Naturen i Esbjerg Kommune indeholder en rig variation af naturtyper og plantesamfund. En stor del af kommunens naturområder findes koncentreret som eng- og moseområder omkring en række store og små vandløb og som vidtstrakte strandenge ved Vadehavet.

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 3 er følgende naturtyper beskyttet mod tilstandsændringer: heder, moser, enge, overdrev og strandenge, der enkeltvis eller til sammen er større end 2.500 m². Beskyttelsen omfatter endvidere søer større end 100 m², en række udpegede vandløb samt mindre moseområder i tilknytning til disse. De beskyttede naturområder kaldes også for § 3-natur.

Beskyttelsen af § 3-områderne er et led i sikringen af biodiversiteten. Biodiversitet er al det liv, som findes på jorden i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt andet levende. Det kaldes også for den biologiske mangfoldighed.

Bevarelse af biodiversiteten kan overordnet ske ved at bevare og beskytte den endnu eksisterende værdifulde natur, udvide eller forbedre små eller forringede områder og skabe nye naturområder og levesteder til at understøtte den eksisterende natur.

Cirka 8 % af arealet i Esbjerg Kommune er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til mange andre dele af landet, er kommunen især rig på ferske enge, moser og strandenge.

I Esbjerg Kommune findes der 764 km § 3-beskyttede vandløb. Både private og offentlige vandløb er repræsenteret, spændende fra smalle grøfter til udløbet af de større åer i Vadehavet.

Ved ønsker om at foretage aktiviteter i et naturområde, som ikke har været en del af den hidtidige drift, skal der søges om tilladelse eller dispensation fra kommunen. Der kan ofte gives dispensationer til naturforbedrende aktiviteter såsom genoptagelse af græsning, oprensning af søer, rydning af tilgroede områder m.m., mens der ikke kan forventes dispensation til aktiviteter, der kan forringe naturen, ved eksempelvis at bebygge, dræne eller pløje et område.

På kommunens hjemmeside findes nærmere beskrivelser af de enkelte naturtyper, og om hvad lodsejere selv kan gøre for at pleje naturen.

Natura 2000-områder er et europæisk netværk af naturbeskyttelsesområder. Netværket omfatter habitat-, fuglebeskyttelses- og Ramsarområder, og kaldes også for internationale naturbeskyttelsesområder.

Habitat- og fuglebeskyttelsesområderne er udpeget på baggrund af EU's naturdirektiver – habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.

Habitatområder er områder, som indeholder naturtyper samt levesteder for dyr og planter, som er sjældne, truede eller særligt karakteristiske indenfor EU. Det er naturtyper som strandenge, vadeflader, vandløb, klitter samt særlige typer af enge og moser. Områderne er endvidere levesteder for dyr såsom odder, laks, snæbel og flere arter af lampretter.

Esbjerg Kommune arbejder aktivt for at udvikle og forbedre naturtyperne og levestederne for arterne gennem naturpleje og projekter. Det omfatter mange typer af indsatser, fra rydning af tilgroede heder på kommunalt ejede arealer i Marbæk, til store projekter med mange samarbejdspartnere til glæde for fuglelivet på Mandø.

I Esbjerg Kommune er Vadehavet med Mandø samt dele af åerne og ådalene omkring Varde Å, Alslev Å, Sneum Å, Holsted Å, Kongeåen, Ribe Å og Tved Å udpeget til habitatområde.

Fuglebeskyttelsesområder er vigtige levesteder for en lang række truede fuglearter. Dette gælder fuglearter, som yngler i områderne, såsom klyde, sorthovedet måge og hedehøg. Det gælder også arter, som blot tager ophold i en periode i forbindelse med, at de er på træk, såsom bramgås, edderfugl og hjejle. I Esbjerg Kommune er Vadehavet med Mandø, dele af marsken samt området omkring Ribe Østerå udpeget til fuglebeskyttelsesområde.

Vadehavet er endvidere udpeget som Ramsarområde, da det er et vådområde af international betydning for især vandfugle. Området er udpeget på baggrund af Ramsar-konventionen, som Danmark ratificerede i 1977.

Lovgivningen udstikker faste rammer for den del af kommunens administration og planlægning, der kan berøre eller påvirke et Natura 2000-område eller kan påvirke de strengt beskyttede arter, der er listet på habitatdirektivets bilag IV. Det gælder f.eks. planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Sådanne planforslag skal redegøre for forslagets virkninger på de naturtyper og arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det vurderes, at planen vil forringe forholdene i Natura 2000-området, kan planen kun gennemføres, hvis der ligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og der ikke findes nogen alternativ løsning. Lovgivningen omfatter på samme måde tilladelser, dispensationer og godkendelser til ændringer, der kan forringe forholdende for de naturtyper og arter, som Natura 2000-områderne er udpeget for at bevare.

Naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser består af alle Natura 2000-områderne, de dele af de generelt beskyttede naturområder, det vil sige § 3-natur og fredninger, der ligger indenfor grønt danmarkskort samt skove med et højt naturindhold. Skove med højt naturindhold defineres her som skove, der er kortlagt som egekrat, som naturmæssig særlig værdifuld skov efter skovloven eller som har en HNV-score (High Nature Value) på fem eller derover.

Biologisk mangfoldighed eller biodiversitet er alt det liv, som findes på jorden i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt andet levende. Biodiversiteten er under pres og forsvinder i hastigt tempo som følge af menneskernes udnyttelse af jordkloden. Ødelæggelse af naturområder, forurening med næringsstoffer og regulering af vandets fri bevægelighed er alle trusler mod den biologiske mangfoldighed. Bevarelse af biodiversiteten kan overordnet ske ved at bevare og beskytte den endnu eksisterende værdifulde natur, udvide eller forbedre små eller forringede områder og skabe nye naturområder og levesteder til at understøtte den eksisterende natur.

Den særligt værdifulde natur udgør kernen i det grønne danmarkskort, og det er derfor særligt vigtigt, at naturbeskyttelsen her prioriteres højt. Det er fra områderne med særligt værdifuld natur, at planter og dyr skal kunne sprede sig til nye levesteder i takt med, at netværket af naturområder udvikles.

For en række naturtyper indenfor den særligt værdifulde natur er der, i forbindelse med administration af husdyrgodkendelser, endvidere mulighed for, efter en konkret vurdering, at stille vilkår til den maksimale merdeposition af ammoniak.

Særligt værdifuld natur er en del af grønt danmarkskort.

De økologiske forbindelser skal sikre, at bestande af planter og dyr kan spredes i landskabet og udveksle tilstrækkeligt med individer og gener til at fastholde en sund udvikling. Samtidig skal forbindelserne gøre det muligt for plante- og dyrearter at komme til de nye levesteder, der skabes i landskabet. Det gælder eksempelvis nye vandhuller, vådområder, skovrejsning og læhegn. På den måde bidrager de økologiske forbindelser til at højne biodiversiteten i Esbjerg kommune. Ved biodiversitet og biologisk mangfoldighed forstås alt det liv, som findes på jorden i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt andet levende.

Esbjerg Kommune har ved udpegningen af økologiske forbindelser lagt vægt på at sikre og udvikle en række kerneområder for udvalgte dyrearter. Det drejer sig om arterne løgfrø, strandtudse, stor vandsalamander og birkemus, der alle er særligt beskyttede og opført på habitatdirektivets bilag IV. De økologiske forbindelser udgør et overordnet og sammenhængende netværk, der omfatter de vigtigste levesteder for arterne i kommunen. Det drejer sig især om levesteder i form af søer, vandhuller og moser, hvor der foreligger konkrete registreringer af arterne eller hvor det er sandsynligt, at de findes. De udpegede økologiske forbindelser rummer dog også arealer, hvor den nuværende anvendelse er for intensiv til at understøtte spredningsmuligheder for de arter, som forbindelsen er planlagt for. Kommunens planlægning og administration sigter på at styrke de økologiske forbindelsers funktionsdygtighed. Det kan ske ved ekstensivering af landbrugsdrift, naturgenopretning og etablering af trædesten. Trædesten er øer af natur i landskabet, som muliggør spredning af planter og dyr. For padder vil der typisk være tale om et netværk af vandhuller der ligger så tæt, at dyrene kan vandre mellem dem.

Hvis der ved byggeri, anlæg eller ombygning af veje sker forringelse eller afskæring af en økologisk forbindelse, skal der stilles krav om tiltag, der sikrer hensynet til en mere sammenhængende natur eller der etableres faunapassager, hvor der er behov for dette.

De økologiske forbindelser er en del af grønt danmarkskort.

Udpegningen af potentielle naturområder består af områder, som har et potentiale for at kunne udvikle sig til natur. De potentielle naturområder er de områder inden for grønt danmarkskort, som ligger mellem den særlig værdifulde natur, og som har et potentiale for at kunne udvikle sig til natur. Der er typisk tale om fredskovspligtige arealer inden for grønt danmarkskort, lavbundsarealer, tidligere naturarealer eller arealer, som sammenbinder den eksisterende natur. En ekstensivering af arealerne kan skabe større naturområder eller fungere som spredningskorridor eller bufferzone mellem natur og anden arealudnyttelse.

Udpegningen af potentiel natur i et område medfører, at området f.eks. ikke må udlægges som nye arealer til byzoner eller sommerhusområder, større vejanlæg eller udlægges areal til deponeringsanlæg. Såfremt der etableres nye råstofgrave, bør efterbehandlingen ske med sigte på at forbedre levestederne for arter i området, ved eksempelvis at skabe lavvandede områder for vandfugle eller skabe mulighed for etablering af plantesamfund tilpasset næringsfattige naturtyper på skrænter og afgravede arealer.

Udpegningen skal primært sikre, at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de naturmæssige og landskabelige interesser. Udpegningen er ikke til hinder for, at ejendomme indenfor de pågældende områder fortsat kan drives landbrugsmæssigt, og at der kan opføres byggeri, der er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift. Hvis nye landbrugsbygninger ønskes placeret uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, skal det vurderes om placeringen vil være i strid med naturinteresserne.

Såfremt væsentlige indgreb i områder udlagt til potentiel natur ikke kan undgås, skal den påtænkte potentielle natur på anden vis søges realiseret gennem udlæg af nærliggende områder.

Potentiel natur er en del af grønt danmarkskort.

Virksomheder, der arbejder med eller opbevarer farlige stoffer på grund af sundhedsfare, fysiske farer eller miljøfare og af en vis mængde, er, som risikovirksomhed, omfattet af Risikobekendtgørelsen.

Nye risikovirksomheder kan placeres i områder udlagt til risikoerhverv, og i de erhvervsområder, der er udlagt til erhverv med særlige beliggenhedskrav svarende til klasse 6-7 i ’Håndbog og Miljø og Planlægning’ (2004).

Eksisterende risikovirksomheder sikres udfoldelsesmuligheder ved udlægning af zoner omkring virksomheden.

Lokalisering af nye risikovirksomheder skal foretages på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens sikkerhedsniveau.

Der fastlægges en risiko-isolinje på minimum 500 m omkring områder til risikoerhverv. Dette sikrer, at der ikke udlægges nye områder til miljøfølsom anvendelse indenfor risiko-isolinjen.

Hvor der indenfor risiko-isolinjen i forvejen er miljøfølsom anvendelse, vil afstanden til området til risikoerhverv være kortere og fremtidige virksomheder vil her derfor skulle opfylde strengere krav.

Nationalpark Vadehavet er udpeget af miljøministeren jævnfør lov om nationalparker, og formålet med nationalparken er fastlagt i Bekendtgørelse om Nationalpark Vadehavet. Nationalparkens formål er følgende:

• at bevare, styrke og udvikle naturen, dens mangfoldighed, sammenhæng og dynamik, især for de internationalt betydningsfulde lavvandede havområder, vadeflader, marskenge og øvrige kystnære naturarealer.
• at bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier i det unikke vadehavslandskab.
• at bevare og styrke nationalparkens kulturhistoriske værdier.
• at styrke mulighederne for særlige naturoplevelser, kulturhistoriske oplevelser og friluftsliv i vadehavslandskabet.
• at styrke forskning, undervisning, naturvejledning og formidling af vadehavslandskabets værdier.
• at understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne, og således at der fortsat kan drives og udvikles landbrug og fiskeri.
• at bidrage til en koordineret udvikling af det dansk-tysk-nederlandske vadehavsområde.

Bekendtgørelsen for Nationalpark Vadehavet indeholder 12 målsætninger som i ’Plan for Nationalpark Vadehavet 2019-24’ er omsat til seks indsatsområder for denne planperiode. Efter at store dele af nationalparken blev udpeget som UNESCO verdensarv i 2014, blev den daværende nationalparkplan fulgt op af en strategi; ’Nationalpark Vadehavet Strategi 2016-22’. Strategien favner verdensarven som noget nyt og er efterfølgende blevet skrevet ind i ’Plan for Nationalpark Vadehavet 2019-2024’

Verdensarv er en liste over de ypperste naturområder og bygningsværker i verden. Listen er udarbejdet på baggrund af UNESCO’s Verdensarvskonvention. For at blive optaget på listen skal et område eller et bygningsværk have enestående universel værdi.

Vadehavet, der strækker sig fra Skallingen og Ho Bugt i Danmark og videre til Tyskland og Holland, er verdens største sammenhængene tidevandsområde. Det langstrakte, udbrudte og dynamiske landskab danner grundlag for et meget mangfoldigt dyre- og planteliv. Derfor blev den tyske og hollandske del af Vadehavet udpeget af UNESCO som verdensarv i 2009. Den danske del af Vadehavet fulgte efter med en udpegning som verdensarv i 2014.

Verdensarven i Danmark er, mod land, afgrænset af digerne, og hvor der ikke er diger af højeste daglige vandstand.

Miljøministeriet er ansvarligt for at beskyttelsen af den danske del af Vadehavet bliver opretholdt, mens Kulturministeriet har kontakten til Verdensarvscenteret i Paris. Nationalpark Vadehavet er focal point, det vil sige ansvarlig for at kommunikation om og formidling af verdensarv Vadehadet følger reglerne for brug af logoet. Der er nedsat en styregruppe for den danske del med repræsentanter fra Nationalpark Vadehavet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og de fire vadehavskommuner; Varde, Fanø, Tønder og Esbjerg.

Styregruppen har taget initiativ til udarbejdelse af ’Strategi for Vadehavet som Verdensarv 2021-2025’. Strategien indeholder seks fokusområder for arbejdet med verdensarven og dertil hørende indsatser. De seks fokusområder er:

• Benyttelse og beskyttelse
• Vi synliggør Vadehavet
• Kulturarven
• Fra lokalt til nationalt og internationalt fokus
• Uddannelse og forskning

Strategien følges op af et indsatskatalog med konkrete indsatser, der skal omsætte strategien til egentlige projekter. Samtidig er der etableret et strategiforum med en række lokale aktører fra natur, kultur, turisme, friluftsliv mv., der skal bidrage med ideer og med at implementere strategi og aktiviteter.

Beskyttelseslinjens formål er at sikre søer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Den gælder for offentlige og private søer med en vandflade på mindst 3 ha.

Indenfor områder, omfattet af en søbeskyttelseslinje, er der generelt forbud mod at:

• placere bebyggelse (bygninger, skure, campingvogne, master med videre).
• foretage ændringer i terrænet.
• foretage beplantning og lignende.

Beskyttelseslinjen regnes fra søbredden ved normal vandstand, med udgangspunkt i grænsen mellem landvegetation og limnisk rørsump. Limnisk rørsump vil sige; vandplanter, der fordrer, i hvert fald en del af året, at have rødderne i vand.

Beskyttelseslinjens formål er at sikre vandløb som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Den gælder for vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til tidligere lovgivning.

Indenfor områder, omfattet af en åbeskyttelseslinje, er der generelt forbud mod at:

• placere bebyggelse (bygninger, skure, campingvogne, master med videre).
• foretage ændringer i terrænet.
• foretage beplantning og lignende.

Beskyttelseslinjen regnes fra vandløbets øverste kant.

Formålet med strandbeskyttelsen er at sikre en generel friholdelse af kystområderne for indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Der må således ikke ændres i tilstanden, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende indenfor strandbeskyttelseslinjen. Endvidere må der ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Strandbeskyttelsen ved kyststrækninger uden klitfredning har siden naturfredningsloven af 1937 omfattet strandbredden og en 100 m bred zone, regnet fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation – den såkaldte basislinje. På nogle kyststrækninger, især ved byer, har der dog ikke været en strandbeskyttelseszone. I kystloven er bredden af strandbeskyttelseszonen bag strandbredden udvidet til 300 m med samme basislinje som hidtil. For områder, der er fastlagt som sommerhusområder, er strandbeskyttelsen dog fortsat begrænset til en afstand af 100 m fra basislinjen.

Forløbet af basislinjen for strandbeskyttelseslinjen bestemmes af vegetationens art. På inddigede kyststrækninger vil basislinjen være digefoden, medmindre der søværts diget findes strandeng eller sammenhængende ikke-salttålende vegetation. Strandbeskyttelseslinjen ligger fast uanset eventuelle ændringer af basislinjens forløb. Miljøministeren kan revidere strandbeskyttelseslinjens forløb, når der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten.

Havneområdet omfatter havnebassiner og -værker på Esbjerg Havn. Det vil sige, sejlbare vandarealer, kajanlæg, ramper, losningsgrej og lignende i vandarealet.

Formålet med udpegningen er at sikre sejlbarheden i havnebassinerne. De mere specifikke rammebestemmelser i disse rammer omhandler anvendelserne på de broer, ramper eller andet der findes i vandet samt anvendelserne på de eventuelle arealer, der måtte blive resultatet, hvis hele eller dele af et havnebassin opfyldes.

Vandarealets omgivende kajer ligger i byzone. Rammeafgrænsningen af det sejlbare vandareal følger således byzoneafgrænsningen.

Skovbyggelinjen har til formål at sikre skovenes værdi som landskabselementer samt opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet.

Ved skove forstås arealer, der er bevoksede med træer, der på sigt kan danne en højstammet skov, medmindre der er tale om deciderede landbrugsafgrøder, såsom juletræer og pyntegrønt. Skovbegrebet i § 17 omfatter således også de skove, der ikke er pålagt fredsskovpligt.

Skovbyggelinjen er på 300 m. Den gælder for alle offentlige skove, det vil sige, skove, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser, samt for private skove, hvis sammenhængende areal udgør 20 ha eller derover uanset om skoven har forskellige ejere. Skovbyggelinjen omfatter såvel eksisterende skove, som nye skove over 20 ha, der plantes f.eks. som skovrejsningsprojekter. Såfremt en privat skov på under 20 ha ved erhvervelse overgår til offentlig skov, opstår der en skovbyggelinje. Det samme gælder, hvis skoven ved nytilplantning får et areal på over 20 ha.

Kendelsesfredede arealer kan være fredede ud fra landskabelige, biologiske eller kulturhistoriske hensyn. Der kan være tale om større sammenhængende landskabsområder, f.eks. Kongeådalen, eller mindre lokaliteter som f.eks. Exner-fredningerne omkring en del af kommunens kirker.

Naturarealer, som eksempelvis Marbæk Hede, Horslund Krat, Lustrup Fællesjord og Ribe Holme, er omfattet af en fredning. Bindingerne på de fredede arealer fremgår af fredningskendelserne, der er tinglyst på de pågældende matrikler og kan findes på fredningsnaevn.dk. Indenfor nogle fredninger er det eksempelvis ikke tilladt at foretage terrænændringer, opstille skure og master eller plantning af træer og buske. I visse tilfælde skal der udføres løbende naturpleje enten af lodsejer eller af kommunen. Fredningsnævnet er den overordnede myndighed for de fredede områder, og kan i særlige tilfælde give dispensation til indgreb, som ellers ikke er tilladt ifølge bestemmelserne for det pågældende område.

Exner-fredninger er frivilligt tinglyste fredninger, som kun dækker kirkens nærmeste omgivelser. Fredningsdeklarationernes hovedindhold er bestemmelser om, at der ikke må foretages ændringer i den bestående tilstand, som kan virke skæmmende eller hindrende for udsigten til eller fra kirken.

Klitfredningen blev som udgangspunkt udformet for at undgå eller bekæmpe sandflugt. I 1992 blev klitfredningsreglerne en del af naturbeskyttelsesloven. Herved fik klitfredningen tillige til formål at bevare de åbne kyster som en væsentlig natur- og landskabsressource. Derfor må der ikke etableres hegn, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke bygges eller opstilles campingvogne og lignende.

Klitfredede arealer findes næsten udelukkende ved Jyllands kyster mod Skagerrak og Vesterhavet. Her danner de et næsten sammenhængende bælte, der strækker sig fra Skagen til Blåvandshuk og Skallingen og derfra langs vestsiden af Fanø, Mandø og Rømø.

Grænserne for klitfredning bliver revideret løbende. Det skyldes især de hyppige tilbagerykninger af kysten ved Skagerrak og Vesterhavet. Revisionen foretages af Miljøstyrelsen, når det skønnes påkrævet også af hensyn til bl.a. ændringer i klitternes karakter eller udstrækning og risikoen for sandflugt som følge af arealernes benyttelse.

Esbjerg Museum har i 2005 registreret 445 synlige fredede fortidsminder i Esbjerg Kommune. Fortidsminderne fortæller om vores kulturhistorie og skal derfor bevares. Forudsætningen for at der etableres en beskyttelseslinje er, at et fortidsminde er synligt i landskabet. Principielt er ethvert synligt fortidsminde dermed fredet. Der er dog enkelte undtagelser som f.eks. kors, milepæle, vildtbanesten og lignende.

Formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer. Både den generelle betydning af fortidsminderne i landskabsbilledet, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne skal sikres med beskyttelseslinjen. Samtidig skal bestemmelsen sikre de arkæologiske lag i området omkring fortidsminderne, idet der ofte er særligt mange kulturhistoriske levn i områder tæt ved de fredede fortidsminder. Museumsloven fastlægger således, at der på fortidsminder, og indenfor en afstand af 2 m fra dem, ikke må foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må heller ikke anvendes metaldetektor.

Beskyttelseslinjen på 100 meter regnes fra fortidsmindernes yderste grænse. For gravhøje regnes beskyttelseslinjen fra højfoden. For voldsteder og andre fortidsminder med betydelig udstrækning er fredningens grænse normalt angivet i den tinglyste meddelelse om fortidsmindets tilstedeværelse. Fortidsmindebeskyttelseslinjen er et forbud mod forandring af tilstanden. Beskyttelsen omfatter også anlæg, der har sine grundlæggende bestanddele udenfor beskyttelseslinjen, men som påvirker landskabsbilledet indenfor linjen, f.eks. højspændingsledninger der går igennem beskyttelseszonen, men hvor masterne står udenfor denne.

Fortidsminder, f.eks. gravhøje, må ikke ødelægges eller fjernes. Der må ikke ske udstykning eller lignende gennem et fortidsminde. Gravhøje bør plejes for ikke at gro til eller lide skade på anden måde. Træer, buske og græssende dyr kan ødelægge dem. Skjulte fortidsminder kan forsvinde fuldstændig ved en dybdepløjning. Kommunen har pligt til at pleje alle kommunalt ejede fortidsminder samt ret til at pleje private fortidsminder jævnfør museumsloven § 29i. For hvert enkelt fortidsminde, der plejes, udarbejdes en plejeplan. Plejen iværksættes ud fra en prioriteret liste, der udarbejdes af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjyske Museer. Markante gravhøjsgrupper og fortidsminder af national og regional betydning vil i denne sammenhæng være højt prioriterede.

Der kræves dispensation til tilplantning med juletræer, frugttræer og lignende indenfor beskyttelseslinjen, uanset om de indgår i omdrift efter landbrugsloven. Tilplantning nærmere end 100 m fra gravhøje og andre fortidsminder forudsætter ligeledes dispensation fra kommunen, jævnfør naturbeskyttelseslovens § 18.

Hegn, diger, grøfter og veje er væsentlige for opfattelsen af kulturlandskabet, og de mest karakteristiske bør derfor så vidt muligt bevares. Sten- og jorddiger er generelt beskyttede gennem museumsloven og må derfor ikke fjernes, medmindre kommunen meddeler dispensation. Dette skyldes ikke kun, at deres fortælleværdi i nutidens kulturlandskab er væsentlig, og at de bidrager til et afvekslende landskab, men også, at de fungerer som levested og økologiske forbindelser for dyr og planter.

Enkelte steder er der bevaret diger, som kan stamme helt tilbage fra middelalderen. Det gælder blandt andet ejerlavsskel, der tidligere udgjorde en både administrativ, arbejdsmæssig og social grænse, idet et ejerlav er betegnelsen for de samlede driftsarealer til en landsby, en hovedgård eller en enestegård. Ejerlavsgrænserne fortæller således om en mere end tusindårig tradition for udnyttelse af et områdes naturressourcer.

En del af disse diger er derfor beskyttede mod tilstandsændringer.

Følgende sten- og jorddiger er beskyttet efter museumsloven § 29a:

• Stendiger,
• diger, der ejes af offentlige myndigheder,
• diger, der ligger på eller afgrænser naturtyper, der er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven (heder, søer, moser, strandenge/-sumpe, enge og overdrev), og
• diger, der er angivet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk i den senest reviderede udgave forud for den 1. juli 1992

Beskyttelsen betyder, at digerne ikke må sløjfes, ændres eller beskadiges. Det tidligere Ribe Amt har foretaget en vejledende registrering på baggrund af luftfoto, kort og besigtigelser. I Esbjerg Kommune er der registreret 320 km beskyttede sten- og jorddiger.

Etablering af naturarealer vil ofte medføre et øget antal fugle, særligt hvis naturarealerne er søer, vådområder eller lignende. Hvis arealerne etableres i nærheden af flyvepladser, kan der derfor opstå en øget risiko for kollision mellem luftfartøjer og fugle, såkaldte birdstrikes. Der må derfor som udgangspunkt ikke etableres sådanne naturarealer nærmere end 13 km fra en godkendt flyveplads.

Søer, vådområder eller lignende må heller ikke placeres således, at der er risiko for, at fuglene overflyver flyvepladsen på deres vej mellem anlægget og eventuelle raste- og ynglepladser, hvis Statens Luftfartsvæsen kan godtgøre, at dette vil indebære en kollisionsrisiko mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladsen.

Etablering af søer, vådområder eller lignende, der tiltrækker fugle nærmere end 13 km fra Esbjerg Lufthavn kan kun ske som følge af en tilladelse, der udarbejdes i samarbejde med Esbjerg Lufthavn.

Stilleområder er udpegede og afgrænsede områder, hvor støjbelastningen er lav, og hvor der er et ønske om fortsat at bevare områderne som stille.

Der bliver stadig færre og mindre landskabsområder, der ikke er berørt af byudvikling og tekniske anlæg og hvor der følgelig stadig kan opleves stilhed. Det skyldes både, at antallet af støjkilder i det åbne land er øget, og at støjen fra de enkelte støjkilder i nogle tilfælde er vokset. Det gælder f.eks. for større veje, hvor stigende trafikmængder har betydet øget støj. Det er derfor vigtigt at beskytte de stille områder, der er tilbage.

I det åbne land betegner et stilleområde et offentligt tilgængeligt område, hvor det i den helt overvejende del af tiden, er naturens egne lyde som dominerer. Det vil således være muligt for den besøgende uforstyrret at høre vandets rislen, vindens susen i løvet, fuglesang med videre. Derved får den besøgende oplevelsen af at befinde sig i naturen uden at blive forstyrret af lyde fra menneskelige aktiviteter.

Det er vanskeligt at give et objektivt mål for en kvalitet som stilhed eller fravær af forstyrrende støj. De almindelige vejledende grænseværdier for f.eks. vejstøj eller virksomheder er fastlagt med henblik på at sikre, at befolkningen ikke bliver udsat for en uacceptabel støjpåvirkning, og at der er rimelige forhold i boliger med hensyn til hvile og søvn. Disse vejledende grænseværdier er imidlertid ikke egnede til at beskrive, i hvilken udstrækning et bestemt område opleves som fredfyldt og roligt, eller om det er muligt at opleve den naturlige stilhed i området. Oplevelsen af ro og naturens stilhed afhænger derfor af en konkret vurdering for det enkelte område.

Udpegningen af stilleområder hindrer dermed ikke kortvarige støjende aktiviteter, såsom motoriseret kørsel i området, gruppeudflugter, normal jordbrugsaktivitet med videre. Dog indskrænkes muligheden for støjende adfærd om aftenen og især om natten.

Udpegning af stilleområder i kommuneplanen er muliggjort med Miljøministeriets bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner.