Indhold
På denne side finder du et klikbart, digitalt og dynamisk kort, der viser de lokale særegne kvaliteter ved lokalområdet samt de planlagte og aktuelle planer. Der er også en brugervejledning til kortet, information om kulturmiljøplaner, demografiske data om lokalbefolkningens størrelse, sammensætning og fordeling, udvalgte afsnit i kommuneplanen, som er særligt relevante for udviklingen af lokalområderne i Esbjerg kommune og en lokalområdebeskrivelse.
Aktuelle planer for dit lokalområde
Kortet nedenfor viser de nuværende planer for dit område, og hvordan forskellige områder vil blive eller bliver brugt. For eksempel betyder den røde farve, at der er eller er planlagt boliger for området, mens olivenfarven betyder, at der er mulighed for aktiviteter og erhverv, der naturligt passer ind i landsbyens miljø. Det er dog ikke sikkert, at begge farver er vist på kortet, da dette afhænger af hvilken type by man bor i, som nærmere beskrevet i afsnittet om byroller.
Herunder finder du en guide til at forstå farverne og ikonerne på kortet.
Arealanvendelse
Arealanvendelse handler om, hvad et bestemt område skal bruges til. Farverne på kortet viser disse forskellige formål, både nuværende og planlagte. Du kan se, hvad hver farve betyder i signaturforklaringen øverst til højre på kortet. Hvis du vil vide mere om et bestemt område, kan du klikke på det og derefter gå til linket "Retningslinjer med redegørelser", som indeholder detaljer om planerne for området. Du kan også klikke på linket "Kommuneplanens rammedel 2022-2034", som bl.a. fortæller, hvad og hvor meget der kan bygges. Hvis der er en lokalplan for området, er det vigtigt at kigge i den, da den også bestemmer, hvordan området kan bruges. Du kan finde mere information om lokalplaner i afsnittet "Lokalplan" nedenfor.
Læs mere om arealanvendelse her
Ikoner
På kortet er der ikoner, der viser forskellige kommunale tilbud. Hvis du klikker på et ikon, kan du læse mere om, hvad det tilbud indeholder. Signaturforklaringen på kortet fortæller, hvad hvert ikon betyder. Hvis du vil have mere information om de generelle regler for et bestemt ikon, kan du klikke på linket "Læs mere om ikonerne her" og derefter vælge den sektor, du er interesseret i.
Lokalplan
En lokalplan er en detaljeret plan for, hvordan et specifikt område i kommunen skal udvikles og forbedres. Disse planer tager hensyn til den overordnede udvikling i by- og landområder, som er fastlagt i kommuneplanen. Hvis du vil se en lokalplan for et bestemt område, kan du klikke på det farvede område på kortet og derefter klikke på "Link til lokalplan" i boksen nedenfor. Hvis ikke der kommer et link til lokalplan frem, er det fordi, der ikke er en lokalplan for det område, du har valgt. Hvis der ikke er en lokalplan, er det kommuneplanen og bygningsreglementet, der er gældende. Hvis du har spørgsmål om byggemulighederne, kan du kontakte kommunen for yderligere oplysninger.
Læs mere om lokalplaner i Esbjerg kommune her
Høringsportalen
Høringsportalen giver dig mulighed for at følge med i, hvad der sker i dit lokalområde. Her kan du nemt finde oplysninger om nye sager i offentlig høring, afgørelser og planlagte borgermøder. Portalen giver dig et hurtigt overblik over sager og deres klagefrister, så både borgere og virksomheder nemt kan holde sig opdaterede og blive hørt i kommunens beslutninger. Du kan tilmelde dig nyhedsopdateringer og modtage en e-mail, hver gang der oprettes en ny høring, afgørelse eller et borgermøde i dit område. Derudover kan du finde tidligere sager i arkivet.
Læs mere og se Esbjerg kommunes høringsportal her
Levende lokalsamfund
Levende lokalsamfund skal sikre den lokale udvikling ved et samarbejde mellem lokalsamfundene og Esbjerg kommune. Udgangspunktet for den lokale udvikling er lokalområdebeskrivelser for alle lokalsamfund i kommunen. En lokalområdebeskrivelse omfatter en beskrivelse og et dynamisk kort over lokalområdet, der viser kommunens gældende samt fremtidige planer, lokalsamfundenes særegne kvaliteter, tilbud og faciliteter.
Læs mere om levende lokalsamfund her
Byroller
Byer i kommunen kategoriseres som Hovedby, Kommuneby, Lokalby, Landsby og Sammenhængende bebyggelse. Denne kategorisering er en måde at strukturere planlægningen for landsbyerne i kommunen på. Samtidig sikrer denne opdeling, at byrollerne er tydeligt defineret, og danner grundlag for planlægning og prioritering.
Kulturmiljøplaner
Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der beskriver kulturhistoriske sammenhænge i by og land. Det kan være kirker, byrum med høj værdi, fredede bygninger og meget mere. Esbjerg kommune har registreret 72 kulturmiljøer i hele kommunen. Kulturmiljøerne indgår som et redskab for byggesagsbehandling og lokalplanlægning generelt. Ved at følge nedenstående link, kan du få et overblik over alle kulturmiljøer i Esbjerg kommune og se, om dit eget lokalområde indeholder et eller flere kulturmiljøer.
Kulturmiljøer i Esbjerg kommune
Demografisk data
I demografiske data kan du finde information om alle hoved- og underområder i kommunen. Det kan inkludere ting som aldersfordeling og det samlede antal indbyggere i dit lokalområde. Et link er under udarbejdelse.
Udvalgte afsnit i Kommuneplan 2022-34
De udvalgte afsnit i kommuneplan 2022-34 er udvalgte retningslinjer med redegørelser, der beskriver, hvad og hvordan arealer i Esbjerg kommune skal anvendes. De udvalgte afsnit er blevet identificeret som særlig værdifulde for udviklingen af lokalområderne i Esbjerg kommune.
Landskab - Byggeri i det åbne land
Kultur og fritid - Generelle bestemmelser
Bevaring - Værdifuldt kulturmiljø
Boligområde – Generelle forhold
Hvilket lokalråd hører mit lokalområde til
Klik på linket "Kort over lokalråd i Esbjerg kommune" for at se hvilket lokalråd dit lokalområde hører til. Husk at zoome ind for at se navnene på lokalrådene. Nedenfor er der også et link med kontaktoplysninger til lokalrådene.
Kort over lokalråd i Esbjerg kommune
Kontaktoplysninger på lokalråd i Esbjerg kommune
Lokalområdebeskrivelse
Historie og kulturhistorie
Navnet “Darum” menes at komme fra det oldnordiske ord "darr," der betyder spyd, muligvis inspireret af terrænets spydspids-lignende form. Den historiske struktur i landsbyen er markant, og Darum Kirke, bygget i 1150-1200 i romansk stil, står som det ældste byggeri og er et centralt vartegn. Præstegården fra 1722, med sit hvidkalkede murværk og stråtag, repræsenterer den klassiske marskarkitektur.
Arkæologiske fund tæt på Sønderby, såsom en guldskat med 13 guldbrakteater fra jernalderen, viser, at området har været betydningsfuldt. Middelalderlige og jernalderlige bopladser omkring Store Darum antyder, at den nuværende landsbystruktur kan have eksisteret siden 1100-tallet. Landsbyen har både forsamlingshus og skole.
Placering i landskabet
Store Darum ligger på Breum Banke, en højdedrag dannet under sidste istid. Landsbyen er placeret på geestranden, en overgangszone mellem det højere liggende sandede område og det lavere marskland. Landskabet rummer et unikt møde mellem geest og marsk, hvor højden på op til 15 meter over havet giver udsigter over Vadehavet og de flade enge. Mod øst ligger en lille skovtunge og flere små søer, der tilfører variation til det åbne og flade landskab.
Landsbyens geografiske placering tæt ved Nationalpark Vadehavet og de vidtstrakte marskenge giver et flot udsyn over landskabet.
Karakteristik
Store Darum består af fem bydele: Nørreby, Midtby, Vesterby, Sønderby og Østerby. Hver del har sin egen landsbykarakter, påvirket af både traditionel byggestil og nyere tilføjelser. Gadernes vejforløb er præget af bløde, smalle og asfalterede strækninger uden fortove, som giver en autentisk landsbyfølelse. Mange af bygningerne i byen er velbevarede gårde fra 1700- og 1800-tallet, ofte trelængede og med karakteristiske stråtage og småsprossede vinduer. Sønderby og Vesterby, med deres mange historiske gårde, er særligt velbevarede.
De åbne grønninger mellem bygningerne og tofterne skaber små lommer af grønt, og giver en samhørighed med det omkringliggende landskab. Sandgades Plantage fungerer som et rekreativt område. Landsbyen har en lav bebyggelsesstruktur, hvor selv nyere byggeri er holdt i lave højder og med respekt for den gamle byggeskik.
Infrastruktur
Store Darum har nem adgang til større byer som Esbjerg, Ribe og Bramming via hovedveje, og der er busforbindelser til disse byer. Den primære vej, Gl. Darumvej, opdeler landsbyen mellem bydelene på hver sin side. Videkærvej fungerer også som en adskillelse mellem landsbyen og de nyere udstykninger i Østerby.
Landsbyen et kultur- og fritidscenter og fungerer som byens sociale samlingspunkt. Centeret er placeret tæt ved skolen, som tilbyder pasningsmuligheder i form af en SFO. Kirkestien, en af Danmarks længste og ældste kirkestier, bruges endnu til både transport og rekreative formål.
Struktur
Den historiske struktur i Store Darum er opdelt i de fem bydele, som oprindeligt blev dannet omkring grandelagsfællesskaber, hvor de enkelte gårde lå samlet i tæt klynge. De gamle vejforløb og stier skaber en landsbyfølelse, som giver Store Darum sin karakteristiske identitet. De mange T-kryds og det snoede vejnet skaber variation, mens de åbne marker, giver en naturlig overgang til det omkringliggende landskab.
Byens grønninger og tofter spiller en vigtig rolle som fællesarealer og er bevaret som åbne grønne rum mellem gårdene. Den oprindelige struktur med grønninger og markskel gør landsbyen unik, og selv nyere bebyggelse i Østerby er placeret med omtanke for ikke at ødelægge den gamle bystruktur.