Sundhed og omsorgskapitlet omhandler Esbjerg Kommunes sundheds- og omsorgsarbejde med borgerne i kommunen, her især den gruppe af borgere, som har brug for en særlig indsats.
Befolkningsprognosen for Esbjerg Kommune viser, at der bliver flere i den ældre aldersgruppe, og at der dermed også må forventes at blive flere der skal tages hånd om i vores plejehjem og i boliger til seniorer og plejekrævende borgere. Der er et skarpt fokus på at have det rigtige tilbud og at tilbuddet er placeret rigtigt. Medborgerskab og aldersvenlighed er væsentlige begreber i dette arbejde.
I kommuneplanen falder kapitlet om sundhed og omsorg i tre afsnit; det første afsnit omhandler generelle forhold som placering af institutioner og boliger. Herefter følger retningslinjer for plejehjem, diverse boligtyper, sundhedscentre og sundhedserhverv. Det sidste afsnit omhandler sygehuse i Esbjerg Kommune.