Det åbne land i Esbjerg Kommune er inddelt i 25 landskabskarakterområder. Et karakterområde er et afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler bestemte natur- og kulturgeografiske træk og som adskiller sig fra de omkringliggende områder.

Inddelingen i karakterområder er sket med udgangspunkt i landskabskaraktermetoden.

Karakterområdernes afgrænsning er søgt afpasset med nabokommunernes afgrænsning.

Det naturgeografiske udgangspunkt

Landskabet i Esbjerg Kommune er geologisk set karakteriseret ved afrundede bakkeøer og flade hedesletter, der er opdelt af vidtforgrenede åsystemer. Enkelte steder opleves egentlige ådale, men mange steder opleves åerne som nedskårne vandløb i hedesletterne. Mod vest danner vadehavsøer, marsk og klitter et ganske særligt landskab; barrierekysten.

Den kulturgeografiske påvirkning

Den kulturgeografiske påvirkning er et udtryk for, hvordan mennesket gennem årtusinder har udnyttet og modelleret landskabet. De kulturgeografiske forhold omfatter blandt andet arealanvendelsen (landbrug, skovbrug, natur m.m.), men også bebyggelses- og matrikelstrukturer. De fleste steder er der en meget tydelig sammenhæng mellem det geologiske udgangspunkt og den måde landskabet er blevet udnyttet. Et eksempel på dette er områder med næringsfattig jordbund, der er blevet tilplantet med skov, fordi landbrugsmæssig dyrkning ikke kunne svare sig. Et andet eksempel er bebyggelsens karakteristiske placering på geestranden, der gav sikkerhed for tidevandet, og samtidig gav let adgang til de frodige marskenge.

Karakterkortlægningen

Landskabskarakterområderne er beskrevet i rapporten ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’. I rapporten redegøres der for de enkelte områders særlige karakter og det beskrives, hvordan karakteren skal understøttes og udvikles gennem planlægning og administration. karakterkortlægningen beskriver endvidere eventuelle sårbarheder, som der skal tages højde for i sagsbehandlingen.

Byggeri og anlæg skal som udgangspunkt placeres og tilpasses, så det understøtter og udvikler de enkelte landskabers karakter og beskytter de mest sårbare landskaber. Formålet med karakterkortlægningen er således ikke nødvendigvis at fastholde status quo, men at arbejde for en differentieret udvikling. Der vil derfor også kunne stilles forskelligartede vilkår i forskellige karakterområder.

Ved tilpasning af byggeri og projekter skal der arbejdes med en tretrinsraket:

1. Placering og orientering
2. Udformning, arkitektur og farvevalg
3. Afbødende foranstaltninger så som beplantning

Den rette placering er forudsætningen for en vellykket projekttilpasning. Ved at vælge den rette placering, vil behovet for tilpasning af byggeriets udformning og eventuel brug af afbødende foranstaltninger mindskes betydeligt. Den rette placering skal ses i forhold til projektets karakter og formål, men også i forhold til den indvirkning projektet har på omgivelserne. Ved indpasning af byggeri i det åbne land, kan den rette orientering af byggeriet få det til at underordne sig eksisterende byggeri eller understøtte en given struktur i området. Derved minimeres den visuelle påvirkning af omgivelserne.

Når den rette placering er fundet, kan der være et behov for at tilpasse byggeriet til omgivelserne. Her er det byggeriets udformning, arkitektur, materiale- og farvevalg, der skal bringes i spil. Jo bedre placering og orientering man har fundet, jo mindre er behovet for at tilpasse byggeriet.

Endeligt kan der være behov for at se på afbødende foranstaltninger som afskærmende beplantning, jordvolde med videre. Det bør altid tilstræbes at bygge på en måde, så byggeriet tåler at stå uden at skulle afskærmes. Hvis værktøjet med afbødende foranstaltninger tages i brug, bør det ske med udgangspunkt i karakterkortlægningens beskrivelser af den for området karakteristiske beplantning.

Der kan være behov for at placere samfundsmæssigt nødvendige anlæg, som vil ændre karakteren af et område markant. Det kan være vådområdeprojekter til CO2-binding eller tilbageholdelse af regnvand, ny infrastruktur eller anlæg til produktion af vedvarende energi. Samfundsmæssigt nødvendigt byggeri og anlæg kan placeres indenfor karakterområderne selvom det ikke understøtter den ønskede udvikling i området. Byggeri og anlæg skal dog i videst muligt omfang søges tilpasset området.

De værdifulde landskaber udgør de mest sårbare og unikke landskaber i kommunen og er landskaber, der i særlig grad skal beskyttes og bevares. De umiddelbart smukkeste landskaber er ofte knyttet til ådalene, kysterne og andre vidtstrakte landskaber. Der findes imidlertid også andre områder med landskabelig værdi. Det kan være områder, der tydeligt afspejler de geologiske processer, der har givet landskabet form eller landskaber, som vidner om områdets kulturhistorie. 

Udpegningen af de værdifulde landskaber er revideret i forbindelse med udarbejdelsen af ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’.

Den tidligere udpegning var foretaget af Ribe Amt. I den amtslige udpegning var arealer med beskyttet natur og fredskov ikke medtaget. Med den nye reviderede udpegning er der i højere grad lagt vægt på at udpege sammenhængende landskaber på tværs af andre bindinger.

Det er en national interesse og en del af planlovens formål, at de værdifulde landskaber bevares og friholdes for byggeri og tekniske anlæg samt, at udpegningerne ikke reduceres i størrelse.

De værdifulde landskaber skal som hovedregel friholdes for alt byggeri og anlæg. Undtagelsen er byggeri og anlæg, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugs- eller skovbrugsejendom idet de primære erhverv har en særstatus i det åbne land. Barmarksprojekter og ikke erhvervsmæssigt nødvendige udvidelser af eksisterende ejendomme kan ikke ske inden for de værdifulde landskaber. 

Tilsvarende kan der tillades byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse inden for de værdifulde landskaber, hvis det er vurderet, at anlægget ikke kan placeres uden for de beskyttede landskaber. Ved byggeri og anlæg af væsentlig samfundsmæssig interesse forstås eksempelvis større infrastrukturprojekter og anlæg til sikring af forsyningssikkerheden, beredskabet eller statens sikkerhed.

Nødvendigt byggeri og anlæg skal tilpasses landskabet ved placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tekniske anlæg skal indpasses bedst muligt i terrænet og vigtige ind- og udsigtskiler skal friholdes. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen. 

Større sammenhængende landskaber er landskaber, der grundet geologiske dannelser, arealanvendelsesmæssige forhold og/eller oplevelsesmæssige forhold indgår i værdifulde sammenhænge. Større sammenhængende landskaber udpeges på baggrund af karaktergivende elementer og strukturer bestående af terræn, beplantning, byggeri, veje med videre, der tilsammen skaber en sammenhængende helhed i en større skala.

Byggeri og anlæg herunder store husdyrbrug, der ikke kan placeres uden for de større sammenhængende landskaber, skal søges placeret og tilpasset, så de ikke ødelægger muligheden for at opleve de store sammenhængende landskaber. Særligt omkring ådalene skal der være fokus på, at byggeri kan skabe barrierer, der spærrer for visuelle sammenhænge. Ved tilpasning forstås placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen. 

De større sammenhængende landskaber strækker sig på tværs af kommunens grænser. For at sikre en gensidig forståelse og respekt for afgrænsningerne af landskabstypen, fordrer bevaringen af de større sammenhængende landskaber derfor et tværkommunalt samarbejde.

Ved at sikre de større sammenhængende landskaber er det muligt at opleve, hvorledes landskaberne i Sydvestjylland blev dannet.

De større uforstyrrede landskaber udgør de visuelt mest uberørte dele af det åbne land.

Det åbne land præges mange steder af store trafikanlæg, master, vindmøller eller store produktionsanlæg. Der er få steder tilbage, hvor det er muligt at opleve et uforstyrret landskab uden dominerende anlæg og aktiviteter. Det er vigtigt at sikre, at der ikke sker unødige indgreb i de tilbageværende større uforstyrrede landskaber.

Et område, der er uden påvirkning af store byggerier og tekniske anlæg, har i sig selv værdi. Jo større et sådant uforstyrret område er, desto større er dets oplevelsesværdi. Udpegningen af større uforstyrrede landskaber er derfor baseret på den visuelle oplevelse af landskabet.

Udpegningen af de større uforstyrrede landskaber er revideret i forbindelse med landskabskarakterkortlægningen ’Landskabskarakteranalyse for Esbjerg Kommune’.

Ved større bygninger og anlæg forstås

• lineære anlæg som større veje, jernbaner og større el-ledningsnet.
• enkeltanlæg som vindmølleparker, masteanlæg, store landbrugsbyggerier, større virksomheder, flyvepladser/lufthavne, større campingpladser og feriebyer.
• større byområder og sommerhusområder.

De større uforstyrrede landskaber kan udgøre en væsentlig rekreativ ressource, fordi det her er muligt at opleve større landområder uden fysiske eller visuelle barrierer, der afgørende ændrer landskabets karakter.

Byggeri og anlæg herunder store husdyrbrug, der ikke kan placeres uden for de større uforstyrrede landskaber, skal søges placeret og tilpasset, så de i mindst mulig grad påvirker oplevelsen af det uforstyrrede landskab. Ved tilpasning forstås placering, skala, arkitektur, materiale- og farvevalg, beplantning samt belysning. Tilpasning skal ske med udgangspunkt i landskabskarakterkortlægningen og særligt de sårbarheder, der er beskrevet i analysen. Her kan afskærmende beplantning være et væsentligt virkemiddel. Karakterkortlægningen er udarbejdet ud fra en fast metode. Ved at tage udgangspunkt i karakterkortlægningen sikres det, at vilkår og krav om tilpasning stilles på et ensartet grundlag på tværs af kommunen.

Landskabsformerne i Esbjerg Kommune er karakteriseret ved morænelandskaber fra næstsidste istid i form af bakkeøer og hedesletter dannet af smeltevandssand i den seneste istid. Marsken og Vadehavet er et dynamisk og geologisk set meget ungt landskab.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har i 'Geologisk Set – Det sydlige Jylland' udpeget fire rammeområder med tre mindre hovedudpegninger:

• Vadehavet
  
  • Skallingen (ligger udenfor Esbjerg Kommune)
  • Varde Å
  • Juvre Dyb og Tøndermarsken (Tøndermarsken ligger udenfor Esbjerg Kommune)
• Mandø.
• Kongeådalen.
• Marbæk Klint.

Områderne er udpeget som geologisk værdifulde områder sammen med mindre områder med forekomster af polygonjord ved henholdsvis Guldager og Grimstrup.

Vadehavet

Vadehavet er et eksempel på et tidevandslandskab med en række barriereøer (Skallingen, Fanø, Mandø og Rømø) foran vaden og marsken. Landskabet er unikt på grund af sin højdynamiske karakter, hvor formændringerne har været meget hurtige set i geologisk tidsskala. Indenfor barrieren findes Vadehavet med vader, dyb, højsander og forlandsmarsk.

Længst mod nord i vadehavsudpegningen ligger Varde Ås udmunding. Varde Å starter i en smeltevandsdal og ender med at løbe gennem marsken og ud i Ho bugt. Den nedre del af åen er tidevandspåvirket. De tilstødende marskområder er friholdt for inddæmning, og mundingen er ikke reguleret. Varde Å er den eneste å, der løber ureguleret ud i Vadehavet.

Den sydligste udpegning i Esbjerg Kommune er Juvre Dyb, der ligger mellem Mandø og Rømø. Juvre Dyb er en, op mod 17 m dyb, tidevandsrende, der ligger mellem Koresand og Rømø. Området, der tømmes og fyldes gennem Juvre Dyb, er på cirka 131 km2 hvilket betyder, at der strømmer op til 155 millioner m3 vand igennem dybet to gange i døgnet. Området omkring Juvre Dyb indeholder alle Vadehavets elementer og har på den måde en helt særlig betydning, også undervisningsmæssigt.

Ved Råhede er der gennem de seneste 50 år dannet den helt særlige landskabstype; klintmarsk. Klintmarsk opstår, når langsomt opbygget marskjord nedbrydes af havet, så der opstår en lav, men markant erosionsklint ud mod vaden.

Koresand er et højsande, det vil sige, en vegetationsløs sandflade og begyndende barriereø, beliggende SV for Mandø. Den ældste del af Koresand er cirka 120 cm over middelvandstanden, mens den yngre del er cirka 100 cm over middelvandstanden.

Mandø

Mandø er den mindste af de danske vadehavsøer og befinder sig øst for den barrierekystlinje, som udgøres af Skallingen, Fanø og Rømø.

Kongeådalen

Den vestligste del af Kongeådalen er beliggende i Esbjerg Kommune. Kongeådalen er en smeltevandsdal fra den seneste istid og adskiller Holsted og Rødding Bakkeøer. Smeltevandsdalen viser flere markante landskabselementer herunder erosionsskrænter og forskellige israndsstadier.

Marbæk Klint

I Marbæk Klint ses to kystprofiler, hvor der kan studeres fedt ler afsat i kystnært, marint miljø forud for istiderne, og glaciale materialer afsat under istiderne. Aflejringerne er senere foldet og forkastet af de efterfølgende istider. Klinten har et stort potentiale for forskning og undervisning.

Polygonjord

Polygonjord er arealer, hvor jordoverfladen har et geometrisk mønster. Polygonjorde dannes ved, at der sker en opsprækning af de øverste jordlag i forbindelse med udtørring, afkøling eller uensartet ophvælving af jordoverfladen. Polygonjorderne, der er at finde flere steder i Vestjylland, er dannet i det arktiske klima, der var fremherskende under sidste istid.

Flere steder i Esbjerg Kommune findes der eksempler på polygonjord. De der formentlig er tydeligst findes omkring Guldager og Guldager Stationsby samt nordvest for Grimstrup. Polygonjorde fremstår tydeligere i nogle perioder end andre afhængigt af jordbundens vandindhold. Endvidere skal jordoverfladen være blotlagt for at polygonerne fremgår tydeligt. De udpegede polygonjorde ses særligt tydeligt på ortofotos fra foråret 2011.