Det er vigtigt, at der i fremtidig planlægning altid tages udgangspunkt i de særegne kvaliteter og forhold, der er i vores lokalområder, således at kvaliteterne bevares og videreudvikles.
Esbjerg Kommune er inddelt i 30 hovedområder. Inddelingerne følger som udgangspunkt de gamle sognegrænser. Nogle af grænserne er dog justerede i forhold til, hvilke områder der har en fælles identitet og sammenhæng i dag.
Hovedområderne er inddelt i underområder. Disse inddelinger er igen baseret på historiske træk og sammenhænge, byens struktur, byggestilen i området og lignende.
På sigt skal alle lokalområder beskrives i kommuneplanen sådan at ny planlægning altid tager udgangspunkt i de eksisterende forhold og kvaliteter. I denne kommuneplan beskrives de tre kommunebyer og deres underområder. I efterfølgende kommuneplaner vil forstæder, lokalbyer, landsbyer og landområder også blive beskrevet. Grundlaget for denne prioritering af områderne er, at der ikke i forvejen ligger beskrivende planer for kommunebyerne, som der eksempelvis gør for mange lokalbyer og landsbyer i form af mellembyplaner og landsbyplaner.