Indhold
På denne side finder du et klikbart, digitalt og dynamisk kort, der viser de lokale særegne kvaliteter ved lokalområdet samt de planlagte og aktuelle planer. Der er også en brugervejledning til kortet, information om kulturmiljøplaner, demografiske data om lokalbefolkningens størrelse, sammensætning og fordeling, udvalgte afsnit i kommuneplanen, som er særligt relevante for udviklingen af lokalområderne i Esbjerg kommune og en lokalområdebeskrivelse.
Aktuelle planer for dit lokalområde
Kortet nedenfor viser de nuværende planer for dit område, og hvordan forskellige områder vil blive eller bliver brugt. For eksempel betyder den røde farve, at der er eller er planlagt boliger for området, mens olivenfarven betyder, at der er mulighed for aktiviteter og erhverv, der naturligt passer ind i landsbyens miljø. Det er dog ikke sikkert, at begge farver er vist på kortet, da dette afhænger af hvilken type by man bor i, som nærmere beskrevet i afsnittet om byroller.
Herunder finder du en guide til at forstå farverne og ikonerne på kortet.
Arealanvendelse
Arealanvendelse handler om, hvad et bestemt område skal bruges til. Farverne på kortet viser disse forskellige formål, både nuværende og planlagte. Du kan se, hvad hver farve betyder i signaturforklaringen øverst til højre på kortet. Hvis du vil vide mere om et bestemt område, kan du klikke på det og derefter gå til linket "Retningslinjer med redegørelser", som indeholder detaljer om planerne for området. Du kan også klikke på linket "Kommuneplanens rammedel 2022-2034", som fortæller, hvad og hvor meget der kan bygges. Hvis der er en lokalplan for området, er det vigtigt at kigge i den, da den også bestemmer, hvordan området kan bruges. Du kan finde mere information om lokalplaner i afsnittet "Lokalplan" nedenfor.
Læs mere om arealanvendelse her
Ikoner
På kortet er der ikoner, der viser forskellige kommunale tilbud. Hvis du klikker på et ikon, kan du læse mere om, hvad det tilbud indeholder. Signaturforklaringen på kortet fortæller, hvad hvert ikon betyder. Hvis du vil have mere information om de generelle regler for et bestemt ikon, kan du klikke på linket "Læs mere om ikonerne her" og derefter vælge den sektor, du er interesseret i.
Lokalplan
En lokalplan er en detaljeret plan for, hvordan et specifikt område i kommunen skal udvikles og forbedres. Disse planer tager hensyn til den overordnede udvikling i by- og landområder, som er fastlagt i kommuneplanen. Hvis du vil se en lokalplan for et bestemt område, kan du klikke på det farvede område på kortet og derefter klikke på "Link til lokalplan" i boksen nedenfor. Hvis ikke der kommer et link til lokalplan frem, er det fordi, der ikke er en lokalplan for det område, du har valgt. Hvis der ikke er en lokalplan, er det kommuneplanen og bygningsreglementet, der er gældende. Hvis du har spørgsmål om byggemulighederne, kan du kontakte kommunen for yderligere oplysninger.
Læs mere om lokalplaner i Esbjerg kommune her
Høringsportalen
Høringsportalen giver dig mulighed for at følge med i, hvad der sker i dit lokalområde. Her kan du nemt finde oplysninger om nye sager i offentlig høring, afgørelser og planlagte borgermøder. Portalen giver dig et hurtigt overblik over sager og deres klagefrister, så både borgere og virksomheder nemt kan holde sig opdaterede og blive hørt i kommunens beslutninger. Du kan tilmelde dig nyhedsopdateringer og modtage en e-mail, hver gang der oprettes en ny høring, afgørelse eller et borgermøde i dit område. Derudover kan du finde tidligere sager i arkivet.
Læs mere og se Esbjerg kommunes høringsportal her
Levende lokalsamfund
Levende lokalsamfund skal sikre den lokale udvikling ved et samarbejde mellem lokalsamfundene og Esbjerg kommune. Udgangspunktet for den lokale udvikling er lokalområdebeskrivelser for alle lokalsamfund i kommunen. En lokalområdebeskrivelse omfatter en beskrivelse og et dynamisk kort over lokalområdet, der viser kommunens gældende samt fremtidige planer, lokalsamfundenes særegne kvaliteter, tilbud og faciliteter.
Læs mere om levende lokalsamfund her
Byroller
Byer i kommunen kategoriseres som Hovedby, Kommuneby, Lokalby, Landsby og Sammenhængende bebyggelse. Denne kategorisering er en måde at strukturere planlægningen for landsbyerne i kommunen på. Samtidig sikrer denne opdeling, at byrollerne er tydeligt defineret, og danner grundlag for planlægning og prioritering.
Kulturmiljøplaner
Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der beskriver kulturhistoriske sammenhænge i by og land. Det kan være kirker, byrum med høj værdi, fredede bygninger og meget mere. Esbjerg kommune har registreret 72 kulturmiljøer i hele kommunen. Kulturmiljøerne indgår som et redskab for byggesagsbehandling og lokalplanlægning generelt. Ved at følge nedenstående link, kan du få et overblik over alle kulturmiljøer i Esbjerg kommune og se, om dit eget lokalområde indeholder et eller flere kulturmiljøer.
Kulturmiljøer i Esbjerg kommune
Demografisk data
I demografiske data kan du finde information om alle hoved- og underområder i kommunen. Det kan inkludere ting som aldersfordeling og det samlede antal indbyggere i dit lokalområde. Et link er under udarbejdelse.
Udvalgte afsnit i kommuneplan 2022-2034
De udvalgte afsnit i kommuneplan 2022-2034 er udvalgte retningslinjer med redegørelser, der beskriver, hvad og hvordan arealer i Esbjerg kommune skal anvendes. De udvalgte afsnit er blevet identificeret som særlig værdifulde for udviklingen af lokalområderne i Esbjerg kommune.
Landskab - Byggeri i det åbne land
Kultur og fritid - Generelle bestemmelser
Bevaring - Værdifuldt kulturmiljø
Boligområde – Generelle forhold
Hvilket lokalråd hører mit lokalområde til
Klik på linket "Kort over lokalråd i Esbjerg kommune" for at se hvilket lokalråd dit lokalområde hører til. Husk at zoome ind for at se navnene på lokalrådene. Nedenfor er der også et link med kontaktoplysninger til lokalrådene.
Lokalområdebeskrivelse
Historie og kulturhistorie
Hillerup nævnes første gang i 1291 som "Hildrop" og har gennem historien været præget af sin nærhed til Kongeåen. åen fungerede som grænse mellem hertugdømmet Slesvig og Kongeriget Danmark, hvilket betød, at Hillerup, der lå syd for åen, tilhørte Slesvig. Placeringen gjorde ejerforholdene komplekse, især da Kongeåen frem til 1850 også udgjorde toldgrænsen.
Landsbyen har bevaret meget af sin oprindelige struktur. Hillerup havde tidligere sin egen skole, der blev udvidet med gymnastiksal og sløjdlokale i 1941-42, men skolen blev lukket i 1961. I landsbyen fandtes også en smedje, og under 2. Verdenskrig blev skolens bygninger brugt kortvarigt af en tysk militærenhed.
Placering i landskabet
Hillerup ligger på en sandet hedeslette skabt af smeltevand fra den sidste istid og tæt på den yngre marskzone. Byen er placeret på kanten af geesten og ligger tæt ved Kongeåen. Landsbyen er omgivet af marker og enge, og et tydeligt særtræk er de læhegn, der blev plantet omkring 1900 for at beskytte mod vestenvinden.
Karakteristik
Landsbyens struktur er præget af spredte gårde og enkelte huse, der ligger tæt ved vejen, hvilket skaber et sammenhængende gademiljø. Mange af de ældre, bevaringsværdige bygninger er dog blevet ændret gennem tiden. Den ældste bebyggelse ligger langs Nørrevej og Engevej, hvor den gamle skole og gadekæret giver et tydeligt landsbypræg. Området mod marsken har en grøn karakter takket være spredt beplantning, der beskytter mod vinden.
Infrastruktur
Hillerup ligger langs en hovedgade, og den gamle vejstruktur kan stadig ses i den vestlige del af byen. Den vestlige del har også en grønning omkring gadekæret, som giver et åbent miljø. Landsbyen har en tradition for engvanding på grund af nærheden til Kongeåen, hvilket har skabt gode forhold for landbruget. Engene blev delt op i fenner, hvor lodsejerne kunne regulere vandstrømmen for at sikre græs og hø til vinterfoder. Engvandingssystemerne blev dog efterhånden udfaset, og de sidste kanaler blev lukket i 1965.
Struktur
Hillerup er en lille marsklandsby med en struktur, hvor bebyggelsen følger landevejen. Mod vest ses stadig en ældre landsbystruktur med en matrikelopdeling, som stammer fra landsbyens tidligste tid. Hillerups placering på kanten af marsken skaber en skarp overgang mellem bebyggelse og åbent landskab.