En tættere bymidte med flere boliger

Der er 600 på venteliste til en lejebolig i Bramming og prognoserne fortæller, at der bliver flere ældre i Bramming, når der kikkes frem ad. Ønskerne om en god og centralt beliggende bolig vil stige. Samtidig mangler bymidten liv, flere byrum mangler kvalitet og en del bygninger virker nedslidte. Løsningen ligger lige for. Der er behov for at gøre bymidten tættere og højere.

Bygningshøjder i de forskellige gader

Den strategiske udviklingsplan lægger derfor op til, at eksisterende byggeri kan erstattes af nyt og højere byggeri med fokus på bevaring. På kortet er der vist eksempler på etageantal i muligt nybyggeri i den centrale del af Bramming bymidte. Antallet af etager er søgt tilpasset, hvad der vurderes at være passende i de enkelte gader og skal opfattes som et maksimum. Der er lagt vægt på, at Bramming bymidte over tid kan udvikle sig med en bymidte, som i tæthed og højde passer til en by med mere end 7.000 indbyggere.

Derfor er planen et udtryk for et ønske om at gå i højden men samtidig sikre, at der er sammenhæng mellem nyt og eksisterende. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke altid vil være muligt at realisere et nybyggeri op til maksimum. Der skal også være plads til parkering og opholdsarealer, og de nye bygninger skal bidrage til at skabe kvalitet i gadebilledet. Nye bygninger skal udformes så de spiller godt sammenhæng med omkringliggende bevaringsværdige bygninger, og nye bygninger skal i det hele taget udformes med en

arkitektur, der skaber kvalitet og sammenhæng.

I Storegade foreslås det, at der skal være mulighed for op til fire etager, som vil svare til de højeste eksisterende bygninger.

I Nørregade foreslås også byggeri i op til fire etager, da det er vigtigt at skabe intensitet og liv i handelsgaden og motivation for at erstatte eksisterende forretningslokaler med nye og attraktive lokaler.

Langs Thues Vej lægges der også op til byggeri i op til fire etager. Det vurderes, at Thues Vej med sin beliggenhed vendt mod jernbanen er egnet til byggeri i op til fire etager. En facade langs vejen på op til fire etager vil skabe en god indramning af Skulpturparken, der kan fungere som nærrekreativt område for boligerne. Thues Vej er tænkt som værende en forside til Vandtårnet og skulpturparken og ikke bagsiden af byen.

Langs Skolegades sydside er antallet af etager fastlagt til maksimalt 3 etager, da Skolegade danner overgang mellem den tætte bymidte og Villabyen.

Mulighed for højhus

På det nye torv foreslås et højhus og en lavere forretnings- og boligbebyggelse. Højden af et højhus skal fastlægges i en senere planlægning, hvor mulighederne kan belyses med eksempler på, hvordan et højhus kan udformes arkitektonisk, hvor det vil kunne ses fra og visualiseringer af, hvordan det vil komme til at se ud. Hvorvidt forslaget til et højhus og en forretnings- og boligbebyggelse i området skal gå videre mod realisering, er op til COOP, der er grundejer.

Byfortætningen skal realiseres af grundejerne

De nye bygninger, der er vist på kortet, er placeret, hvor der i dag er lavt byggeri eller ubebygget, som kan erstattes af nyt og højere byggeri, men det er kun ment som en illustration af mulighederne. Det er op til grundejerne at realisere mulighederne for nyt og højere byggeri. I flere tilfælde vil realisering af et byggeri kræve, at kommuneplan, lokalplan mv. bliver ændret. For at illustrere, hvor meget der vil kunne bygges i bymidten, er byggeriet, der er vist på kortet målt op. Hvis byfortætningen realiseres som vist på kortet, så vil der være plads til i størrelsesordenen 20.000 m² nybyggeri med plads til omkring 200 boliger.

 

Omkring 50 lejeboliger er på vej på den gamle rådhusgrund. Foto: Esbjerg Kommune

 

Storegade har allerede bygninger med fire etager. Foto: COWI

 

Bebyggelse langs Thues Vej vil skabe en pæn indramning af Skulpturparken. Foto: Esbjerg Kommune