Landbrugsjord er en begrænset ressource til fødevare- og energiproduktion, og derfor er det vigtigt at sikre den særligt værdifulde landbrugsjord mod anden anvendelse.

En forudsætning for at udvikle et økonomisk bæredygtigt landbrug er investeringssikkerhed og udviklingsmuligheder. Begge dele skal gerne imødekommes på bedst mulig måde i den fysiske planlægning. En rettidig planlægning skal sikre, at gode forhold for landbruget ikke sker på bekostning af hverken lokalsamfundene eller natur- og miljøbeskyttelsesinteresserne.

I de særligt værdifulde landbrugsområder, hvor der ikke er andre bindinger (som f.eks. natura 2000), er det den landbrugsmæssige drift af jorderne, der har den højeste prioritet. Andre arealinteresser, der er uforenelige med landbrugsmæssig drift, kan kun prioriteres i det omfang, at det ikke vil medføre begrænsninger for jordbruget. Det skal således, ved inddragelse af landbrugsjord til andre formål end jordbrug, dokumenteres, at der er taget størst muligt hensyn til landbruget. Endvidere kræver arealudlæg til andre formål end jordbrug en planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for den valgte anvendelse eller placering.

Gartnerier og dambrug bør placeres indenfor de særligt værdifulde landbrugsområder.

Esbjerg Kommunes udgangspunkt er, at hovedparten af de arealer, der i dag bruges til landbrugsformål, er værdifulde og derfor udpeget som særligt værdifuld landbrugsjord. På nogle af de udpegede arealerne er der imidlertid andre arealinteresser, der har indflydelse på brugen af landbrugsjorden. Dette indebærer, at landbrugets interesser her ikke altid kan prioriteres højest. Det gælder blandt andet følgende forhold:

• Natura 2000-områder, der ikke er udpeget som enten § 3-beskyttet natur eller lavbund, er som udgangspunkt udpeget som særligt værdifuld landbrugsjord. Natura 2000-områdernes afgrænsning er fastlagt i lovgivningen, og der er udarbejdet planer for hvert område, der fastlægger de langsigtede målsætninger samt nødvendige foranstaltninger. Natura 2000-områderne er derfor ikke områder, hvor landbruget kan garanteres en fortrinsret.
• Lavbundsarealerne er lavtliggende arealer, som ofte ligger i marsken og omkring vandløbene. Arealerne er ofte vanskelige at opdyrke, og de inde¬holder samtidigt et stort potentiale for at forøge naturværdierne i det åbne land. I nærheden af byområder er det desuden vigtigt at friholde lavbundsarealer, der kan rumme overfladevand ved kraftige regnskyl. Visse lavbundsarealer er derfor ikke udpeget som særlig værdifuld landbrugsjord, selv om arealerne i dag er i landbrugsmæssig drift. På de arealer, der både er udpeget som særligt værdifulde landbrugsområder og lavbund, kan landbruget derfor ikke garanteres fortrinsret i alle situationer.
• Beskyttelse af vandområder og grundvand i forhold til dyrkning af landbrugsjorden udmøntes dels gennem indsatser i vandmiljøplanerne, dels gennem indsatsplanlægning for grundvandsbeskyttelsen, samt i henhold til gældende lovgivning på miljøområdet. Flere af disse områder indgår som særligt værdifulde landbrugsområder, men der vil være tilfælde, hvor vandmiljøet vægtes højere end de landbrugsmæssige interesser.

De særligt værdifulde landbrugsjorder omfatter ikke:

• § 3-beskyttede naturtyper
• Fredskov
• Områder reserveret til byformål samt områder, hvor den planlagte zonegrænse er by- eller sommerhuszone

Udlæg af skovrejsningsområder indenfor de særligt værdifulde landbrugsområder er ikke en hindring eller begrænsning af landbrugsdriften på arealerne.

Esbjerg Kommune har screenet alle kommunens arealer med henblik på at udpege de arealer, der er bedst egnede til at etablere nye store husdyrbrug (barmarksprojekter) på over 500 DE. Der er hovedsagelig taget udgangspunkt i lugtgenekriterier i forhold til sammenhængende bebyggelse i det åbne land og ammoniakdeposition i naturområder.

Derudover er der i landskabskarakteranalysen peget på områder, der ikke er velegnede til at placere større husdyrbrug på, da anlæggene vil have en uheldig indvirkning på landskabet.

Det skal understreges, at udpegningen alene er en indikation af, hvor det umiddelbart vil være muligt at etablere en ny, større husdyrproduktion. Der skal fortsat altid ske en individuel sagsbehandling af hver enkelt ansøgning om etablering eller udvidelse af husdyrproduktion. Dette er tilfældet uanset om der ansøges om etablering eller udvidelse af større husdyrproduktioner på over 500 DE indenfor eller udenfor de udpegede områder. Dermed medfører udpegningen ikke begrænsninger for muligheden for fortsat at etablere store husdyrbrug udenfor de udpegede områder. Endvidere gælder det, at udgangspunktet for den fremtidige udvikling af husdyrproduktionen som hovedregel sker på baggrund af de eksisterende husdyrbedrifter. Lokaliseringen af de nuværende store husdyrbedrifter er således retningsgivende for den fremtidige bedriftsstruktur.

Fredskovspligtige arealer kan omfatte skovbevoksning såvel som åbne naturarealer. Fredskovspligtige arealer er noteret med fredskovspligt i matriklen. På fredskovspligtige arealer må der, jævnfør skovloven, kun være skov eller naturarealer. Al offentlig skov er automatisk pålagt fredskovspligt.

Ændringer i fredskov kan kun ske indenfor skovlovens rammer. Landzonebestemmelserne gælder både for fredskov og for skov uden fredskovspligt. Der kan ikke ske nye udlæg af fredskovspligtige arealer på arealer, der i kommuneplanen er udlagt som skovrejsning uønsket.

Når et areal pålægges fredskovspligt, kan der indgå op til 50 % åbne arealer (det vil sige ej træbevokset), hvis disse åbne arealer sammen med det træbevoksede areal udgør en naturlig helhed. Hvis lodsejeren ønsker landbrugspligten ophævet i forbindelse med skovrejsning, kan op til 5 % naturarealer medregnes i minimumsarealet på 35 ha, som er en forudsætning for ophævelse af landbrugspligten.

De fredskovspligtige arealer udgør 4.456 ha i Esbjerg Kommune svarende til 5,6 % af kommunens areal. Dertil kommer en række skovbevoksede men ikke fredskovspligtige arealer. Esbjerg Kommune ligger dog fortsat under landsgennemsnittet på 14-15 % skov.

Ved udpegningen af skovrejsningsområder er der taget hensyn til skovens betydning for beskyttelse af grundvand, miljø, landskab, natur og de rekreative interesser.

Da der ved skovdrift normalt kun anvendes gødning og pesticider i begrænsede mængder, kan skovrejsning bidrage til beskyttelse af grundvandet. Skovrejsningsområderne ligger derfor ofte i områder, hvor der er behov for en særlig beskyttelse af grundvandsressourcerne.

Af hensyn til friluftslivet er der udlagt skovrejsningsområder omkring de større byer og i tilknytning til andre udflugtsmål.

Som udgangspunkt kan arealer indenfor skovrejsningsområder frit tilplantes efter behørig anmeldelse til kommunen. Et areal kan dog være omfattet af andre bestemmelser, der ikke umiddelbart muliggør skovrejsning. Det kan f.eks. være naturtyper eller lokaliteter, der er omfattet af naturbeskyttelsesloven eller arealreservationer til veje, ledningsanlæg m.v.

Al tilplantning med henblik på etablering af skov skal anmeldes til kommunen jævnfør ’Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur’ inden tilplantning.

Skovrejsningsområderne giver lodsejeren en mulighed for at tilplante arealet med skov, og begrænser således ikke mulighederne for fortsat landbrugsdrift.

Skovrejsning er uønsket i områder, hvor kommunen har vurderet, at skovrejsning vil stride mod væsentlige planlægningsmæssige, landskabelige, naturbeskyttelsesmæssige, landbrugsmæssige, geologiske eller kulturhistoriske interesser. Andre områder kan være udpeget af hensyn til råstofgravning, eksisterende eller planlagte vindmølleområder med videre.

Heder, moser, overdrev, strandenge og ferske enge, der alene eller i sammenhæng med andre beskyttede naturtyper er større end 2.500 m², samt søer større end 100 m² er i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 beskyttet mod skovrejsning og andre former for tilplantning. Skovrejsning nær et sådant § 3-område kan påvirke området blandt andet på grund af træernes drænende effekt og skyggevirkning. Påvirkning og tilstandsændringer af § 3-områder forudsætter kommunens dispensation efter naturbeskyttelsesloven. Tilplantning nær et § 3-område skal undersøges med henblik på en konkret vurdering af naturlokaliteten. Kommunen kan derfor afvise en tilplantning indenfor en given bufferzone omkring § 3-områderne. Dette gælder også i tilfælde, hvor de beskyttede arealer ikke er vist særskilt som områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Det er muligt at få dispensation fra forbuddet mod skovrejsning. Der kan eksempelvis være tale om mindre tilplantninger, der i kraft af træartsvalg og udformning kan etableres uden uheldige konsekvenser for landskabet eller planer for områdets fremtidige anvendelse. Produktionen af juletræer og pyntegrønt, læhegnsplantninger og energiskov i kort omdrift betragtes ikke som skov. Denne produktion kan derfor, som udgangspunkt, også foregå i områder, hvor skovrejsning er uønsket, såfremt tilplantningen ikke er i strid med anden lovgivning.