udpegningerne er offentliggjort i den arkæologiske database ’Fund og Fortidsminder’.

Kortlægningen af kulturarvsarealer skal hjælpe bygherrer og myndigheder, så de allerede i en tidlig fase kan se, om et areal har særlig arkæologisk betydning eller ej. Dermed har de mulighed for at placere byggeriet, så det ikke påvirker det arkæologisk følsomme område. Bygherren undgår dermed alvorlige forsinkelser i byggeriet og en eventuel større regning for eventuelle arkæologiske undersøgelser.

At et område tilsyneladende er fundtomt, må ikke opfattes som en garanti for, at der ikke er fortidsminder på stedet. Det kan kun fagfolkenes forundersøgelse afklare.

Museumsloven har som mål, at så mange bygherrer som muligt anlægger uden om arkæologiske værdier. Kulturarvsarealer er ikke fredede.