Strandby

Strandbys område er afgrænset mod øst af Stormgade, mod syd til dels af Frodesgade og mod vest af H. E. Bluhmes Vej. Mod nord grænser området op til Vognsbølparken. Området udgør et areal på 108 HA og der er omkring 3.200 indbyggere og ca 2.280 husstande.

Historisk baggrund

Navnet Strandby stammer tilbage fra den ene af de to landsbyer, der var i Esbjergområdet før byen kom. Landsbyen Strandby bestod af fire gårde og en kro, og lå omtrent der, hvor Strandby Plads i dag ligger.

Tovværksfabrikken var i starten af 1900-tallet en drivende kraft i området og stod særligt stærkt i tiden lige efter Anden Verdenskrig. Fabrikken byggede bl.a. både vuggestue og børnehave i området til brug for deres medarbejdere, og fabrikken gav arbejde til mange af Strandbys borgere.

Fra 1924 og frem til 1930 blev der bygget aldersrenteboliger i den nordlige del af Strandby, og i 1929 blev alderdomshjemmet Skovbo opført. I 1930’erne byggede Andelsbolig- og Byggeforeningen af 1932 videre i forlængelse af aldersrenteboligerne med "sunde og gode beboelsesejendomme" som en indsats både mod boligmangel og arbejdsløshed.

I tiden efter Anden Verdenskrig blev området vest for Gl. Vardevej for alvor bebygget bl.a. med mange andelsboligbyggerier.

I 1946 blev det besluttet at bygge en ny kirke, Treenighedskirken. Kirken er, som den eneste i Esbjerg, tegnet af lokale arkitekter: Erik Flagstad Rasmussen og Knud Thomsen. Kirken blev indviet i 1961 og var den første i Esbjerg, der brød med traditionen.

Stedets ånd

Strandby er et alsidigt område, hvor det er muligt at opleve alt fra stille villaveje til kultur og sport, et Gymnasium på den gamle Tovværksgrund samt driftig industri nær havnen. Området er populært fordi det ligger tæt på Esbjergs Idrætsmekka, Vandrehjem og Vognsbølparken. Strandbyens børn hører under Spangsbjergskolen Cosmos og områdets ældre kan nyde godt af Plejecentret Skovbo.

Arealanvendelse

Størstedelen af Strandby er udlagt til bolig- og erhvervsområde. Et større område, kaldet tovværksområdet, er desuden udlagt til offentligt område. Omkring Strandby Plads er udlagt et mindre område til bydelscenter.

Bystruktur

Strandbys struktur kan groft deles i tre udviklingsområder. 1) Havnen, hvor strukturen er lidt rodet og tilfældig som følge af en løbende udvikling. 2) Det østlige område, der følger Esbjerg bys stramme gadenet. 3) Området omkring Tovværksfabrikken, der har karakter af at bestå af flere mindre enklaver, hvor det stramme gadenet langsomt opløses og bliver mere organisk i sin form.

Arkitektur og facader

Arkitekturen afspejler den tid området er bebygget i. Det ældste længst mod syd/øst afspejler det centrale Esbjergs struktur med karrèer langs Frodesgade, der mod nord går over i villaer. Arkitekturen i området er dog her præget af funktionalismen i stedet for den historicisme, der er udbredt i Indre by.

Langs Gl. Vardevej finder man etagebyggerier fra 1920’erne og 1930’erne, nogle inspireret af nyklassicisme, andre af funktionalismens enkle linier og funktionelle boliger. Boligkvarteret ved Nørvang er områdets smukkeste og mest tidstypiske kvarter, afgrænset af Gl. Vardevej-Grådybet og de gamle skovbælter i nord og øst.

I området ned mod havnen, der primært huser erhvervsvirksomheder, er skalaen stor og arkitekturen præget af praktiske hensyn. Her er der bygget nye bygninger når de gamle bygninger ikke længer levede op til behovet i den enkelte virksomhed, og billedet er forskelligartet og råt.

Pejlemærker

Der er flere byrum eller bygninger, der skiller sig ud ved deres størrelse og/eller udformning i Strandby og gør det let at orientere sig i området, blandt andet Svømmestadion samt den store Gormsgade Kirkegård.

Bevaringsværdige sammenhænge

Der er flere bevaringsværdige sammenhænge i Strandby. Eksempelvis de meget tidstypiske almene boliger langs Gl. Vardevej, samt mange af de fine villaer i området nord for Frodesgade.

Rekreative grønne områder

Langs den nordlige kant af området ligger Esbjergs største parkområde, Vognsbølparken, som er en del af en af de større grønne kiler, der strækker helt ud til havet. Derudover er der større rekreative områder i tilknytning til de mange almene boliger. Området domineres dog af et meget bymæssigt udtryk med brede vejrum og høje facader.

Trafik og infrastruktur

I Strandby er de primære trafikgader Hjertingvej og Gl. Vardevej som begge forbinder Esbjergs forstæder med midtbyen. Derudover er Grådybet en vej, der benyttes til at komme på tværs af byen.

Området er godt forbundet til det kollektive transportsystem med flere busruter kørende igennem området og forholdsvis kort afstand til Esbjerg Banegård.